CS Nielsen fortsætter sin personlige afsøgning af country-genren på endnu et stærkt album.
Jeg har skrevet det før, men det er stadig et privilegium at vi i Danmark har en sangskriver som CS Nielsen, som så fuldstændigt går ind i en genre (country) og gør den til sin egen på udgivelse efter udgivelse. Efter 2019’s Pilgrims, der lagde ud med en sang om Dommerbogen fra Det Gamle Testamente, virker stemningen mindre tynget (som titlen også antyder) på Better Times. Det er netop også titelnummeret, som åbner albummet med en forudsigelse om, at “better times are coming”.
Det er nu ikke fordi, det bibelske og mørket er helt væk – for eksempel hedder andet nummer ‘Harrowing of Hell’ – men Nielsen virker mere optimistisk, trods alle de egne fejlbarligheder som optræder i ‘This Mornin’ og det mørke, som ikke kan deles (‘I Cannot Share My Darkness’). På ‘This Mornin’ har han forbeholdent håb i stemmen. “The mornings used to be colder/I even used to feel older/After running all night from the blue devils on my train”. Ikke at djævlene er helt forsvundet, men de er ikke i haserne på ham mere. I forgrunden er i stedet et du og kærligheden.
I en lidt mørkere vene er den efterfølgende ‘The Shepherd’, hvor Nielsen leder efter hyrden, mens ulvene hyler omkring ham, og han går gennem ørkenen og byernes støv. Instrumenteringen er nærmest diskret, effektivt tilbageholdt og selv om dramaet for så vidt er stort, rummes det ganske stilfærdigt. Nielsen lader, med stor tiltro til egne evner, nummeret skride langsomt fremad med små nuancer i instrumenteringen, ildevarslende keyboard her, mundharmonika der, og måske et par meget diskrete banjopluk et tredje sted?
Better Times kræver, ligesom Nielsen’s øvrige albums, opmærksomhed og at man lytter – ellers kan man overse nuancerne og dybden i sangskrivningen og instrumenteringen. Nielsen er grundlæggende en alvorsmand (i hvert fald på plade), og nogle vil givetvis synes det kan virke lidt tungt, men på den anden side er det også en befriende modvægt til hyperpop og diverse eklektiske genrehybrider. Selv om Nielsen ikke bobler over af følelser eller slår knæk på stemmebåndet, er der stadig masser af intensitet og dybfølthed, masser af tilnærmelsesvis eksistentiel spænding i de stilfærdige sange.
På ‘Geeshie Wiley’, som er navnet på en næsten glemt amerikansk blues-sangerinde fra første halvdel af det 20. Århundrede, er det igen håbet om, at kunne stole på “den anden”, der er omdrejningspunktet, og på ‘The Crooner’ er det musikken som forandrende kraft, der bryder mørket. “Just listen to the crooner/He won’t let you down”.
“So when kind people advise me not to drink anymore/I tell them don’t worry, you can rest assured/That I don’t drink any less/But I don’t drink any more”, lyder det på ‘John Barleycorn’s Rag’, der vel er så legesyg som CS Nielsen bliver, her med rag-rytme og diverse alkohol-relaterede ordspil. Til en vis grad i kontrast hertil står den dunkle ‘Tragic Romantics’, som følger efter. Her er det storladent orkestreret omkring en strukturerende bas, som får lov at spille med musklerne og sætte kursen – et stærkt nummer.
‘Dance (Until the World Stops Turning)’ skærer til gengæld instrumenteringen helt ned på en sang, hvor Nielsen beskriver dobbeltheden i ansvaret og glæden ved at være forælder gennem kampmetaforer og fornøjelsen ved at se éns datter danse.
‘Cool Water’, der lukker albummet, starter også med helt nedbarberet instrumentering, men her bygges der langsomt på med nærmest forsigtige trommer og guitarer, men stadig med Nielsen’s vokal som centrum. Et fint punktum.
CS Nielsen rammer igen skiven med sin omhyggelige afsøgning af country-genren. Better Times bliver næppe pludselig luftet i mainstream-radio, men desto mere grund for folk med interesse for genren til at investere tid og lyt i albummet. Nielsen står stadig med fødderne solidt plantet i country’ens traditioner og æstetik, men han er også fortsat helt sin egen, i den bedste betydning af det udtryk.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
