Dan Østerby, der også gør sig i bandet The Minor Collective, er aktuel med den første af to planlagte EP’er. Del to kommer i løbet af 2017. Østerby veksler mellem underfundig og lyrisk frisk sanger/sangskriver pop og det mere rendyrket radio poppede – og det gør han rigtig godt.
Østerby er nemlig en ret ferm sangskriver i begge genrer, men når man kun har 6 numre at brede sig på, havde det måske været mere effektiv udnyttelse af pladsen at vælge en af retningerne. Eller lave både en singer/songwriter EP og en pop EP.
Det der så binder hele EP’en sammen på et mere udefinerbart plan, er de stemninger og følelser Østerby slipper fri. Selvom lydbilledet generelt er inviterende og inkluderende, så hænger der en følelse af noget ensomhed i luften. At være faret vild, ikke helt at være til stede i nuet, at drømme sig væk.
Eller måske mere, “ikke helt at være der, hvor man gerne vil være”:
Du drømmer om guld og friske bær
Og græs der er grønnere end intet er
Du vil have 4 dimensioner og et lykkeligt liv
Og du vil gå en lige vej, selvom den er kursiv
Der er stadig noget i mellem os, i mellem os
Som det så fint lyder i den afdæmpede og luftige “Sangen Om Os Der Var”, det er jo i bund og grund både sødt og optimistisk, men vi er ikke helt i mål, vel? Og om vores hovedperson har ret, eller fornemmelsen gengældes af modparten blafrer lidt i vinden.
På den efterfølgende “Det er som det er”, er vi et lidt andet sted, “i nat fanger ordet, jeg vil tage dig på bordet, mellem regninger vi ikke kan få betalt”. Den langsomt pulserende elektroniske bund lægger en passende semi-erotisk stemning, men trækker igen også EP’ens klang i en lidt ny retning. Vi befinder os igen et sted, og hos nogle personer, som ikke helt er til stede i nuet, eller der hvor de gerne vil være. Der bliver ikke knaldet på bordet i nutid, det er først i nat og så var der de der regninger, som ikke var betalt. “Vi skal bygge noget, men vi har tendens til at se, det vi ikke har nået”, som det lyder midt i sangen.
Mest tydeligt bliver afstanden måske, hvis man sammenligner start og slutning på EP’en. Den starter ganske fremragende med “Bag I Køen”, som vi kørte som Dagens Track for nylig. Det er nu ikke derfor den er fremragende, men her rammer Østerby en virkelig god balance mellem det iørefaldende, god sangskrivning og ditto lyrik, hængt op på en slags poppet singer songwriter lydramme. Her har “han” trukket et nummer og står i kø og venter på livet, ved kassen i Netto men har “glemt hvad jeg kom for, det er på tide at sige godt så”, igen er vi ikke helt nået dertil, hvor vi gerne vil være.
Afslutteren, “Stikker Af “, bevæger sig i steder for i en mere atmosfærisk, svævende, lidt fjern og mere syntetisk keyboardbåret retning. Det er igen et rigtig godt, og ikke mindst vellydende, nummer, men også lidt af en ændring i klang og udtryk, hvis man sætter den ved siden af åbningsnummeret.
Spørgsmålet er om man synes, at det gør noget? Egentlig ikke, for når først musikken spiller, som på den ultra poppede “Set Mange Gange Før”, så rammer det plet lige der hvor man gemmer sin indre popdreng. Ligesom “Det er som det er”, så er der noget elektronik på bunden af nummeret, men i lagene ovenpå bobler og knitrer det på en anderledes organisk måde, ja, jeg får sgu helt lyst til at klappe med på rytmen, på en næsten ikke irriterende måde!
Man opdager næsten ikke, at den efterfølgende “Ræs” drejer tilbage i et mere håndspillet klingende spor, og så alligevel, poppen er der egentlig stadig med et højstemt “Åh Åh Åh” kor. En, trods titlen, dejligt meditativ og beroligende sag, man kan næsten fornemme den friske luft og de store, åbne vidder og den blå himmel, der får en til at koble lidt af.
Ræs, satans ræs, vi vil vil dø for ræs
Dø om så det gjaldt
Hvis bare det gjaldt
Det er en Storm
En storm i et glas… vanvid
Lyder første vers af nummeret, der på en måde fint indrammer EP’ens tematik, uden at blive FOR konkret.
Synes Østerby, at vi generelt har for travlt, for travlt til at nyde, være til stede i og opfatte nuet, altid på et andet sted hen? Det er i hvert fald en tolkning, som jeg personligt får ud af numrene, men som al god poesi, så er det stadig åbent for fortolkning.
Det er måske også det der giver der varierede musikalske udtryk, Østerby følger de toner og klange der falder ham indtil dørs, i stedet for at tænke for langt frem og overveje hvad der ville være “et godt træk”.Vol. 1 Trumftanker ender med, at værre et rigtig godt træk at lytte til, hvis man er til kvalitetspop med noget på hjertet og mellem ørerne.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Dan Østerby på facebook
