Copenhell 2014: En 5 års fødselar med begyndende identitetskrise?

Copenhell 2014 er en saga blot, en festival der rent musikalsk blev en lidt ujævn fornøjelse med for få virkeligt mindeværdige koncerter, suspekte lydforhold og et hovednavns-problem. Heldigvis kan festivalen endnu engang takke deres trofaste publikum for at de 3 dage endte med at blive en fest..

I mine øjne, og det her står naturligvis helt for egen regning, jeg deler bare lige min ydmyge mening, så er Copenhell’s største problem lige nu, at 5 års jubilaren har en begyndende identitetskrise. Hvor man før i tiden kunne booke og kæle for sit kernepublikum, som nok udgør en 7-8000 metal-hoveder, plus/minus,  plus det løse af “nysgerrige” hang arounds, så forsøgte man i år rent musikalsk at favne bredere og dermed få besøgstallet op over 14.000.

Tanken er sådan set fin nok, og hvis det er den vej festivalen vil gå, så er det måske ikke en helt tosset idé – i hvert fald hvis man gerne vil vokse i størrelse, og kunne sælge langt over de 10.000 billetter. Så jeg ser egentlig ikke tilføjelsen af blødere og mere rockede navne som Graveyard, D-A-D, Clutch, Monster Magnet og lignende som et problem, heller ikke fremover. Hvis altså man husker at kommunikere godt nok ud hvad og hvem man er, og IKKE vender sit kernepublikum ryggen, så de føler sig overset. Det er en balancegang, og den små-mumlen og surmulen der kunne findes en smule af i krogene i år, skyldes nok at de 2 punkter ikke er blevet adresseret godt nok op til festivalen.

Konferencier Anders Bøtter gjorde flere gange i løbet af festivalen, blandt andet inden Graveyard, et nummer ud af at annoncere, at nu kom der nogle lidt andre og mere rockede toner og det skulle “Copenhell være stor og rummelig nok til at favne”, og noget i den dur. Korrekt, især hvis man “tager snakken” med sit publikum INDEN festivalen og får forklaret at nu vokser deres lille darling altså lidt og vil gerne prøve nogle nye ting, men derfor er den stadig jeres lille metaldengse under den mere mangfoldige overflade.

Jeg kan sagtens forstå at Copenhell gerne vil tiltrække flere og lidt andre typer, end den typiske festival-gæst de har haft de seneste 5 år. Det er den eneste måde de kan vokse på, for dømt på tidligere års billetsalg (hvor festivalen lå fredag/lørdag og lidt torsdag), så er metalmiljøet plus det løse i Danmark altså ikke større, end at festivalen “kun” lige kan komme af med 10.000 billetter. Hvis ambitionen er at komme højere op, så må plakaten appellere lidt bredere.

Så når vi frem til om det er en god idé at afholde Copenhell over 3 “hele” dage – som programmet artede sig i år, er jeg ikke helt sikker. En ting er at man var nødt til at ofre nogle fridage for at kunne være med hele vejen, det er hvad det er, uden at negligere det. Et større problem synes jeg faktisk var, at programmet virkede noget tyndt hist og her og for meget strukket ud. Udover Iron Maiden, der leverede en udmærket men noget rutinepræget koncert, så var det småt med de rigtig store trækplastre, og pladsen foran hovedscenen Helviti var da heller ikke i nærheden af at være lige så fyldt til andre koncerter.

De pyntede så heller ikke ligefrem på helhedsindtrykket, at man havde set sig nødsaget til at fede de 2 store sceners line up op med en række navne med foruroligende datomærkning, som de aldrende punk-onkler Bad Religion, resterne af Sepultura, grisehylende Suicide Silence, der trak et nærmest komisk lille (men dog dedikeret!) publikum, og for manges vedkommende pop-metallerne Within Temptation. Som jeg dog fandt grotesk underholdende, på sådan en “so bad it’s good” måde, at jeg gik glad derfra. Læg dertil en tvivlsom lyd på hovedscenerne til alt for mange koncerter, og nej, det var ikke kun vinden der var problemet her. Godt nok slog den uden nåde Behemoth fuldstændig ihjel fredag eftermiddag, og drillede i flere andre tilfælde, men der var også tidspunkter, hvor den tydeligvis bare var tynd, for lav eller for flagrende. Ikke helt godt nok, og ja, jeg er klar over vi befinder os udenfor, men folk har betalt gode penge for det her, så der må kunne gøres noget.

Til gengæld kørte det som smurt ovre på den lille Pandæmonium Scene, hvor både lyd, lys og afvikling under de fleste koncerter var i top. Det var også her man begyndte at ane at Copenhell’s hjerte og sjæl opholdt sig, når det hele sejlede lidt på hovedscenerne. Helhorse holdt en kæmpe fest efter Iron Maiden, en der måske var lige vel overgearet til mig, men hvis bandet og de fremmødte synes det var deres bedste koncert nogensinde, så skal jeg ikke sidde her og være partykiller. Og så fik silkeborgensiske Dawn Of Demise nærmest egenhændigt reddet en fredag aften, da de fandt en nær perfekt balance mellem hygge og helvede, kram og kraniebrud, med en dødsmetalfest af de helt store. Årets koncert all round på Copenhell.

Knap så heldigt var det at Toxix Holocaust tidligere på dagen gik på omkring 40 minuter tidligere end annonceret i samtlige de programmer, der var at opdrive. Virkeligt uheldigt! Blood Eagle var også skrevet på, på et forkert spilletidspunkt på spilleplanen ophængt ved Pandæmonium, just saying. Til gengæld forløb afviklingen af de 3 dages festival ellers stort set gnidningsfrit, alt taget i betragtning. Nu er jeg selv sådan en type der kigger på klokken, og bliver lidt stram i betrækket hvis folk lader mig vente, så 5-10 minutters forsinkelser hist og her med at få lukket folk ind på pladsen giver mig lidt panderynker, men i det store billede var det naturligvis småting.

Endnu engang oplevede man heller ikke rigtig de voldsomme flaskehalse eller køer ved boderne (udover under Maiden), så kunne man jo bare gå et andet sted hen, ligesom jeg ikke på noget tidspunkt så noget der kunne minde om “Roskilde tilstande” ved toiletterne. Som forresten så hæderlige ud, selv da vi nåede fredag! Bravo!! Så logistisk og alt det der, føler man sig i relativt gode hænder, og det er jo altid en fornøjelse at trisse rundt på pladsen og nyde de små detaljer (som Blogger By Choice har lavet en fin lille liste med), som festivalen har tænkt på og tilbyder publikum.

Jeg ved ikke hvor mange der tog turen ud på Refshaleøen udelukkende for at se Maiden, tog hjem igen bagefter og holdt sig væk de andre dage. Men pladsen virkede på intet tidspunkt så rig på fremmødte, som i timerne omkring Maiden. Om det dermed var festivalens onsdags-sats værd, tør jeg ikke rigtig bedømme. Det føltes på en måde lidt som en omvendt Roskilde søndag, hvor de ældre eller en-dags-gæsterne kommer i stort antal. Her kom de blot onsdag og holdt sig væk de andre dage. De andre dage var det op til Copenhell’s bread and butter, metal-kerne publikummet, holdt festivalens hjul i gang.

Jeg er sikker på, at festivalen og dens ledelse, er klar over hvem det er, der ER Copenhell. Det er det trofaste og særdeles venlige og velopdragne sortklædte publikum, som gir’ fanden i regn og møder talstærkt op til Tyr en onsdag eftermiddag, fylder pladsen foran Pandæmonium til Helhorse og Dawn Of Demise, og ellers bare sørger for en generelt laid back og behagelig stemning på pladsen, hvor der er plads til at folk kan kokse lidt ud i en ordenlig brandert, crowdsurfe og moshe hvis de vil det, eller bare stå eller sidde i nærheden – uden at blive trådt over tæerne. Det er for lækkert.

Så Copenhell husk at blive ved med at passe, pleje og give den store gruppe den opmærksomhed og respekt den fortjerner, også selvom/når I kigger bredere ud. Det er ok at gøre det, men glem aldrig hvor du kommer fra og hvem der trækker det største læs – så ryger sjælen og det kulsorte, men rummelige, hjerte.

Læs vores Copenhell dækning her:

Reportage & korte anmeldelser ONSDAG

Reportage & korte anmeldelser TORSDAG

Reportage & korte anmeldelser FREDAG

Anmeldelse af Iron Maiden

Anmeldelse af Triptykon

Anmeldelse af Behemoth

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock (flere billeder kan ses på facebook, når vores fotograf vender hjem fra en bette ferie)

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!