CSI WAR – ja, det lyder lidt som et first person shooter computerspil, men det er egentlig forkortelse for Charlie Said I Was A Romantic, som er et musikalsk en-mands projekt for Tue Damskov, som har prøvet lidt af hvert musikalsk. Som CSI WAR bevæger han sig i et indie-poppet landskab med elektroniske beats og en række forskellige instrumenter i spil.
Hvis vi lige skal starte med at gøre historien om navnet færdig, så er historien at Tue Damskov en tidlig morgen på en bar et sted ved Middelhavet mødte en gammel kroatisk kunstner og filosof ved navn Charlie, som sagde “Don’t ever forget – Charlie said you are a romantic”. Det tog Damskov til sig, og har nu brugt det som kunstnernavn for sit første soloprojekt (hvor electronica-musikeren Toneklang dog står for starthjælp til programmering og beats).
Pressemeddelelsen beskriver musikken som “et bizart møde mellem Bon Iver, Robyn, Wes Montgomery og Radiohead på en arktisk tropeø, hvor både is og palmer sameksisterer”. Radiohead ved jeg ikke helt om jeg kan høre, men det kølige og det varme er bestemt genkendelige elementer, for der er noget afslappet tropisk over nogle af beatsene, mens der er mere kølige klange i vokalen og guitaren. Det gælder begge de to første numre, ‘Sunset At The Beach’ og titelnummeret, der har en fængende, drømmende kvalitet, hvor beatsene glider ind i sangens struktur på en meget naturlig måde.
På ‘Nothing To Lose’ knitrer rytmen, mens vokalen bliver næsten apatisk kølig. Det giver en velfungerende kontrast, der klæder udtrykket, der på en måde forekommer melankolsk distanceret. “I’ve got nothing to lose//Nothing to choose from”, synger Damskov, og selv om det da lyder som om der er god grund til at synes, at det er potentielt deprimerende, vugger man alligevel med på grund af de rytmiske og melodiske kvaliteter.
Også ‘Shivers’ graver i melankolien, men her bliver jeg ladt lidt mere kold tilbage, og CSI WAR’s tropeø føles pludselig lidt for arktisk, med potentiel udsigt til lidt musikalsk økuller. Det fortsætter lidt i samme rille på ‘The Tropic Sea’, der godt nok finder tilbage til et mere fængende beat, og også har et fint vokalarbejde, men det er som om jeg alligevel bliver lullet lidt i søvn på slutningen af EP’en. Måske fordi numrene tempomæssigt og stemningsmæssigt kommer til at minde lidt for meget om hinanden, og selv om der er fine nuancer i instrumentering og produktion, så savner jeg at der også er det i kompositionerne.
Der er bestemt gode og velfungerende øjeblikke på Love/Forever, hvor jeg især på de første numre finder mig godt tilrette på CSI WAR’s arktiske tropeø. Men efterhånden som EP’en skrider frem kommer jeg til at savne dynamik og variation i formularen, og det trækker EP’en ned på 3 stjerner. Der er dog bestemt potentiale til spændende udgivelser fremover fra CSI WAR, for den tilbagelænede melankoli har bestemt også styrker.
Tjek CSI WAR ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
