CS Nielsen leverer på Jericho Road afdæmpet country/americana, som ind i mellem løfter sig helt op i de højere luftlag med velturnerede sange om kærlighed, godhed og ondskab, liv og død.
CS Nielsen skynder sig ikke. Jericho Road er hans tredje album – det første, Against the Dying of the Light, udkom i 2007, mens Man of the Fall udkom i 2012. På Jericho Road tager han sig også god tid til at udfolde sit omhyggelige americana univers over 50 minutters spilletid.
Det føles netop omhyggeligt, når CS Nielsen fremmaner sine stemningsfulde sange. Forstået på den måde, at der er kælet for detaljerne i et tæt, rigt og varmt lydbillede, hvor Nielsens vokal er et naturligt omdrejningspunkt, som bevæger sig et sted mellem Jacob Bellens og Johnny Cash. Hertil er Nielsens eget guitarspil suppleret af diskrete vokalharmonier, lap steel, piano, bas, orgel, harpe, mandolin, dobro og trommer undervejs.
Åbneren ‘Twentieth Century’ er noget nær, så uptempo det bliver på Jericho Road, på en sang, der behandler det 20. århundredes kriges rædsler gennem en evig soldats øjne – “Now my eyes are filled with graveyard dust//And I can hardly see//To climb this pile of ashes//Of the twentieth century”, som det lyder på de sidste linier af omkvædet. Nielsen’s linier er ofte stærke og kondenserede, og sammen med hans tydelige diktion og dybe røst giver det ind i mellem et nærmest mytologisk eller religiøst skær.
Der er da også bibelske referencer at finde undervejs, for eksempel på titelnummeret, ‘Jericho Road’. Vejen til Jericho er der, hvor vi falder og håber på hjælp fra andre, og Nielsens vokal understøttes her især af et diskret basgroove, mens sangen langsomt ruller afsted, som et spøgelsesgodstog i gospel-land. CS Nielsen har i bund og grund et virkelig stærkt udtryk, der gør at man lytter til, hvad han synger, og selv om dramaet holdes dæmpet, så er der masser af drama på Jericho Road.
På ‘You Can’t Escape’ handler det om forholdet til en far, og minderne man (heldigvis) ikke kan flygte fra, mens den mørke og dæmpet dronende ‘Snake Handler’ behandler både godhed og ondskab på albummets længste nummer. Diskret kor er med til at løfte sangen til noget nær en hymne om menneskets væsen (koret dukker blandt andet også op på ‘Stormy Banks’ og albummets sidste nummer). Det er et af albummets bedste numre, og et jeg har lyst til at vende tilbage til – her lyder Nielsen næsten som en blanding af Cash, Cave og Cohen, mens han autoritativt udfolder sin tekst.
Og sådan kunne man blive ved med at gå gennem numrene et for et, og fremhæve kvaliteter, men det kunne måske godt blive en lidt ensartet omgang – så lad os lave nogle nedslag på resten af albummet som, kort fortalt, holder en høj standard. Referencerne står i kø på ‘Ethan Edwards (And Me)’, hvor titlens Edwards er en karakter fra en John Ford-westernen The Searchers, spillet af John Wayne. CS Nielsen er tydeligvis inspireret og fascineret af westernens ind i mellem mytologiske sprog, amerikansk litteratur og kultur i det hele taget, og af den amerikanske folk- og country musiktradition. Men heldigvis udfolder han det på sin ganske egen måde. At Nielsen graver ned i amerikanske musiktraditioner kommer også til udtryk på numre som de måske lidt for stillestående og folkeviseklingende ‘The Misfit’ og ‘Lullaby’, mens ‘Frosty Morn’ kunne være soundtracket til en tur ud over prærien med sit western-tema.
Mest livlig er den instrumentalt temmelig nedbarberede ‘The Absinthe Drinker’, som sætter lidt liv i kludene, og er, som titlen kunne antyde, en form for drikkevise om den stærke grønne drik, der har tjent som inspiration for flere digtere. Skal man finde noget at brokke sig over, er det at der på anden halvdel af albummet ikke er numre, der stikker ud og sætter sig fast på samme måde som ‘Twentieth Century’ og ‘Snake Handler’ gør på første del af albummet – ‘Help Me In My Unbelief’ har lidt kølig catchiness, men det er ikke før lukkeren, den fremragende ‘Don’t You Weep’, man virkelig efterlades med noget, der ligner ærefrygt over, at CS Nielsen kan levere så velturneret et nummer. Her spiller det diskrete kor, der nærmest fungerer som en del af instrumenteringen, igen en hovedrolle, og løfter ‘Don’t You Weep’ fra dybsindig kærlighedssang til noget, der er endnu større.
“Love is the triumph//Love is the pardon//Love is the only chance for you and me”, lyder det blandt andet her, og linier som disse og det velorkestrerede kor får de små hår til at rejse sig på armene. CS Nielsen er hele vejen på Jericho Road god, men når han er rigtig god, så er det også virkelig fremragende. Og fremragende, det er han altså på numre som ‘Snake Handler’ og ‘Don’t You Weep’.
Nielsen kan måske nok lyde som Cash, men der er også noget Kris Kristofferson i hans sangskrivning, og er man typen, der godt kan lide at finde referencer i musik og tekster, kan man finde dem spredt med lind hånd ud over hele Jericho Road. CS Nielsen har med Jericho Road begået et tidløst album, med mange lag, som er værd at dykke ned i – med det tiltagende mørke udenfor, lander albummet på et ganske passende tidspunkt. Hvis du er til country/americana er den et godt valg som soundtrack til de kølige og ruskende efterårsaftener.
Du kan finde CS Nielsen på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
