GFR-troppen til Copenhell tæller i år Ken (efterhånden Copenhell-veteran) og Jonas (på festivalen for kun anden gang), men onsdag når vi af arbejdsårsager ikke ud på pladsen i år. Så vi kører i stedet her top 3 over navne vi glæder os til at se for hver af de tre øvrige dage i programmet. I dag kigger vi på torsdagsprogrammet, hvor særligt ét navn skiller sig ud.
Uden, at det skal kommet til at lyde for negativt, så er Copenhell programmet i år måske ikke ligefrem det mest overvældende. På papiret. I hvert fald hvad headlinerne angår.
Men, det hører med til historien, at er man første gangs gæst på Copenhell, så fremstår genudsendelserne i programmet måske ikke så graverende. For os snotforkælede festivalgæster ser det lidt mere la-la ud, meeeen, bare rolig, vi skal nok finde ja-hatten frem.
Ken Damgaard Thomsen
Lad os bare sige det som det er, der er et navn der overskygger dem alle på Copenhell i år, sårn er det bare… i hvert fald hvis man kigger på hovednavnene, hvor det, helt generelt, er noget tyndt eller genudsendelsesramt i toppen. Især når man påtænker, at det her er 10 år jubilæumsudgaven. Eller måske netop derfor? Har Copenhell simpelthen sejret sig selv lidt ihjel ved over et årti, stort set at have præsenteret af realistiske topnavne og må ty til, at booke en del af de samme med få års mellemrum?
Jeg indrømmer gerne, at min spontane reaktion da jeg så den endelige plakat var “ikke-imponeret”. Men, nu har jeg fået lyttet lidt og der er faktisk spændende ting at finde under hovednavnene, men hvad torsdag angår ligger ét navn klart i toppen.
1. Tool
Dah. Ingen over og ingen ved siden af i år og nærmest traditionen tro, så præsenterer Copenhell deres største headliner på første dagen (hvis man ser bort fra warm up dagen). Der skal trækkes folk til Refshaleøen og så passer det måske godt ind i de største headlineres tourplaner, at Copenhell starter på en hverdag?
Tool ER et kæmpe scoop, ingen tvivl om det, overhovedet, og måske en af de sidste store hvaler derude, som festivalen ikke havde landet endnu. Så high five for, at det endelig lykkes i 2019. Men… ja, vi skriver også 2019 og Tools kunstneriske peak lægger efterhånden to årtier og lidt til tilbage i tiden. Der seneste plade udkom for 13 år siden, nu er der, endelig, nyt på vej, men er det for sent?
Det her skal ikke handle om den nye plade, men det gør dem i det mindste relevante for andet end det historiske vingesus. Men bandets langsommelige arbejdsproces og sporadiske turnéer i de mellemliggende år vidner måske ikke ligefrem om akut kunstnerisk nødvendighed og en fossende kreativ åre, og det er det, som kan give anledning til lidt bekymring. Er der noget tilbage i Tool-tanken, ud over nostalgi og historik?
Jeg håber det inderligt, for de to gange jeg har haft fornøjelsen af, at opleve orkestret live, begge gange på Orange Scene, har det været overvældende oplevelser. 2006 var stort og voldsomt, men allerede en lille smule præget af en nostalgisk følelse. Intet overgår den første gang i 2001, som stadig står som et af mine helt store Orange øjeblikke. Da var mit hoved, i en kombination af flere dages druk og noget (for mig) lidt for voldsom røgelse og bandets præstation, ved at eksplodere.
I år tør jeg “kun” håbe på en vellykket gensynsglæde, men man håber sådan på lidt mere!
2. Demons & Wizards
Et ubeskrevet blad, dem er jeg gået lidt efter, efter jeg havde det lunkent med hovednavnene. Vi har nogle tråde til Blind Guardian og Iced Earth på henholdsvis vokal- og guitarfronten. Vi er officielt ude i noget powermetal, men, også noget, hmmm… noget heltemetallisk med store armbevægelser og sværdslag, som godt kunne tiltale mig hvis jeg lige har fået en bajer eller to indenbords. Det bliver samtidig nok den første koncert vi når, grundet transport og logistik.
3. Terror
Her kunne jeg godt have haft Konvent, men dem når vi desværre nok ikke (raincheck på Roskilde Rising!), så jeg napper noget smadret trash. Endnu et navn jeg ikke har dyrket, men det jeg har nået at høre de seneste dage, fik det til at kilde lidt alle de rigtige steder. OK, de kalder det hardcore punk, men, det har jo også et vist slægtskab med den tidlige thrash. Den går lige i dunken og nakken, godt nok overlapper de med Resfused, men dem oplevede jeg på Roskilde for nogle år siden, så vi styrer udenom en genudsendelse her.
Jonas Bach-Bach
- Tool
Jep – dem igen. Jeg oplevede Tool to gange live på Roskilde i 00’erne – i 2001 og 2006. Begge gange spillede de Orange op – altså i hvert fald for dem, der havde fundet vej til amerikanernes magtopvisninger. Min pardans med Tool begyndte med Ænima i 1997, da jeg opdagede ‘Stinkfist’ via en CD, der fulgte med bladet Wild (eller var det blevet til Zoo på dette tidspunkt?). Siden da har jeg nok stort set slidt min Ænima-cd op og selvfølgelig købt hvad bandet ellers har udgivet.
Fra debut-EP’en Opiate (1992) til bandets seneste udgivelse, 2006’s 10.000 Days har niveauet været tårnhøjt. I mellem de to ligger Tool’s tre stærkeste udgivelser, Undertow, Ænima og Lateralus, albums, der hver især har sat en ny standard for bandet. Og de er ikke alene gode på plade – live er Maynard James Keenan en fascinerende frontmand, som han også har vist i front for A Perfect Circle og Puscifer, og bag instrumenterne er der fantastisk dygtige musikere.
Men…hvordan er 2019-formen, 13 år efter seneste album? Kan Tool nå højderne fra tidligere udgivelser igen? Skal de? Jeg tør ikke tænke på, hvor begejstret jeg havde været hvis det her var sket for 10 år siden. Nu er jeg både spændt, men også en smule nervøs for, om Tool kan leve op til forventningerne. Men jeg er næsten sikker på, at det bliver godt!
2. Konvent
Ja, jeg melder mig koret. Konvent er et af de mest spændende navne på den danske doom-scene. Jeg oplevede dem på sidste års Spot Metal arrangement på Train, og her gjorde de en ganske god figur. Nu er der mere erfaring under vesten og et forhåbentlig stort publikum at spille op. Det er ikke fordi, der er så meget nyt under de mørke doom-skyer, men Konvent spiller med tyngde og overbevisning.
3. Skindred
Tjaaah, det myldrer ikke ligefrem med navne, jeg brænder for at se torsdag. Men altså… jeg kan da huske at jeg engang hørte et Skindred nummer jeg syntes var godt! Men nu jeg lytter op på dem, bliver jeg i tvivl om, om det var dem, eller jeg husker navnet forkert?
Nå, men altså, det er da i hvert fald anderledes, med en god energi, og måske kan det blive festligt med bandets reggae-metal blanding. Jeg sætter et forsigtigt kryds… Alternativ 3’er er Vltimas – det lyder umiddelbart ret lovende. Men de spiller først sent på natten – der er vi nok ved at transportere os til basen i Herlev.
Af Ken Damngaard Thomsen & Judas Bach-Bach
Foto: Sebastian Dammark/idoconcerts for GFR, Copenhell ’18
