Poppet singer/songwriter toner med små catchy melodier og den akustiske guitar i centrum, er hvad odenseanske Dan Rose disker op med på EP’en You Were Here. 5 numre der på godt og ondt emmer af traditionel lyd og sangskrivning, hvor lyrikken ender med at trække nedad.
Dan Rose præsenteres som en “upcoming singer/songwriter-type med kant og personlighed”, kanterne er nu ikke så skarpe at man skærer sig på dem og personligheden har nogle gange lidt svært ved at træde rigtigt i karakter over de 5 klassisk klingende skæringer man finder på You Were Here. Når det er sagt, og det lød måske lidt hårdt, så er der helt bestemt fine små poppede akustisk guitar momenter på EP’en, faktisk er der ingen dårlige numre at finde rent musikalsk. Teksterne er en anden sag, der er måske bare for få der rigtig markerer sig og gør nok væsen af sig til, at de stikker ud i den jævne strøm af singer/songwriter musik man udsættes for.
Lad os starte med det helt grundlæggende, det tekniske håndværk og selve musikken er i orden, ingen slinger i valsen der. Sangskrivningen fungerer upåklageligt på det melodiske plan, hvorimod teksterne lidt bliver en “nå ja” oplevelse for mig – her kunne netop mere kant og personlighed gøre en forskel. Men som de står er de ikke lyriske katastrofer, men ej heller poetiske mesterværker – de er bare lidt for uvedkommende og banale.
En anden ting af afgørende karakter for denne form for musik er naturligvis vokalen, vores fortællerstemme igennem EP’ens lille fortættede univers. Dan Rose har en behagelig klang, vi er i den lidt lidende ende af spektret, men helt tilpas doseret så den lyder længselsfuld, med et snert af håb og ikke for tudende og teatralsk. Han synger teksterne med store overbevisning og har den der afgørende troværdighed i stemmen, så man i hvert fald tror på at HAN tror på teksterne og sangene.
EP’ens stærkeste kort bliver smidt fra start i form af første nummer “Balloons Tied To A Chair”. En lille poppet perle, i hvert fald melodisk, for omkvædet med “We always miss each other // I will never miss another” lyrik bliver lige en kende banalt for mig. Men den fængende melodi, tilsat lidt håndklap, har et eller andet, der gør at man straks er med og har svært ved at ryste den ud af øregangen efterfølgende. Helt samme fængende og uafrystelige kvaliteter kan de resterende numre på You Were Here ikke helt matche, men mindre kan nu også gøre det uden at det af den grund bliver kedeligt.
“Something To Lose” slår en lidt mere desperat tone an, melodisk er det lidt mindre poppet end første nummer, mens Rose’s lyrik igen flader lidt i den banale grøft med vers som:
We both had something to lose
Something to run away from
We’ll make a hole in the sky
And leave this world behind
Do you wanna go?
Do you wanna go?
Men, igen, må jeg sige, at pakket ind i hans sensible toner så fungerer det egentlig meget fint her, selvom der måske ikke er materiale til det store tanke gods i teksten. De passer fint til en let kølig forårsdag med høj sol, hvor man trisser lidt formålsløst rundt i parken og halv fløjter brudstykker af en melodi.
På “A Song Of Love” er håndklapperiet tilbage, mens Dan Rose synger “Every road I’ve been on // Turned out to be wrong”… nogle gange er det bare bedst ikke at skrive teksterne ud, men det rimer da. “Wanted to see a shining light // But I was awful blind”, ok, nu rimer det kun næsten. Og jo mindre medrivende og fængslende de små melodier bliver, jo mere opmærksom bliver man på de noget tyndbenede tekster. Håndklap og banaliteter følges hånd i hånd over i næstsidste nummer “Just like snow”, hvor Rose synger:
I want you to know
Wherever I’ll be
Just like snow
You can count on me
Det giver, for mig, enten ingen mening, eller også er det et forsøg på at sige, at man ikke kan stole på “ham” (sne smelter og forsvinder, you know)? Det er et af de få steder hvor teksterne får mig til at stoppe op, pakke fløjten i lommen og stå og glo lidt i min imaginære park imens jeg spekulerer over hvad Rose mon mener med den tekst brok? Den manglende musikalske variation – nu kender man efterhånden formlen med guitar, lidt klaver og håndklap – gør dog, desværre, at man hurtigt tænker “nå, man skulle vel også til at komme videre?”.
Alone on the couch
She hasn’t called back
Thought it would last
We thought wrong
Lyder det indledningsvis på den sørgmodige afslutter “Time Will Tell”, det kan virke lidt tarveligt at blive ved med at kører på teksterne, men selv over en kort EP da bliver denne form for lyrik simpelthen for triviel. Jeg betvivler ikke, at der ikke er lagt arbejde og oprigtige følelser i det her, det er nok det, der menes med “personlighed”, men det bliver ganske enkelt så ordinært, at en følelse af ligegyldighed overmander en alt for hurtigt.
En skam, for i de bedste øjeblikke på You Were Here er selve musikken ganske fornøjelig og fint eksekveret, om end en smule pæn og høflig, men de letbenede tekster tynger som en klods om benet. Dan Rose’s EP er bestemt ikke direkte ringe, det er bare lidt for anonymt og lyrisk intetsigende, ikke mindst i en genre så overbefolket som singer/songwriter genren. Mere kant, personlighed, spidse albuer og spidset pen næste gang.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Andreas Davidsen
Besøg Dan Rose på bandcamp, hvor du kan høre EP’en
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
