Færøske Dánjal a Neystabø tager os med på en musikalsk rejse på Time, som er tredje album fra hans hånd. Det er et fejende flot album præget af stor musikalitet, selv om det også har mere stillestående perioder.
Dánjal’s to tidligere albums hedder The Palace og The Bubble, hvor det seneste er fra 2012. De er på den ene eller den anden måde gået min næse forbi i sin tid, men heldigvis landede Time i indbakken og anmelderbunken. Hele vejen demonstrerer Dánjal fin musikalitet, og vi kommer godt omkring i det musikalske landskab, nogle gange i højt tempo, andre gange i lavt. Det kan således godt høres at Dánjal er uddannet fra konservatoriet i Malmø (som jazzpianist) og har en baggrund i teateret. På albummet får han i øvrigt fin hjælp af blandt andre Kim Nyberg (Afenginn) og en en håndfuld andre dygtige musikere.
Det starter med dramatisk og hektisk klaver på ‘Raindrops’, som løfter sig på omkvædet, og i det hele taget er et musikalsk overflødighedshorn med strygere, kor og Dánjal’s fine vokal midt i det hele. At Dánjal også mestrer det mere dæmpede udtryk beviser han på ‘Never Again’, hvor der igen er fuld udfoldelse af det musikalske arsenal med et fintfølende piano som det centrale omdrejningspunkt. Her suppleres Danjál flot vokalt af en kvindelig andenstemme, mens bassen diskret rumsterer i baggrunden. Den lange outro (nummeret varer over 7 minutter) fortsætter sømløst over i den skævt pulserende ‘Beth’, hvor blæserne igen føjer nye dimensioner til lyden, inden det nærmest bliver dansabelt mod slutningen.
For ligesom at gøre udlægget komplet, svinger Dánjal lige et Balkan-inspireret, men på ingen måde afsporet, nummer ind i form af den fængende ‘People on the Run’, der nok skal få dig til at vippe med fødderne og nynne med. Det er virkelig glimrende skruet sammen, uden det bliver anmassende, og samtidig rammer det en lyd, man ikke hører hver, eller hveranden dag, for den sags skyld.
Desværre står ‘Meditations on Time’ lidt vel meget i stampe og er ret kedelig komposition sammenlignet med det meget stærke udlæg, selv om det dunkle klaverspil halvvejs inde i nummeret gør sig godt. Men uanset virker nummeret for langt med sine fem minutters spilletid, og som en lille showstopper, her halvvejs på albummet. Heldigvis bliver tråden samlet op igen på ‘Last Walk’, der rammer et musical-agtigt udtryk, uden at virke forceret eller overgearet, fordi det bliver leveret med så stort musikalsk overskud, og fordi Dánjal’s vokal aldrig kammer over i det teatralske, selv om det lidt overstyrede “sha-lalalala” bliver en kende for meget for undertegnede.
Lidt mere folket og nedtonet bliver det på den klaverbårne ‘Woman’. “Tell me what you like,” insisterer Dánjal over guitar og piano, inden vi igen skal blæses igennem af noget der lyder som en tuba på den levende, nærmest flamboyante, ‘Rosemary’, der lyder som noget et østeuropæisk folkeorkester kunne spille, krydret med lidt elektrisk guitar. Og bum, så er nummeret overstået, og den stille ‘At the Station’ ruller ind, med afdæmpet progression i lydbilledet, hvor der langsomt bygges på, og bindes en fin afslutning på.
Der lukkes og slukkes med titelnummeret, hvor Dánjal næsten lyder som Leonard Cohen og nærmest reciterer henover et minimalistisk anslag, mens nuancerne langsomt sniger sig frem i skyggerne, for at springe frem i det åbne på skift fra godt en tredjedel inde i sangen, inden strygerne gradvist overtager og ‘Time’ klinger langsomt ud et godt stykke over syv minutters mærket.
Selv om nogle af sangene trækkes en kende langt for min tålmodighed, så er det alligevel godt at høre en kunstner, som holder fast i det lange albumformat og lader sangene udfolde sig over lang tid. Samtidig byder Time på forfriskende kompositioner, en levende bevægelse mellem det dæmpede og det højlydte, og frem for alt gennemstrømmes albummet af musikalitet. Fra den dramatiske ‘Raindrops’ til ‘Time’ lukker, udfolder Dánjal et flot musikalsk lydtæppe, som man bør unde sig selv at lægge sig tilbage på og nyde. Svulstige guitarriffs og råbekor er her ikke rigtig noget af, men der er til gengæld et væld af andre musikalske nuancer, som er flot udfoldede hele vejen igennem, også selv om albummet ikke helt holder kadencen fra de indledende numre hele vejen igennem. Det fortjener 5 fine stjerner herfra.
Time er udkommet. Besøg Dánjal på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
