At lande på Copenhell kan godt være en underlig følelse, det er både et alternativt univers og utroligt velkendt, hvis man har været der før. Nogle ting er rykket en smule, måske, der er kommet en ny bod her og der, men ellers er omgivelserne ganske velkendte. Og stemningen ligeså.
Det er både trygt, betryggende og en lille smule foruroligende, på en eller anden måde. Man undgår ikke helt, at det føles som business as usual. Om det er godt eller lidt skidt er jeg, muligvis, blevet klogere på om et par dage når festivalen er slut og indtryk fordøjet.
Vi spoler lige tilbage… I år har jeg selskab af Aarhus-afdelingen, i 1-mands formation og udstyret med et kamera. Han skulle lige samles op på hovedbanegården og inden det kunne gå mod pladsen skulle der lige noget planlægning til. Den travle herre havde nemlig bagage med, samt fine klæder, der skulle bruges til et forretningsmøde næste formiddag (i dag, fredag). Presset program og hvor pokker skulle vi gøre af bagagen? Valget faldt, efter en halv formiddags teksten frem og tilbage, for og imod, på at benytte garderoben på Copenhell.
Fint, endelig, kan vi få en vogn! Det kunne vi godt, endda en temmelig underholdende en af slagsen, med en kvindelig chauffør, der fik rystet næven mod alt fra unge tisselystne Distortion-gæster til folk på løbehjul – good times! Hun tager forresten imod øl, hvis I skal ud at køre med hende: Bente. Hun gider kun køre Copenhell-folk, hvis det skal være festivalkørsel, vi er voksne mennesker, skulle vi hilse fra hende og sige.
Anywaaay, check in gik smooth, så mødte vi en langsomt bevægende kø ved garderoben pga. et lidt presset personale, men, så kunne undertegnede jo skaffe dagens første øl i mellemtiden. Derefter i hastige skridt mod Hades scenen, der i år blev åbnet af tysk/amerikanske Demons & Wizards.
Demons & Wizards, Hades ★★★☆☆☆
Poooooower…. metal! OK, det var ikke de helt optimale rammer for den storladne metal, hvilket bandet også selv var klar over, da frontmand Hansi Kürsch lidt inde, i den lidt over 50 minutter lange seance påpegede, at det måske stadig var lidt lyst. Jeg ved dog ikke om mørke havde gjort en kæmpe forskel, jo, det havde sikkert givet mere atmosfære hvad lys angår (og et fuldere publikum), men, det bandet mest kæmpede med var nok, at en betragtelig del af de fremmødte, ikke kendte bandets musik indgående. Inklusive undertegnede.
Mit manglede kendskab kan også have spillet ind på oplevelsen, jeg er først for nylig begyndt, at lytte til deres til tider bombastiske power metal, så sangene sad ikke helt under huden. Og det kom de heller ikke for alvor til, selvom de, på ganske kompetent vis, blev fyret ud fra scenen. Det skyldes sikkert flere faktorer, men kort og godt, og helt klassisk, så fik gruppen aldrig for alvor hul igennem til publikum og kom ud over den der berømte scenekant. Ikke at indsatsen fejlede noget rent teknisk, de kunne deres pis, men det var bare en lidt ulige kamp mod halv-dvask middagsstemning, et muligvis tømmermændsramt publikum, og en sol der var begyndt at bide godt fra sig.
Kürsch sang glimrende, ikke mindst af en mand i hans alder, uden at det på nogen måde skal tolkes nedladende, men det er altså nogle ret høje toner, som skulle rammes periodevis. Han fremstod også sympatisk og ganske humoristisk mellem numrene, dog savnede man lidt mere… udstråling eller karisma når musikken buldrede løs. Han koncentrerede sig om, at synge, hvilket jo er prisværdigt, men der var ikke meget performance over det.
Momentvis trængte Demons & Wizards dog igennem den tiltagende publikumssnak og mathed. Et tidligt højdepunkt var kongenummeret “Crimson King”, mens covernumre af Kürsch og guitarist Schaffers andre bands, Blind Guardian og Iced Earth, også gjorde en fin figur. Snakken tog dog til og det virkede som om koncerten var ved, at lide en stille død indtil bandet lige fik sat trumf på mod slutningen, med en voldsom “Blood On My Hands”.
Alt i alt var det samlede indtryk dog en klassisk “hverken fugl eller fisk” oplevelse, derfor en middel karakter.
Så gik det med det lange ben foran over mod Pandæmonium, hvor Skindred diskede op med rap/reggae/gøgler “metal”. Og det gik næsten lige så hurtigt den modsatte vej igen. Deeeet var ikke lige vores krus eftermiddagsøl, så i mens det genkendelige riffs fra AC/DCs “Back In Black” dukkede op i et af bandets første numre besluttede vi, at give Biergarten et hurtigt kig. Det skal retfærdigvis siges, at Skindred trak en stor skare foran scenen og at, i hvert fald de første rækker, så ud som om de havde en fin fest.
I det store øl-telt var der allerede fest og glade dage, igen business as usual fristes man til at sige, men vi fandt da en flok af de sædvanlige venner og bekendte vi normalt mødes med herude… Business as usual…
Stone Temple Pilots, Helviti ★★★☆☆☆
… hvilket det på mange måder også lod til, at være for Stone Temple Pilots, der havde fået til opgave at åbne festivalens største scene. Det slap de kun med nød og næppe helskindet fra efter en mildt sagt ujævn affære. Bandet er nu i øvrigt på forsanger nummer 3, Jeff Gutt, der er fundet i et eller andet amerikansk talentkonkurrenceræs.
Det var business as usual i den forstand, at Gutt bestemt svedte for sagen og bandet spillede mere end hæderligt, men det virkede også blot som endnu en dag på det halv-slidte kontor. Og ud over Gutt’s tiltagende røde kulør og wet look, så virkede det aldrig som om bandet fra en svunden æra overanstrengte sig. Hvilket man heller ikke kan sige om store dele af det fremmødte publikum, Gutt proklamerede på et tidspunkt “this is were the party is”, adresseret til en mindre flok i de forreste rækker, der gjorde et ihærdigt forsøg på, at holde dampen oppe den lille time, Stone Temple Pilots var på scenen. Gutt kvitterede mod koncertens slutning med, at hoppe ud til denne flok og, på ret imponerende vis, ikke misse et beat på mikrofonen i mens.
I det hele taget sang Gutt udmærket, men han var også en lidt underligt islæt på scenen. Det resterende band er ikke super flashy, så meget afhænger af deres frontmand, og her gjorde Gutt sit bedste for at kanalisere sin indre Scott Weiland, som desværre stod af ræset i 2015. Det virkede næsten lidt… creepy, da han gjorde sin entré og fremstod som en Weiland look and sound a like, måske i en lidt mindre flamboyant udgave. Men lighederne var tydelige. Det er både godt og lidt skidt. Efter en lidt halv-slap lyd under åbneren “Wicked Garden” trådte hans vokal tydeligere frem i lydbilledet og så blev det for alvor tydeligt, at Gutt om ikke andet er en glimrende Weiland-imitator, men hvad han bidrog med af egen personlighed, stod ikke helt klart denne solbeskinnede eftermiddag?!
Det gav det hele en snert af delvist bedaget karaoke seance, hvor publikum var på under hits som “Vasoline”, en “Plush” i nedsat tempo som blev hevet flot i land, “Interstate Love Song” og “Dead and Bloated”. Men lige så snart bandet leverede mindre kendte numre, eller, guderne forbyde det, nyere sange, så faldt koncerten til jorden med et skuldertræk og larmende tavshed. Så fremstod Stone Temple Pilots for alvor som en anakronisme og et fortidslevn, som ikke rigtig har den store berettigelse i 2019.
Nogle vil mene, at de i forvejen ikke var det fedeste band, som kom ud af slipstrømmen af de store grungebands i start 90’erne. Det er muligvis ikke helt uberettiget, der er noget lidt suspekt over hele foretagendet, hvor man jævnligt leder efter reelle egne idéer i musikken, men, deres største schlagere har altså stadig en vis slidstyrke og gennemslagskraft.
Jeg ved ikke om man kan kalde det en “arbejdssejr” som sådan, men så da i hvert fald en rutineret indsats, som lige holdt skuden oven vande. Dem der havde håbet på en katastrofe af en koncert gik nok skuffede derfra, dem der havde håbet på mere end bandet har at byde på, ligeså.
Så var der lidt rokering i spilleplanen, Whitechapel var rykket fra fredag til i dag og presset ind på Pandæmonium, hvilket samtidig resulterede i, at Terror på samme scene rykkede fra 17.30 til en time senere. Det gav os mulighed for, at gå på madjagt. Valget faldt på det eneste sted på den efterhånden meget fyldte plads uden alt for meget kø, de 3 madboder ovre ved Biergarten. Den ene halvdel røg på noget Burrito, mens yours truly kastede sig over en Durum fra Kebabylon… crazy names er LoL’eren! 66 kr. for en lidt underernæret rullebørge, til gengæld smagte den ikke af noget der kunne fornærme nogen – ud over dem der foretrækker “en smag”. 75 kr. for en Burrito, hvor man selv kunne vælge mellem indhold, så man må sige, at gildet var betalt. Så kan vi lære det, at spise på en festival. Fucking capitalism, man…
Nå, således lettere forurettede drønede vi mod Hades, hvor Refused var godt i gang med deres svensker hardcore/punk opvisning. Så kunne vi da få prøvet den der bakke af og det der “sidde ned”, som de unge går og snakker så meget om. Maden blev fordøjet mens Refused frontmand Dennis Lyxzén gav de fremmødte en længere formanende opsang om ligestilling mellem køn og det, at forsøge at “be a better person”. Den slags er tricky, for det kan hurtigt komme til, at lyde helligt og prædikende, men, jeg synes faktisk han slap godt fra det og virkede oprigtigt indigneret (men tjek lige om de lever op til deres manifest fra dengang de gik i opløsning for omkring 20 år siden og bashede journalister, kapitalisme, osv, red.).
Dog ikke nok til, at vi blev hængende, kursen gik mod Pandæmonium og Terror. og de gav den sateme fuld skalle og alt den kunne trække med hardcore-dans og kærlige klø. Det var med afstand dagens mest energiske koncert af dem vi overværede. Ikke en jeg havde den store trang til, at gøre mig de store, forkromede tanker om, eller anmelde (og det kniber også med tiden, jo!). Nogen gange er det skide rart bare at nyde, tage ind eller slå hjernen fra og bare stå og glo. Hvis man er til hardcorepunk med en stedvis thrashet kant, så er Terror værd at tjekke ud. Måske har de ikke verdens største sange, men energien og aggressionerne fejler ikke noget.
Slash feat Myles Kennedy & The Conspirators, Helviti ★★☆☆☆☆
Det navn er, sjovt nok, også lønstigen i foretagendet. Retfærdigvis skal det siges, at de første 3 numre blev hørt fra en af de dejlige øl-køer, der nu voksede sig store og stærke overalt på pladsen. I disse situationer virker pladsen liiiige lille nok til den publikumsmængde, som et flot hovednavn får lokket i helvede. Man kan sige, hey, i det mindste løb de ikke tør for øl! Det er glædeligt, men det virker lidt irriterende, og som et dårligt signal at sende, at folk skal bruge værdifuld tid i lange køer på en musikfestival… for at købe (stadig) røvdyr, kedelig fadøl.
En halv-flad fadølsoplevelse bringer mig (på elegant vis) over til Slash, Kennedy and some guys, der ikke gjorde meget for, at overbevise mig om, at de er mere end det tynde øl. Hør her, jo, Slash var fed engang, jeg elskede Guns ‘N’ Roses og hans ikoniske status kan, eller bør, ingen tage fra ham. Men… vi skriver ikke 1987, eller for den sags skyld 1991, længere. Det lader ikke til, at Slash har opdaget det bag hatten, håret og solbrillerne. Der er intet sket, ud over at vi alle er blevet ældre, og nogle af os har udviklet os. Ikke Slash. Han spiller stadig lige som dengang, produktudvikling af nogen art er ikke-eksisterende.
Så kan man argumentere for, at rock af den her slags, netop ikke skal udvikle sig synderligt, det er en tidløs genre, forankret i nogle konventioner, som er dem, der i sidste ende gør den fed. Jo, men så kræver det bare nogle markant bedre sange end dem Slash i vid udstrækning har lagt navn til siden start-90’erne. Desværre bestod sættet hovedsageligt, med en enkelt “Nighttrain” afstikker mod slut af hans generelt blodfattige, men toplirede, guitarrock, der i denne forfatning ikke virker tidløs, men bedaget og ekstremt begrænset.
Jeg har tidligere været efter Myles Kennedy, han er simpelthen ikke en type sanger der falder i min smag, ironisk når jeg godt kan lide Axl Rose, I know. Men, jeg synes han er rædselsfuld, jo, han kan sikkert godt synge, men han burde lade være. Han giver mig lyst til, at hoppe i Køge Bugt, med ham under armen. MEN, han gjorde det sgu næsten tåleligt og undlod de værste “american rockstar singer” fraseringer og belastende vrælen.
Slash? Tja, han gjorde vel som han plejer, som han også gjorde sammen med Velvet Revolver da jeg så dem på Roskilde for omkring 15 år siden og som han sikkert har gjort siden tidernes morgen og indtil den dag han forlader sit læderhyldster og drager op til Hendrix og alle de andre. Gid han nåede at give os numre og riffs af samme kaliber som fortidens ubestridelige meritter inden. I stedet måtte man nøjes med et sæt med alt for lav volumen, foran et lidt afventende publikum, hvor “bare OK” sang som “Doctor Alibi”, her sunget med bravur af bassist Todd Kerns, stod tilbage som et højdepunkt.
Måske kom der en lille smule fut i fejemøget de sidste 20 minutters tid af koncerten, men jeg kom aldrig over, at det hele føltes underligt utidigt og unødvendigt. Havde du en fed luftguitarfest sammen med Slash, hey, more power to you! Jeg ledte forgæves efter et eller andet, der stadig gør ham relevant, hvis han ikke udvikler sig som musiker, eller formår at skrive nogle bedre numre.
Og på den positive note var det “daller-tid” indtil Tools indtog på Helviti. Det gav mere mad i dunken til Aarhus-afdelingen form af en sort pølle fra Helldogs og søreme om han ikke også fik guffet en kød/pasta/grøntsagsboks (nudler og okse, red.) af en eller anden art fra en bod nær Pandæmonium. Han er en sulten mand. Det var sikkert lige dyrt nok, men han virkede i balance resten af aftenen, så jeg formoder at det mættede.
Mere øl kø, endnu flere folk, vi søgte mod Tool en godt 40 minutter inden koncertstart og fandt en, efter omstændighederne, ganske fornuftig plads foran scenen. Vi er ikke skubbe/mosle typerne, det er der andre der er, selvom Copenhell folket, som altid, generelt er en velopdragen flok. Og så var det Tool-tid, som du kan læse mere om i anmeldelsen HER. Jeg er generelt helt på bølgelængde med Jonas, hvad koncerten angår og vil blot tilføje, at det måske er lidt svært, at blive blæst HELT bagover, når man ser bandet for 3. gang. Ikke for, at prale, det var bare en konstatering, det var stadig fremragende, men måske ikke “magisk”, som i ’01 0g ’06. De nye numre virker dog lovende for fremtiden, faktisk vil jeg næsten hellere høre dem, eller lignende ny sange, end nogle af de ældre travere. Det tyder vel OK for fremtiden?
Og så bevægede vi os ud i natten efter vellykket og hurtig garderobe mission. Til gengæld tog det os 2 timer, at nå til førerbunkeren i Herlev grundet dårlig orienteringssans og ringe offentlige transportmuligheder til netop min del af Herlev, især efter midnat, jeeez! Så klokken rundede 3 inden de svedige 2 faldt til ro… i hver deres værelse! No funny stuff!
Og så ringede vækkeuret klokken 8 og jeg fandt ud af, at solcreme havde været at foretrække dagen før… fortsættelse følger…
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Bach/GFR
