CS Nielsen cementerer på sit fjerde album sin position som en ener på den danske country-americana scene. Pilgrims rummer ingen svage numre, og flere højdepunkter.
CS Nielsen er ikke den mest produktive sangskriver her til lands – Pilgrims er hans fjerde album siden 2007, hvor han debuterede med Against the Dying of the Light. Til sammenligning (og uden sammenligning i øvrigt) har Bisse udgivet 11 albums siden 2015, plus det løse. Nielsen’s seneste, Jericho Road, havde jeg selv til anmeldelse tilbage i 2016, og her kaldte jeg blandt andet CS Nielsen’s univers for “omhyggeligt”. Det er også et tillægsord, der passer på Pilgrims.
CS Nielsen er nemlig en omhyggelig fortolker af den amerikanske folk/country-tradition, der blandt andre trækker på Johnny Cash og Kris Kristofferson. Man kunne også forestille sig, at en forfatter som Cormac McCarthy står på reolen hos CS Nielsen. Her er noget af den samme monumentale alvor og kondensering af sproget.
Det er oftest relativt afdæmpet og “klassisk” country på Pilgrims, men åbneren og singleforløberen ‘Judges 19’ bygger et større drama op. Det samme var tilfældet på Jericho Road, der åbnede med ‘Twentieth Century’, en hymne om krigen. Her er sangen bygget op omkring et bibelafsnit, der hører blandt de mere barske, og ‘Judges 19’ lyder som en uhellig blanding af western-soundtrack, traditional og gyser-hymne. Det ildevarslende “aaah-aaah”-kor, der skifter til “huu!”, trommerne, der driver nummeret frem, og de elektriske guitarer, der føjer nye elementer til lyden omkring halvvejs, gør at man virkelig spidser ører og bliver slæbt ind i CS Nielsen’s univers. Her får vi også en smag på, hvor mørkt og blodigt CS Nielsen’s tekstunivers kan være:
Slice her ravaged body in twelve
Distribute her to all of Israel
Deliver up her innocence
Limb by limb
To a greedy world of sin
To a needy world of sin
De afdæmpede numre står også generelt stærkt på Pilgrims. Både ‘Every Day I Aim (But Most Days I Miss)’ og ‘Beginning of Sorrows’ cementerer CS Nielsen som en skarp og selvstændig fortolker af klassiske country-troper, mens ‘Sinner Man’ er en både repetitiv og inciterende sag. Den efterfølgende ‘Holy Ghost Building’ har helt styr på sine virkemidler, men virker måske også på en måde lidt for velkendt.
Bedst som man kunne tænke, at der gik lidt for meget lavtempo-country i den, lukker ‘Camel, Lion, Child’ albummets side 1 (hvis man lytter på LP), med et fængende drive, håndklap og en melodi, der godt kunne gå i P4. Det er noget af det mest tilgængelige, jeg har hørt fra CS Nielsen. Den følges (naturligvis) op af en afdæmpet og dunkel sag i form af ‘Silent Hour’, der åbner LP’ens anden side, hvor Nielsen “watch the shadows climb”. Den er også et godt eksempel på, hvordan CS Nielsen excellerer i at opbygge stemninger med relativt enkle virkemidler.
Pilgrims er i det hele taget en relativt varieret plade, hvilket den relativt optimistisk klingende ‘All Right No How’ og den mere dunkelt konstaterende ‘Fool’ bevidner. På sidstnævnte går refrænet: “You fool/Don’t you know you’re gonna die tonight/Don’t you know tonight you’re gonna die”. Tyg du lige lidt på den, kære lytter! Nå, men ikke desto mindre er det (også) en sang, der kryber ind under huden på én, fordi den forløses virkelig glimrende med Nielsen’s alvorstunge og patosfyldte vokal og en diskret korstemme i enkelte passager.
Apropos variation, så rummer Pilgrims også en pianoballade i form af ‘Of What One Cannot Speak’, hvor Nielsen går i bedene på Cave snarere end Cash. Det gør CS Nielsen også glimrende, ligesom han med afslutteren ‘Rebel Song’ igen flasher sin evne til at skrive stærke, relativt traditionsbundne country-sange med et lille tvist – her et lurende orgel, og noget, der lyder som en harmonika, begge dele diskret tilbagetrukket, men samtidig med til at give nummeret et lille løft. “A little bird is never out of tune”, lyder udgangsreplikken, og Nielsen virker heller aldrig “out of tune” med sit værk.
Jeg kan på nogle punkter godt ærgre mig over, at Nielsen ikke leger lidt mere med den fyldige instrumentering fra åbneren, men omvendt er han også så virkelig dygtig til de mere klassiske og nedbarberede country-hymner, at det kan være svært at pege på, hvad der skulle ændres i albumopbygningen. Nuvel, endnu engang har CS Nielsen leveret et stærkt album, der især bygger på traditionel country-sangskrivning, men også inkorporerer mere eksperimenterende elementer. Det er også et velstruktureret og varieret album, som alle, der holder af country burde unde sig selv at lytte til.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
