Cosmic Waves’s musikalske bølger er baseret på post-punk, støj-rock og noget psykedelisk, noget det København-baserede band kun får til at være rigtig brusende i glimt på deres debut-EP.
Jeg skriver København-baseret, fordi de 4 medlemmer Lisbeth, Martin, Mia og Lasse har rødder i Danmark, Luxemburg og Sverige. Gruppen er dannet i 2017, så vi har med en temmelig ny, og formodentlig, uspoleret vare at gøre, hvis største problem nok er det helt åbenlyse: der mangler musikalsk modning. De spiller godt, EP’en lyder som “den skal”, men sangene virker som om de kunne have godt af noget mere tid, og måske også flere idéer og inputs. Men man skal jo starte et sted og som et første forsøg er det bestemt ikke dumpet!
Der lægges ud med singlen “Sun Doom”, som, “desværre”, også viser sig at være EP’ens bedste nummer og i den grad kommer til at overskygge de resterende tre. Der flyder en vellykket, lidt vibrerende, Velvet Undergrund stemning og klang igennem nummeret, forstærket af sangerinde Lisbeths lidt monotone levering, der slægter Nico lidt på i den henseende. Hendes stemme er dog lysere og tonelejet ikke helt så mekanisk, men, man aner en parallel. Nummeret er ellers en stærk og relativt stramt eksekveret sag på lige under 4 minutter. Den lidt rastløse og dirrende energi og sumpede følelse kunne sagtens være strukket yderligere ud, men som den står er det et godt, komprimeret lille små-psykedelisk trip.
Og så er det ellers som om det truer med, at gå en smule i stå for Cosmic Waves. Den efterfølgende “Dead Night” er, som titlen måske antyder, mere afdæmpet og søvnig, ikke nødvendigvis et dårligt udgangspunkt, men jeg bliver sgu alligevel lidt dvask af at lytte til den. Det kan der jo også være en pointe, og noget godt i, men den igen monotone vokal og det ensformige lydbillede, med mere levende shoegazede-flader der løfter sangen en anelse, bliver her en kende søvndyssende. Det kommer til, at virke for stillestående, på den “forkerte” måde.
Så er der straks mere gang i den larmende og skurrende “Darkest Hour”, hvor slut-80’erne og start 90’ernes støjscene omfavnes helt. Nummeret gennemstrømmes tilmed af en puls, der næsten får det til at lyde “elektronisk”, uden at være det. Det er altsammen meget godt, selv vokalen får lidt mere “liv”, selvom leveringen stadig holdes i et ensformigt leje, det er nok for at give det hele et skær af cool distance. Men… det er som om det bare ikke rigtig bider på mig, jeg får det lidt som når jeg lytter til Black Rebel Motorcycle Club larme igennem og “skeje ud”, det rammer mig ikke rigtigt og efterlader mig indifferent, selvom jeg ikke synes det er dårligt.
Det er måske humlen ved det hele, Cosmic Waves rammer mig bare ikke rigtig med deres dunkle vibrationer, måske fordi materialet og sangskrivningen bare ikke helt er modnet nok endnu? Afslutteren, “Wild Flower”, gør ikke rigtig nogen forskel i denne sammenhæng. Bandet har bestemt en cool-faktor over sig, noget der måske ville komme endnu mere til sin ret live, men det her er bare ikke rigtig et fedt nummer, selvom det som end lyder “cool” nok. Og så er det som om den bare lidt “ender”, fordi man ikke helt kunne få den lukket effektivt ned. Det kommer til at føles en smule uforløst.
Det samme kan næsten sige som det samlede indtryk af denne EP, der er potentiale til mere, grundelementerne er sådan set på plads, men der mangler noget og vi kommer ikke rigtig helt overbevisende i mål efter den fine start. Der er også en del bands, både af ældre og nyere dato, der gør sig indenfor dette lydbillede for tiden, og bedre, hvilket også er med til, at udstille nogle af de mangler der er her. Vokalen kunne godt blive en trumf, og et varemærke, men så skal der måske arbejdes med lidt mere variation i leveringen og måder at iscenesætte den på, så den bliver mere spændende.
Alt i alt er det ikke dårligt, det Cosmic Waves slipper fri her, men heller ikke rigtig godt, så det må blive en karakter på det jævne.
Af Ken Damgaard Thomsen
