Skuffemateriale fra perioden 2012 – 2016 er blevet fundet frem, støvet af og til dels mixet og efterbehandlet til albummet, Scorched. Til trods for glimtvise gode idéer er det ikke en plade, der får lytteren til at falde ned af stolen.
Crystal Shipsss er et én-mandsprojekt, bestående af Jacob Faurholt. På Scorched får han dog hjælp her og der af Jens Christian Madsen, hvilket dog ikke ændrer på projektets kerne; loopede ostinater og riffs tillagt en tynd, lys vokal. Det kan bestemt noget, men når oplægget nu er at det er tidligere ikke-udgivet materiale, melder spørgsmålet om hvor relevant materialet er sig naturligt.
Det første nummer, ‘Solar People’, kommer med et stærkt svar, da det til trods for det ret enkle groove formår at skabe en vuggende, Lamb-agtig stemning og refrænet går rent ind. Og passer vel meget fint med meme-o-sfærens insisteren på, at tredje verdenskrig kun med nød og næppe blev afværget i januar.
Men åbneren er også det stærkeste nummer. De efterfølgende er korte bud på under to minutter, hvilket giver en vignet-følelse og introducerer en ikke voldsomt klædelig, klagende vokal. Ja, det fortsætter for så vidt på den lidt længere ‘Tooth’, der præsenterer en gentagende, repetitiv akustisk guitar-rundgang.
Og netop som spørgsmålet om relevansen begynder at trække i retning af et negativt svar, støder vi på ‘Fire’: Stadig klagende, men pludselig fungerer de elektronisk distortede trummer og store synths og masser af pathetik virkelig fint. Variation bliver aldrig Crystal Shipsss’ stærkeste side, men ‘Fire’ fungerer fint som en klaustrofobisk ballade.
Titelnummeret holder sig under trekvart minut og er en form for elektro-punket vignet, ikke ulig noget man kunne have hørt Vampire State Building lave. Som et stykke stærk syltet ingefær renser det smagsløgene og den mere rolige, flydende ‘Control Your Fear’ får og giver dermed luft til pladen. Også en fin, subtilt smadret ballade.
Der lukkes med den kolde ‘Sun’ og så sidder man som lytter tilbage og overvejer, om det i virkeligheden var godt, det man blev taget igennem? Man skal ’købe ind’ i den tynde, lyse vokal. Og man skal leve med, at nogle numre er så korte, at de næsten er ovre før de rigtigt kommer i gang. Men samtidig er der også noget at hente her; noget, der kunne lugte af norrøn industrial, krydret med fine balladestykker.
I den sidste ende er det dog ikke nok til at løfte pladen til at blive ’god’. Den har så afgjort sine momenter, men savner – jo nok af gode grunde – en rød tråd, at flere af numrene fremstår mere ’færdige’. Og ja, så kan variation også være en fordel af og til…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
