Kirk og Co blæser produktudviklingen et stort fedt riff-stykke på bandets tiende album, og tromler i stedet driftsikkert fremad på et album, hvor bundniveauet er højt og de klippefaste melodier ganske uimodståelige, når bandet lige aktiverer 4-hjulstrækket.
Nytænkning, hvem har brug for det? Ikke Crowbar, der synes at stille sig tilfreds med, at følge den formular de ved virker. Overraskelserne og eksperimenterne er ikke eksisterende på Symmetry In Black, til gengæld fungerer bandet og deres tonstunge sangskrivning ganske upåklageligt. Efterhånden som albummet skrider frem mister man måske nok pusten en anelse, eller kører lidt træt i bandets velkendte virkemidler, til gengæld rumler det godt igennem, når veteranerne lige lægger lidt ekstra hestekræfter i udfoldelserne.
Symmetry In Black kommer eksempelvis rigtig stærkt ud af starthullerne, hvor de kværner lige ind i ens tunge metalhjerte med førstesinglen “Walk With Knowledge Wisely”og en efterfølgende “Symmetry In White”. På hver sin måde arketypiske sværvægter tæsk, som man kender det fra Crowbar. Førstnævnte sejtrækker tromler pladen i gang med midttempo New Orleans sump-metal, klassiske trampe riffs og halv-hæse Kirk, der står og bjæffer på velkendt vis. “Symmetry In White” følger op ved at sætte tempoet ned og rulle riffs ud der lige får det til at brumme lidt ekstra i dunken, i mens Windstein slår over i det mere tågede toneleje, inden stemmebåndet vrides som en tør karklud i omkvædet. Ja, det er en af dem du kan ryge hass-cigaretter til, eller stikket hovedet ned mellem knæene og lade garnet slæbe hen over gulvet. Det vidste vi naturligvis godt de kunne, og man har hørt det før fra deres hånd, men selv om det virker som en opskrift der er svær at fucke op for Crowbar, så er der sgu stadig krummer og godt med kulhydrater i lortet.
Senere på albummet finder man flere Crowbar “classics”, som “Reflection Of Deceit”, “The Foreboding” og “Shaman Of Belief”, hvor sangstruktur og melodi er mejslet i granit, motiverne er stadig velkendte for at sige det mildt, men de er hakket ud med så sikker hånd, at man gerne tager en genudsendelse. “Reflection Of Deceit”s mægtige slæbende grundrytme er næsten stenet og røgfyldt nok til, at man kan blive helt side-skæv bare ved at lytte til nummeret. Kids, say no to drugs – listen to Crowbar. Den tætte tåge forsætter på “The Foreboding”, hvor bandet små-psykedeliske side stedvis stikker snuden frem med lidt vokalharmoni/kor, mellem passager hvor der endnu engang vrides riffs og melodi-stumper frem, som kunne bremse et godstog. På “Shaman Of Belief” skubbes toget i gang igen med hakkende riff-tryk og hidsige små råbe-anfald fra den tirrede gartenzwerg, Kirk.
Nu og da kommer den ellers pålidelige metal-motor til at stå og brumme lidt i tomgang, numre som “The Taste Of Dying”, “Teach The Blind To See” og ellers tempofyldte “Ageless Decay”, gør hverken fra eller til på Symmetry In Black. Crowbar går aldrig helt i stå, men her får de bare ikke fyldt bly nok i støbeformen til, at det holder helt så godt som resten. Tekstmæssigt er det heller ikke fordi Kirk disker op med nye lyriske landvindinger, på “A Wealth Of Empathy” lyder det eksempelvis, “I can’t explain my suffering // But I, have lived through misery”. It’s dark and shit, you know, men når de får en tur igennem Windstein’s rustne nedløbsrør og vælter ud igennem skægget, så lyder det bare pissesejt.
Lige når man er ved at miste interessen lidt hen imod slutningen af albummet, så skruer Crowbar op for dampen og jokker en i brødkassen med et knusende omkvæd i “Symbolic Suicide”, hvor de ømme nakkemuskler også lige sendes på overarbejde en sidste gang. “The Piety Of Self-Loathing” er den instrumentale albumlukker, hvor bandet sender lytteren ud i mørket med en sidste tågetur – lidt overflødigt måske, men på en måde også et meget passende stener-punktum.
Crowbar er lidt ligesom Stonehenge, vind og vejr skal nok slide dem lidt ned med tiden, men for det blotte øje virker de uforanderlige og umulige at rokke ud af stedet. I løbet af karrieren har bandet leget lidt med formlen og lukket lidt eksperimenter ind i mindre doser hist og her, men ikke på Symmetry In Black. Det er slidstærke og velkendte byggesten ovenpå et urokkeligt fundament – back to basics. Heldigvis virker det her hverken træt eller uinspireret, javel, det er ikke alle gamle tricks der er lige medrivende over 12 numre, men når det virker, så fremstår Crowbar stadig som en uopslidelig og fængende riff-maskine, som er umulig ikke at holde af
Mest for fans og folk der ikke er bange for en god omgang “same old same old”, 4 stjerner hamret ind i en runesten til Crowbar.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
