Med mere end 100 liveshows i mere end 10 lande under vesten er Dan Rose klar med sit crowfundede, og bæredygtige debutalbum No Time For Fear, der byder på 10 bud på alternativ indie anno 2018.
Lad det være sagt med det samme, dette er ikke et specielt godt album. Forventningsmæssigt var barren sat relativt højt, specielt grundet den massive liveerfaring og at albummet er produceret af Greg Haver, der tidligere har arbejdet med Manic Street Preachers, Melanie C. Og Catatonia, men der er simpelthen for mange vigtige faktorer, der ikke er på det niveau der forventes, når man smider et album på gaden. Dog er produktionen god.
Albummet indeholder meget klassisk 10 sange, og Dan Rose bringer selv artister som Bob Dylan, Bruce Springsteen, Tom Petty, John Lennon, Poul Simon, Weezer, Violent Femmes og They Might Be Giants som referencer, det er store navne at hive op af hatten, og skulle leve op til. Stilen er alternativ indie med tilstedværelse og personlighed, krydret med lidt folk rock centreret omkring Dan Roses karakteristiske vokal. Og ja, vokalen er ganske karakteristisk, bare ikke på en specielt positiv facon.
For vokalen er ganske enkelt det største problem på pladen, den er simpelthen ikke stærk nok. Den bliver på, stort set samtlige sange, presset udover evne, hvilket gør at man ikke rigtig kan fokusere på så meget andet end netop det. At der så oven i købet er smidt en forvrænger eller filter af en slags på vokalen, på en række af sangene, gør det ikke bedre. Sangskrivningen er meget gennemsnitlig, og på trods af nogle små fiffige detaljer hist og pist, så er der ikke noget nyt under solen, og der er ikke et nummer der for alvor brænder igennem – det er desværre en række sange der er hurtigt glemt.
Intentionerne er gode, og der er sågar også et par sange, der har anløb til at løfte sig over middel og brænde sig fast. Eksempelvis albummets højdepunkt, “The Girl Who Loved Roses”, der er sat godt sammen og besidder et helt fint omkvæd. Men vokalen trækker desværre det samlede indtryk, og de gode momenter, ned, og gør det svært at lytte til og let at glemme. Og på “God Loves Violence”, der er godt up beat rocket, er der også tilløb til noget fint, men igen bliver vokalen, med forvrænger, for meget i længden.
Alt i alt er indholdet på albummet samlet set, et godt stykke under middel, der er ikke én sang hvor man tænker, hmmm, det er sgu et fedt nummer, hvilket er en skam, for intentionerne er gode, men eksekveringen er ikke i skabet, sangene ikke udfordrende nok og vokalen er en kæmpe irritationsfaktor. Der er generelt ikke kød nok på sangene, der har en tendens til at være en tand for repetitive og dermed også lange at kæmpe sig igennem. Sange som “Family”, “Dance” og “Omaha” er gode eksempler på netop dette.
Der er ingen grund til at vade mere rundt i det. Materialet og vokalen, der bliver leveret på No Time For Fear, kan ikke bære et album. En EP ville nok have været at foretrække, og her burde man vælge en række sange, hvor vokalen ikke skal på overarbejde. For Dan Rose kan sagtens synge, men man skal kende sine begrænsninger og ikke tage munden for fuld.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
