Jacob Faurholt, en af hoveddrivkræfterne i Crystal Shipsss, er en ekstremt produktiv herre, som vi siden 2012 har anmeldt 4-5 gange, både under eget navn og som Crystal Shipsss. Den slags produktivitet og kreativ syndflod er også kommet med en lille pris, vi har af og til kritiseret Faurholt for, at det tenderede kvantitet frem for kvalitet. Sådan lidt firkantet sagt.
For ingen af de lo-fi prægede udgivelser har været dårlige, man sad bare af til tilbage med følelsen af, at materialet kunne have været endnu bedre med yderligere modning og en mere disciplineret udvælgelse af numre. På den anden side, så er det jo også beundringsværdigt med sådan en arbejdsiver og jævnt flydende output, som om han ganske enkelt ikke kan lade være og har nogle numre der bare MÅ ud.
Samtidig er den udgivelse fra Faurholt, som jeg stadig finder mest vellykket, den der måske umiddelbart er brugt mindst tid på at finpudse, nemlig den helt nedbarberede EP Geek Love Is The Best Love, der lød som en mand og hans guitar plus en dagligstue at tænke højt i. Så det er ikke altid til at sige, hvor guldet gemmer sig – og hvor meget der skal til at grave det frem.
Nyeste udgivelse, nu i Crystal Shipsss navnet, Holly, er helt overordet en ret afdæmpet affære, efter Faurholt momentvis flirtede med mere støj og mørke på de seneste plader. På mange måder føles de 8 numre, som ét langt sammenhængende, en lang uafbrudt atmosfærisk, svævende og på overfladen lys drøm, der lader en forsvinde ind i et luftigt, næsten transparent popland, hvor musikken tager form af skyer i forskellige størrelse og stoflighed. Det helt gennemgående, og bærende, element som skaber den illusion for mig, er Faurholt’s vokal.
Der synges konsekvent i et relativt monotont, meget lyst og højstemt toneleje hele vejen igennem, med ganske få udsving. Det KUNNE blive enerverende eller ensformigt, men det lykkes faktisk Faurholt at undgå at falde i den grøft, og holde vokalen på vingerne. Samtidig kommer den til at fungerer som en art pejlemærke, eller ligefrem befordringsmiddel, som bærer en igennem drømmeland.
Musikken matcher vokalen, universet er lyst, men alligevel grænsende til det nedkølede, det bliver aldrig mere end lunt, som om der hænger en vis afmagt, længsel og sørgmodighed i luften. Drømmepop? Lo-fi? Sfærisk indie? Det er sådan lidt af det hele, med en enslydende grundklang pladen igennem, der ligesom vokalen undgår at føles repeterende eller som om det hele bare flyder sammen i ingenting.
Faktisk er der en del variation at finde, selvom grundtonen synes gennemgående. “Pink” er en bølgende, udvisket strandkantsstener, mens “Flowers” med sin tøffende electrorytme nærmest virker dansevenlig – inklusive et “all I ever wanted”, der sender mine tanker i retning af Depeche Mode. “World” er mere storladen i sin klang, hvor et gentaget “It’s a burning world”, bringer noget uro ind i drømmen, mens “Captain” har en understrøm af noget tempofyldt indie-rock begravet i skydækket.
Det er lidt vanskeligt at forklare netop hvorfor jeg synes det her fungerer rigtig godt, det er noget med det rammer nogle følelser og stemninger der svinger godt sammen, som på samme tid prikker til et eller andet i mig, der gør at interessen fastholdes. Der er kort sagt noget udefinerbart dragende og tillokkende over det lydbillede Faurholt denne gang får skabt, der både giver en lyst til at give sig hen og flyde væk i drømmeland sammen med musikken, men ikke på en måde hvor man bare døser hen – der ulmer et eller andet under den tilforladelige overflade, der gør at man holder det ene øje åbent.
Det er ikke tit det afslører sig selv i løbet af Holly, der er et lynende glimt af noget støjrock i “Love”, som flår en ud af drømmen, men det er nok det mest markante eksempel. Et langt mere afdæmpet, grænsende til det sagte, eksempel er afslutteren “Eerie”, der som titlen antyder har noget foruroligende over sig, trods at det netop er forholdsvis… roligt. Det minder mig på en måde, om nogle af kvaliteterne hos et band som Mercury Rev og deres arbejde med stemninger.
Holly er i mine ører den mest vellykkede, sammenhængende og fængslende udgivelse Faurholt har udsendt siden tidligere nævnte EP i eget navn. Men det afhænger nok også lidt af ørerne der hører, og om man lige bliver fanget af de specifikke stemninger, som udgør skydækket her. På overfladen er det ikke en plade der gør voldsomt meget opmærksom på sig selv, og derfor også en der måske kunne svæve forbi uden at fange ens opmærksomhed.
Bliver man indfanget, så venter der dog en stor 4-stjernet oplevelse på Holly.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Crystal Shipsss på facebook
