2 for 1, 2 i 1, 2 alen af samme stykke? Black/dødsmetallerne Crocell er aktuelle med 2 EPer, der viser et band, der spiller lige så sikkert, som døden er uundgåelig. Men, er udgivelserne også lige så uundgåelige?
Aarhusianerne er efterhånden, hvad man uden at kunne fornærme nogen, kunne kalde blandt veteranerne på den danske metalscene. Men, også et band, der trods en jævn strøm af gode til glimrende album, stabil koncertaktivitet og udbredte roser, måske aldrig har fået slået hul helt igennem.
De er, og vil nok forblive, grum undergrund, eller anerkendte i smallere kredse. Heller ikke noget man skal kimse ad, og sikkert noget som med årene og tiltagende familieliv bekommer bandet ganske udmærket.
Bandet har valgt, at udsende deres nyeste materiale på to EPer, udsendt sideløbende som en art dobbelt op/companion piece. Rent praktisk betyder det, at EPerne findes i digital form separat, men fysisk er EPerne udsendt i én samlet pakke på vinyl. En “split med os selv”, kalder Crocell udgivelserne i pressematerialet.
Tanken har været, at materialet var for forskelligt til, at optræde på en samlet plade. Materialet havde, i følge bandet selv, delt sig i to overordnede spor, som mundede ud i henholdsvis Baptized In Bullets og Funeral Bliss. Indspillet i to forskellige studier med hver deres producer. Det giver, i hvert fald kosmetisk og på overfladen, at der er visse forskelle i lyden, som gør at manøvren giver mening.
Førstnævnte er produceret og mixet af Quintin Nicollet i Black Sun Audio, og nok den af EPerne, der lydmæssigt ligger længst fra det Crocell man kender fra de seneste par plader. Jacob Bredahl har taget sig af den anden EP i Dead Rat Studiet, og ramt en lyd, der er lidt mere fyldig og mindre “ødelagt”. Begge udgivelser rummer 4 sange og får skudt dem af på lige omkring 20 minutter, så man samlet set får hvad der svarer til et mellemlangt album.
Baptized In Bullets virker i denne sammenhæng mere flosset, smadret, forpint og smertelig. Mens Funeral Bliss er den lidt mere storladne, episk og “polerede” søsterudgivelse. For der er ikke tale om fjerne slægtninge. Og medmindre man er bandet selv, eller større ekspert på området end undertegnede, så er forskellene i selve sangskrivningen og det overordnede udtryk lidt mere vanskelige at afkode.
Begge EPer ER Crocell, og jeg skal ikke kunne sige, om materialet, hvis det var indspillet under ens vilkår, ikke med lidt god vilje godt kunne have være samlet på ét album. Uden, at det havde fremstået fragmenteret eller for forskelligartet. Men, det er gisninger og tankespind og egentlig ligegyldigt, bandet har valgt denne form, og den giver OGSÅ mening.
Som sagt virker Baptized In Bullets en kende mere ond i sulet, eller hærget og brutal om man vil. Det kommer blandt andet til udtryk i nogle urovækkende, horror-lignende skrig og smertesudbrud, der runger som kolde ekkoer hist og her. Det giver følelsen af, at træde ind i et middelalderligt torturkammer, eller lytte til lydsporet til en skrækfilm.
Samtidig virker dele af sangene her mere tempofyldte, rasende og frådende faktisk, som den arrige åbner “Chariots of Hellfire”. Det står i kontrast til den mere episk anlagte lyd og fornemmelse på Funeral Bliss, hvor bandet bestemt ikke har fjernet foden fra den sorte speeder, men dog går til begravelse med noget større armbevægelser. Eksempelvis på et højdepunkt, som den afsluttende, majestætisk svajende titelsang, “Funeral Bliss”.
EPeren viser på mange måder yderpunkterne i bandet lyd og sangskrivning, men det er i sidste ende stadig to sider af samme sag. Et nummer som den glimrende, medrivende og pågående “Lustrous Bayonets” (fed titel i øvrigt) kunne man med lidt ujævning i lyden, sagtens have forestillet sig side om side med numrene på Funeral Bliss. Omvendt ville et nummer som “Rapture” fra Funeral Bliss ikke have virket malplaceret på Baptized In Bullets, hvis man gjorde den lidt grimmere og mere “afpillet” i lyd og produktion.
Crocell spiller og leverer lige så sikkert som amen i kirken, hvilket er et udtryk som, bandets gemene og djævelske lyd og sangunivers taget i betragtning, næsten ikke kunne være mindre oplagt. Noget der er lidt for oplagt, er dog nok i sidste ende også netop det velkendte ved Crocell. Der er ikke de store overraskelser her, trods de to EPers interne variationer i lyd.
Det her band er langtfra en dødssejler og lader ikke til, at have tænkt sig, at gå stille i undergrundsgraven. Måske er forestillingen om split-konceptet, og deres egen fornemmelse af variation og afstand i materialet, trådt lidt for meget i forgrunden og er kommet til, at overskygge selve sangene?
Bandet mangler denne gang, med nævnte undtagelser, måske også lige de HELT store sange til, at hive sejren i hus i vanlig, overlegen Crocell-stil. Det er dog aldrig andet end driftssikkert, og i glimt fængende og hæsblæsende, så man sagtens kan mærke, at man og bandet selv stadig har en puls.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Crocell, pressefoto
