Efter et par år i himlen er vi nu tilbage i helvede! Og der er tale om et dobbelt comeback, for samtidig er det en (midlertidig?) tilbagevenden til GFR for Mikkel efter et årti ude i mørket? Så længe i mørket, at han ikke lige har fået med at vi normalt ikke uddeler stjerner længere, men det skal han da have lov til. Han er draget på Copenhell, hvor han oplevede lidt af hvert på førstedagen og kaster om sig med stjernerne.
Ved middagstid strækker køen sig allerede langt. Den summer af spænding og forventningsfuld glæde, mens tusindvis af festivalgæster et par skridt ad gangen kommer nærmere adgangssluserne og det forjættede land, hvor vi i fire dage skal boltre os i metal, hård rock og relaterede genrer.
På 14. år er Copenhell et pejlemærke og tilløbsstykke for det danske metalpublikum. Selvom det nærmest er en folkesport at diskutere og kritisere festivalprogrammer, har Copenhell igen holdt sig til formlen: Store crowdpleasers, nye navne og et par koryfæer, som man altid lige skal have set, for hvem ved, hvornår og om de overhovedet kommer igen?
Da jeg slipper igennem og ind på festivalpladsen breder der sig først en ro – jeg nåede det inden første koncert – og så en nysgerrighed. Er alt som det plejer, hvad har de flyttet, hvor ligger de gode madboder?
Udforskningen må vente, for Persecutor åbner ballet med festivalens første koncert, og det er lige straks.
PERSECUTOR, Pandæmonium ★★★★☆☆
Det er en lidt tynd flok foran Pandæmonium, men forrest lyder der taktfaste råb om “Persecutor” fra en trofast fanskare op til koncertstart.
Længere bagude er stemningen forventningsfuld, men afventende. Første koncert, man skal jo lige i gang og publikum myldrer stadig ind på pladsen og forbi scenen, da konferencieren for første gang i år råber “Copenhell” ud over os. Med de obligatoriske tre råb og svar forsvinder en hidtil ubevidst spænding i kroppen og Persecutor slår de første toner an.
Placeringen kl. 13 er lidt utaknemmelig. De fleste festivalgængere står stadig i kø, så man sagtens kan tilgive Persecutor deres talrige appeller til publikum om “kom nu med” og jævnlige “er I der?”. Ud over de dedikerede fans oppe foran tager det lidt tid at få tag i folk, men forsanger og bassist Christian Andrés Almanza gør en behjertet indsats i sin sølvfarvede gymnasttrikot, og efter hvert nummer bliver både råbene og djævlehornene flere og flere.
Persecutor spiller solid thrash som tager ud af firserne, der ikke genopfinder eller flytter genren, men rykker godt og slår hårdt. Pladsen foran Pandæmonium fyldes mere og mere undervejs. Almanza styrer slagets gang med humor mellem numrene.
På klingende jysk lyder det, at nu “skal vi til at spille noget gammelt lort. Hvem vil gerne høre noget gammelt lort?”, og senere dirigeres der fællessang på omkvædet til “Four more beers”.
En circle mosh får fart og omkreds en lille halv time inde i koncerten, så nogen er tydeligvis kommet for at slå sig løs tidligt. Energien smitter af på både band og resten af publikum.
Et godt castet thrash party som kickstarter for de næste fire dage. Efter en vellykket åbningskoncert får vi besked på at blive stående, for Persecutor vil lige have et gruppebillede med os. Det er sgu også hyggeligt.
DVNE, Gehenna ★★★☆☆☆
Skotske Dvne spiller tung, melodisk metal i feltet mellem prog, sludge og post. Et godt tilbud, hvis man savner Mastodon eller måske Conjurer på plakaten, hvilket mange gerne ville takke ja til at dømme efter en stopfyldt plads foran Gehenna onsdag eftermiddag. Der er så mange, at Dvne måske kunne have fortjent en større scene, men at fylde den mindste scene komplet kan sagtens være en fede oplevelse end en tynd flok ved en større scene.
Progmetal af den mere dronende aftapning giver mulighed for at stå midt i menneskemængden og blive væk i musikken. Publikum ved også, hvad de er her for. Allerede inden første nummer breder røgskyer og duften af hash sig. Der vajes mere og headbanges mindre, da Dvne sætter i gang. Det er både tungt og svævende, med vokalharmonier og skarpe guitarklangflader og buldrende trommer. Vokalen er dog mixet lidt lavt, ikke kun fra forsangeren. Tidligt under koncerten er der lidt kommunikation frem og tilbage mellem band og lydfolk, hvorefter vi kan fortsætte med at få bank af tunge trommer og blive revet godt i af spidse riffs.
Desværre hæver koncerten sig aldrig op i de højere lag. Ingen tvivl om, at Dvne er kompetente musikere, som jo nærmest er et adelsmærke for prog i alle afskygninger, men melodierne halter en smule denne dag og vokalen imponerer som nævnt ikke. Måske problemerne med lyden bærer noget af skylden, men den samlede oplevelse trækkes ned uanset årsagen.
PLAGUEMACE, Gehenna ★★★★★☆
“Alle skal crowdsurfe” er det første, vi hører fra forsanger Andreas Truelsen, da Plaguemace indtager scenen. Dernæst det meget ligefremme “Vi hedder Plaguemace fra Horsens”. Så er det lissom slået fast og den næste times tid trakteres vi til en omgang groovy dødsmetal fra de unge jyder, der forstår at skabe en festlig stemning og stadig slå hårdt.
Allerede under første nummer kommer pyroteknikken i gang, og mens flammer skyder op på scenen, tager den hårde kerne opfordringen om at crowdsurfe til sig. Anden gang på Gehenna i år, og volumen er igen drejet godt op. Måske de omgivende træer danner en ramme, hvor lyden forstærkes, for der er godt nok knald på.
Folk strømmer hurtigt til og fylder området godt op, men Truelsen er ikke tilfreds med blot tilstedeværelse. Han vil have alle med og fortæller flere gange, at han godt kan se dem nede bagved, og at de godt kan se at komme igang – alt imens der crowdsurfes på livet løs oppe foran.
Hvad er det med bands fra Horsens og deres ældre numre? Tidligere spillede Persecutor efter eget udsagn noget gammelt lort, og nu er det så Plaguemaces tur til at erklære, at “nu skal vi spille noget gammelt pis”. For et band, der knap har eksisteret en håndfuld år, er det så meget desto sjovere, men publikum er klar, og det gamle pis rykker sgu.
Mod slutningen lykkes det Plaguemace at få folk til at lave plads ned gennem midten til en wall of death, der rækker fra scenekanten og næsten helt til lydteltet. På kommando ramler folk fra begge sider sammen og mosher løs, mens Plaguemace holder aldrig lader tempoet falde.
Til sidst får vi lov at synge fødselsdagssang for den ene guitarist, inden næstsidste nummer introduceres med bemærkningen “Super. Den næste sang handler om at slå ihjel”. Ligefrem og uden nykker beskriver både bandets optræden og musik, og publikum kan begejstrede klappe Plaguemace af scenen efter en optræden, der kalder på større scener de kommende år.
ST. DIGUE, Gehenna ★★★★★☆
Efter mørkets frembrud bød St. Digue op til fængende aftenfest med dansabel og sexet industrial. Mørkt, dystert og med en stilbevidst optræden.
Bag St. Digue gemmer sig Kasper Deichmann. Han kommer fra black metal og blander det her med elektronisk musik, industrial og goth. Kombinationen er overbevisende og efter mit første møde med St. Digue er jeg af den klare overbevisning, at de fortjener udbredelse ud over Danmarks grænser.
Desværre havde blæst og solens forsvinden, og dårlig planlægning af beklædning, gjort mig kold nok til at kræve en hurtigere retræte end planlagt, så jeg måtte forlade festen til fordel for en hurtig cykeltur hjem. Det er ikke St. Digues skyld, og I skal ikke snydes for billeder.
Som det hører sig til på Copenhell, blev meget af min tid mellem de anmeldte koncerter tilbragt på bakken over de store scener Helviti og Hades i selskab med venner og nogle øl. Herfra hørte jeg portioner af Underoath, The Offspring og Avenged Sevenfold.
Underoath åbnede Hades og deres første optræden på Copenhell var et hæderligt trækplaster med deres blanding af rå energi og inderlighed, hvor de to sangere supplerer og overlapper hinanden med både skrig og skønsang.
Offspring formår stadig at skabe en fest, men der var ikke meget andet end klassikerne at komme for, medmindre man er dedikeret fan. Offspring har aldrig været ekvilibrister, men musikalsk var det vel rigeligt lige ud af landevejen og vokalerne er ikke, hvad de har været.
Avenged Sevenfold spillede op i skumringen, og mens mørket faldt på fik vi en tur rundt i både nye og gamle numre. Showet var en headliner værdigt, men energien nåede ikke helt op på bakken.
Af Mikkel Lanzky
Foto: Rasmus Petersen
