Mere fløde? Dansk Fløde har besøgt mange eksotiske steder i verden og givet koncerter, men på plade er det som om udtrykket kører lidt fast i lydcollager ind i mellem. De energiske numre er dog smittende, og giver indikationer om et band med masser af saft og kraft.
Når Dansk fløde kalder deres musik punk, er det nok mere fordi det er en utæmmet og energisk omgang, end fordi det er decideret genrerytteri. Dansk fløde virker mest som en musikalsk anarkistisk legestue, hvor de mange forskellige musikere, som frontmand Bjørn Vidø hiver ind bidrager til et varieret, men konstant frembusende lydbillede, som dog taber højde flere steder.
Selv når titlen er ‘Chilling’, er der relativt meget gang i den. Således vugger nummeret af samme navn afsted på en måde, så man virkelig føler den underliggende energi, som er til stede næsten hele tiden i Dansk Flødes univers. På deres to første albums har teksterne været på dansk, men her på tredje ombæring er Bjørn Vidø og kumpaner gået over til engelsk, blandt andet så der kan komme hul igennem til for eksempel Latinamerika. Bandet har da også besøgt en række eksotiske steder for at give koncerter, senest blandt andet Buenos Aires og Sydpolen (!).
Der er da givetvis også potentielt publikum til Dansk Flødes energiske udladninger mange steder i verden – uagtet at der sniger sig lidt dansk accent ind på vokalen her og der. Et godt eksempel på det, Dansk Fløde gør bedst er den herligt fandenivoldske åbner, ‘Crowd Surfing on Electric Guitars’, der især bæres af et medrivende mudret riff, og trommer, der pisker afsted mens vokalen blandt andet får konstateret “This is what rock’s all about”. Skramlet energi og en enkel melodi, så simpelt kan det være.
Ind i mellem de mere regulære punk/rock-baskere er der mere lydcollage-agtige numre som ‘Work For Food’ og spoken word sagen ‘Remember’, om alt det man skal huske, og det samplede punk-manifest på ‘The Recipe’, hvor det musikalske sådan set ind i mellem er interessant nok, men desværre ender det for ofte som lidt døde passager på albummet. Ikke at det ikke er fint med variationen, men det står altså bare ikke nær så stærkt som de mere energiske, in-your-face sange.
Den næsten lidt for simple ‘We Love Things’ falder mest i sidstnævnte kategori, med sin ironiske hyldest til det der med at samle på ting og berømmelse og vise det frem, mens ‘Hello Bimbo’ har en herligt medrivende, pulserende rytme og et tungt huggende riff til at sætte ekstra fut i sagerne – men måske mangler det sidste på melodisiden, før jeg er helt opslugt. Fart over feltet er der også på den næsten obsternasigt hyperaktive ‘Hey Man’, mens den relativt dæmpede og melankolske ‘MorningShootingStar’ står lidt ud på albummet. Mest for det gode, for den har bestemt nogle kvaliteter.
Og til sidst er der så den ganske fængende ‘Lonely Woman’, som også har en mere melankolsk tone. Der er som regel noget på hjerte i Dansk Flødes sange, også her, i en sang om en kvinde, som ikke rigtig ved hvad han skal gøre med sit liv. Det er et plus på kontoen, at Dansk Fløde tydeligvis gerne vil noget med deres musik og energien er ofte smittende.
Men på Crema Danesa – Danish Cream bliver de mere collage-agtige numre alligevel en lille hæmsko, måske mest fordi, der i mine ører er for mange af dem – de trækker simpelthen noget af energien ud af albummet, og man mister den der fornemmelse af at stå overfor et levende, svedende live-band. Det lykkes albummet kun med at fange i glimt, og samtidig er det heller ikke alle de energiske sange, der er lige interessante efter fem lyt. Men det lyder altså rigtig meget af musik der bør opleves live – og derfor lander vi på 3 store stjerner.
Du kan finde Dansk Fløde på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
