Produktive Jacob Faurholt er klar med et nyt album under Crystal Shipsss-navnet. Dirty Dancer rummer både melodi og støj i sit skæve lo-fi univers, men til gengæld er det lidt som om, der mangler en retning.
Senest der var nyt fra Crystal Shipsss var det i form af en selvbetitlet EP, som min kollega Kodi gav 4 stjerner med i hatten i maj måned. Under et halvt år efter er Faurholt så klar med et helt album, uden gengangere fra EP’en. Stilen i Crystal Shipsss er ind i mellem støjende, relativt minimalistisk lo-fi rock blandet med electronica med Faurholt’s relativt lyse vokal og følelsesladede tekster i centrum.
Det starter rigtig godt med den skæve ‘Screaming Teens’, der lægger ud med tangenter og en vokal med effekter der er med til at fungere som et instrument som underlægning i verset. Det kunne lyde som noget Thom Yorke havde fundet på. Med temposkiftet halvvejs i nummeret skifter karakteren markant til uptempo lo-fi rock, mens vokalarbejdet fortsat gør indtryk. Et af albummets bedste, på trods af stilforvirringen.
Mere støjende bliver det på ‘I Know’ og ‘Pig’, på førstnævnte er det en forvrænget guitar og et stærkt melodistykke, der sætter sig fast, mens sidstnævnte har et insisterende trommespor, der fylder godt i lydbilledet. Et skævt piano driver ‘I Had A Friend’, mens ‘Lost’ skifter udtryk undervejs fra afdæmpet melankoli til halvinfernalsk collage og minimalistisk mørke. ‘I’m Not Insane’ forsøger afdæmpet overbevise os om at hovedpersonen ikke er sindssyg, “I’m not insane/My therapist told me”. Eller rettere, det lyder lige så meget som et forsøg fra Faurholt på at overbevise sig selv.
’18 Years Old’ er skramlet og klaustrofobisk knugende, mens den efterfølgende ‘The Horror Of It All’ nærmest rappes i gang på et dæmpet dystopisk beat, inden Faurholt synger omkvædet hyllet ind i ekko, et ekko der fortsætter på det rappede andet vers. Det fungerer overraskende godt, som afveksling til det mere skrøbelige, der ellers præger Crystal Shipsss univers.
‘Dad’ er relativt enkelt skruet sammen, og beskriver et forskruet far/datter forhold, og er et af de lettest tilgængelige øjeblikke på albummet med guitaren som bærende element. Guitaren bliver forvrænget på ‘I Haven’t Seen Him Since’, som samtidig har et halvvejs skizofrent lydbillede, hvor en række andre lyde spiller op mod den forvrængede guitar. Trommerne bliver der også eksperimenteret med, blandt andet på ‘Nightmare’, som skubbes frem af en slæbende trommerytme under guitarerne og Faurholt’s vokal, på endnu en dystert klingende sag.
Afdæmpet bliver det igen på albummets sidste nummer, ‘I Am Well Rehearsed’, hvor Faurholt også lader sin stemme nå ud til nogle punkter hvor den knækker over. Nummeret fungerer ok, men mere som en afrunder på albummet, end et nummer, man vender tilbage til.
Der er på samme tid noget simpelt og kompliceret ved Crystal Shipsss musik. Enkle elementer blandes, nogle gange i modstridende blandinger, andre gange bare skævt, og skaber forskellige stemninger med relativt små midler. Det fungerer i det store hele godt på Dirty Dancer, som både har en umiddelbarhed, men også noget dybde at dykke ned i. Men det bliver også et univers, som det er svært at finde retning i, og jeg mangler lige det sidste i sangskrivningen til at jeg for alvor bliver trukket helt med ind i Crystal Shipsss’ univers. Det bliver simpelthen svært at fordøje i større doser, og det er måske det faktum at albummet er indspillet over en to-årig periode, der gør det ufokuseret og svært at høre i én køre. I forlængelse heraf kunne undertegnede også ønske sig at der måske blev ryddet lidt ud i de mange idéer, og når Faurholt nu er så produktiv som han er, kunne en mere fokuseret udgivelse formentlig få mig noget mere op at ringe. Opfindsomheden og den kvalitet som alligevel glimter i sekvenser sikrer dog 3 store stjerner til Crystal Shipsss’ skæve univers.
Tjek Crystal Shipsss ud på facebook.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
