Vi er nået til dag tre i helvede for Mikkel på Copenhell, hvor han ud over den obligatoriske regn fik navne som Vulvatorious, Uriah Heap, Karnivool, Eivør og Chelsea Wolfe lige i smasken.
Du kan læse om henholdsvis onsdag og torsdagens oplevelser HER og HER.
VULVATORIOUS, Pandæmonium
Fem minutter før koncertstart er der kun få hundrede mennesker foran Pandæmonium. 12:30 på tredjedagen er tidligt, måske for tidligt for mange af festivalgængerne. Med et første album kun få måneder gammelt er det også begrænset, hvor meget vi har nået at høre til Vulvatorious inden festivalen.
Der kommer flere til, men pladsen er stadig mere end halvtom, da første tone slås an. Det lidt pauvre fremmøde skal dog ikke sætte en stopper for festen, hvis det står til Ditte Krøyer og kompagni. Under en bagende junisol lægger Vulvatorious ud med groovy riffs og Krøyers karakteristiske growl. Der er noget fascinerende over at se en så spinkel person hoppe rundt på en scene og sparke en seriøs mængde røv.
Krøyers energi fænger og ved tredje nummer begynder der at komme gang i publikum, som også er vokset en del. Herefter kommer Andreas Truelsen fra Plaguemace ind på scenen for at dele vokalpligter med Krøyer, til begejstring for de dedikerede oppe foran.
Nummeret efter er folk vågnet nok til at sætte gang i en circle pit, og mens Ditte Krøyer bogstaveligt talt sparker rundt på scenen og banker stemningen op igen og igen med fællesskål og vilde skrig, rejser støvskyen sig og bølger rundt.
Et par fællesskål og numre senere er tømmermændene fordrevet så meget, at det er tid til en wall of death. Det er stadig tidligt, og flokken er ikke stor, men Vulvatorious gør en forbilledlig indsats, som da Krøyer hopper ned til de forreste fans og lader sig bære rundt, mens hun synger.
“Sidste nummer. Gå fucking amok” lyder budskabet til sidst, og det gør folk så det bedste, de har lært. Efter en god time i selskab med Vulvatorious’ groovy, fængende, rockende og underliggende solide melodier, hvor Ditte Krøyer fuldstændig stjal showet, må djævlehornene hæves i begejstring.
URIAH HEEP, Helviti
Man kan sagtens respektere en legende som Bruce Dickinson, der insisterer på at spille sit nye materiale, men der er også en ærlig erkendelse i, at folk er kommet for at høre storhedstiden og føje godt med klassikere til sætlisten. Så længe spillelysten er intakt, og når man har et righoldigt bagkatalog og stadig kan levere varen live, aftvinger det sin egen respekt.
Det er med den tilgang, Uriah Heep beriger os med klassisk heavy fra dengang far var knægt. At dømme efter det fine fremmøde på en tidlig eftermiddag, er det lige den slags musikalske tømmermandspleje, mange gæster har brug for på festivalens tredjedag. Så er det heldigt, at fed tråd og kolde øl i solen er præcis, hvad rockdoktoren har ordineret.
“Guess this is what they call the early shift” er første replik fra forsanger Bernie Shaw, men der er ingen fornærmelse eller nykker at spore, bare fordi man engang var giganter. Uriah Heep har sat sig for at underholde og det er kærkomment. Store smil og gode vibes både på scenen og i menneskemængden.
Guitarist Mick Box er eneste tilbageværende af de oprindelige medlemmer, men flere af de øvrige medlemmer har nu været med længere, end mange andre bands har eksisteret. Shaw kom til i 1986 og både han og Box er i fin form i dag. Shaw har tydeligvis stadig kraft i stemmen, og han slår en hyggelig stemning an med publikum mellem sangene. Box har også stadig styr på at fyre en god solo.
Mod slutningen får vi klassikere som July Morning og Gypsy, der begge rammer plet, og på ekstranummeret Easy Livin’ er der dømt fællessang hele vejen til toppen af bakken foran Copenhell største scene. Gamlingene kan sgu endnu. Det er en fornøjelse, når man får set giraffen, og den viser sig fra sin bedste side.
KARNIVOOL, Hades
Progmetallerne fra Australien er vist lidt for ukendte på vores breddegrader til at fylde Hades tidligt på dagen. Bandet kæmpede en brav kamp med solen og det sløje fremmøde, men kan ikke være helt tilfredse med indsatsen.
Når riffene ruller og rytmen fænger, liver publikum op, men det sker ikke længe ad gangen. Forsanger Ian Kenny prøver flere gange at få tilhørerne mere med og opfordrer uden synderlig held folk på bakken til at komme tættere på. Man har heller ikke gjort den australske tilstedeværelse på festivalen nogen tjeneste ved at sætte Karnivool og landsmændene Make Them Suffer til at spille samtidig.
Musikalsk er der meget at komme efter hos Karnivool, men uden forhåndskendskab er det et vanskeligt band at gå til. Som andet prog kan man nemt fare vild i melodier og skiftende rytmer, og det er måske mere, end hvad mange har appetit på lige efter den hyggelige omfavnelse fra Uriah Heep, der sluttede et kvarter inden på naboscenen.
Den lunkne modtagelse sætter måske sig i bandet, for de spiller lidt for pænt og uden meget kant, og det meste af koncerten føles afstanden mellem band og publikum stor. Da de i 2023 gæstede Pumpehuset var det en stor oplevelse med langt mere energi.
De sidste par numre finder Kenny endelig mere af den nerve og desperation, der klæder hans stemme så godt. Themata er en af bandets hurtigste numre, og det får folk til at reagere. Med afslutningen New Day bliver der endda lidt fællessang på omkvædet, men det er ikke nok til at opveje den milde skuffelse over den samlede koncert.
EIVØR, Gehenna
Gehenna er fyldt i god tid inden koncertens begyndelse og da dragende, hjemsøgende toner bebuder begyndelsen, stilner snakken straks af og flokken foran Gehenna er nærmest andægtigt stille. Det varer ikke længe, for klapsalver bølger bryder ud, da Eivør første gang træder frem på scenen svøbt i flagrende, sorte gevandter og langt, sølvblond hår.
Under de første numre høres intet af den typiske snak i krogene. Folks opmærksomhed er fuldt rettet mod scenen. Det skyldes nok til dels, at kun et fåtal af publikum – ej heller undertegnede – forstår færøsk, så man lytter ekstra efter ord og brudstykker, der minder om noget fra olddansk.
Det gør intet dårligt for stemningen, som er fortættet og intens. Et mood, som Gen Z ville sige. Begejstringen kommer tydeligt til udtryk efter hvert nummer, hvor der klappes ivrigt og længe.
Det meste af ansvaret for tusinders udelte fokus på scenen skyldes Eivørs tindrende klare og højtravende vokal som formidler følelser så tydeligt, at den egentlige betydning ikke er afgørende.
Vi drages ind i et drømmende, svævende og hypnotisk univers, hvor Eivørs smukke sang understøttes af et band, der væver sig omkring stemmen og lægger en taktfast bund med stortrommen, når der skriges og brummes ind imellem skønsangen.
Koncerten afsluttes på triumferende vis med et klimaks, hvor Eivør synger sig helt op under himlen og efterfølgende fortjent kan lade sig tiljuble med vajende færøske flag og begejstrede klapsalver. Et anderledes højdepunkt for Copenhell i år.
CHELSEA WOLFE, Pandæmonium
Fredag aften kom regnen til Copenhell, og da Chelsea Wolfe indtager Pandæmonium, siler det ned i tiltagende styrke. En stor menneskemængde havde trodset vejret og det sene tidspunkt – og en efter sigende glimrende koncert med Orm andetsteds på festivalpladsen – for at tilbringe en times tid i selskab med et mere omfavnende, personligt mørke.
Koncerten åbner med tunge drøn fra stortrommen og Wolfes klare vokal. Når projektørerne svang lyskeglerne ud over publikum, kunne man se regnen falde og tilføje en fin, ny dimension til det dystre sceneshow.
“This world is not designed for us” lyder det på Whispers in the Echo Chamber. Den melankolske fremmedgørelse er central i Chelsea Wolfes musikalske univers, der blander elektronisk, industrial med doom og goth metal.
Wolfe er også en glimrende sangskriver, men settet i aften virker desværre ikke helt velvalgt til en metalfestival. Tempoet falder flere gange, og der er lidt for meget tid mellem sangene, så stemningen slipper hver gang en smule af sit tag i tilhørerne. Det er en skam, for en strammere levering og et set med flere hårdtslående numre frem for de mere svævende, kunne have ramt plet.
Chelsea Wolfe er en af de lidt skæve bookninger, som giver afveksling til programmet. Som med Deathbyromy eller Eivør kan det ende vældig godt. Chelsea Wolfe leverede en fin, men desværre lidt ufokuseret koncert, der ikke helt vakte genklang hos et publikum, der dog også tyndede ud undervejs som regnen tog til natten til lørdag.
ØVRIGT
Efter Karnivool kunne man sætte sig på på bakken og se, om Rival Sons kunne gøre Uriah Heep kunsten efter i den umiddelbart tilgængelige, mere ørehængende afdeling af rockmusikken. Det gjorde gutterne fra Californien ganske hæderligt. Vejret smilede endnu til os, og vi fik endnu en kapabel rockfest, omend måske en kende for blødt til Copenhell hårde kerne.
Machine Head ramte rent i plet som headliner fredag aften. Uden konkurrence fra andre scener tiltrak de let et imponerende publikum, som blev diverteret med både klassikere og nye numre fra det seneste album, hvor Robb Flynn og (nyt) band fandt tilbage til deres gamle lyd. Denne aften fik vi masser af lyd og stor underholdning. Desværre begyndte det at stå ned fra oven undervejs og mange søgte ly. De af os med ordentligt regntøj og de ligeglade fik så serveret resten af sættet med en næsten trodsig energi.
Af Mikkel Lanzky
Foto: Rasmus Petersen og Philip Onyx
