De 3 gutter fra C.O.C. (som desværre i denne udgave er uden Pepper Keenan, der måske har travlt med Down), Woody Weatherman (guitar) Mike Dean (bas og vokal) og Reed Mullin (trommer) begyndte at spille sammen for 30 år siden, så det er nogle rutinerede rock-drenge, der er på banen. Det kan man også se på billederne i bookletten, der blandt andet viser Mullin i Ramones t-shirt baske løs på trommerne. Og han bærer ikke t-shirten på den dér ironisk distancerede ’jeg-har-købt-den-i-genbrug-fordi-den-var-retro’ måde, men the rock’n’roll way – svedig og med plads til øldunken.
Faktisk er det lidt svært at høre at dette selvbetitlede album er udgivet i 2012. Det er noget af det nærmeste man kommer en tidløs blanding af heavy metal, stener metal, sludge og sydstatsmetal. Black Sabbath har de garanteret hørt i øvelokalet siden 1982, og blandt vennerne er kollegerne i ligesindede Down, Clutch og Eyehategod. Tilbage i 90’erne var C.O.C. en overgang ganske store, og deres bedst sælgende plade, ’Deliverance’, solgte over 400.000 eksemplarer i USA. Siden har der dog ikke været så meget opmærksomhed omkring C.O.C.
Hvor mange udgaver af ’Corrosion of Conformity’, der ryger over disken er ikke til at vide. Men den fortjener at få opmærksomhed fra metalfans. Der er nemlig ingen tvivl om at C.O.C. sveder metal. Der lægges ud i relativt højt tempo med ’Psychic Vampire’, ’River of Stone’ og ’Leeches’, tre ganske groovy sejtrækkere der ud over de førnævnte bands også bringer tankerne i retning af Mötorhead. ’El Lamento de las Cabras’ er et lille instrumentalt mellemspil, hvor ørerne får lidt ro, inden ’Your Tomorrow’ igen angriber trommehinderne og fortsætter stilen fra de første numre, indtil tempoet sættes i sydstatsgroove mod slutningen af sangen. De langsommere takter fortsætter på ’The Doom’, som er ren sydstats Black Sabbath.
På ’The Moneychangers’ er farten oppe igen i en halvpunket sag, der overrasker med temposkift og rykker og groover ud, inden ’Weaving Spiders Come Not Here’ besøger traditionelt heavy metal land. På ’What You Despise is What You’ve Become’ lyder C.O.C. drengene godt og grundigt sure, og det lyder til at det er på finansverdenen – og de har fandme også fortjent et spark i røven, så man synger med: ’You took the money and run!’. Nummeret er det mest ørehængende og riffstærke på albummet, og må gerne blive spillet på Eskobar næste gang jeg bestiller en stor fadøl. ’Rat City’ lægger sig i rillen fra starten af albummet, inden ’Time of Trials’ lukker i den tungere og mere groovy åre og basker øregangene med nogle solide riffs.
Alt i alt er C.O.C.’s selvbetitlede comeback ikke nogen banebrydende oplevelse, og den gamle hund har ikke rigtig lært nye tricks – men den kan til gengæld de gamle. Det er nemlig solidt metalhåndværk C.O.C. leverer. Især ’What You Despise is What You’ve Become’, ’Moneychangers’ og ’River of Stone’ bør tjekkes ud af de metalglade.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
