GFR-troppen til Copenhell tæller i år Ken (efterhånden Copenhell-veteran) og Jonas (på festivalen for kun anden gang), men onsdag når vi af arbejdsårsager ikke ud på pladsen i år. Så vi kører i stedet her top 3 over navne vi glæder os til at se for hver af de tre øvrige dage i programmet. I dag kigger vi på fredagsprogrammet, torsdag kan du finde HER.
Uden, at det skal kommet til at lyde for negativt, så er Copenhell programmet i år måske ikke ligefrem det mest overvældende. På papiret. I hvert fald hvad headlinerne angår.
Men, det hører med til historien, at er man første gangs gæst på Copenhell, så fremstår genudsendelserne i programmet måske ikke så graverende. For os snotforkælede festivalgæster ser det lidt mere la-la ud, meeeen, bare rolig, vi skal nok finde ja-hatten frem.
Ken Dåskgaard Thomsen
Fredag er en lidt pudsig blanding af gengangere af større etablerede navne og nogle danske opkomlinge, som jeg også har set før, men som jeg nok gerne snupper igen. Nå ja, og så resten, ik’?
Igen er det en kende tyndt besat i toppen med Slipknot som største navn, ved ikke helt om jeg orker dem for 6. gang, eller hvor mange gange jeg nu har set dem? (tælle tælle, 1x opvarmning for Metallica, 3x Roskilde og 1x Copenhell, jo, det stemmer) Pretty Maids er fede nok, men havde det lidt svært på den store scene sidst de var forbi og nu er de så på en måde forfremmet på plakaten? Lamb of God gav, efter alle anmeldelser jeg har læst, en legendarisk koncert sidst de gæstede Copenhell. De var ganske fede da jeg fangede dem for nogle år siden på Roskilde, men, kan de leve op til Copenhell koncerten?
1) Slægt
3 Plader, 2 af dem har jeg (måske lidt gavmildt?) givet topkarakter og ditto for 1 EP, jeg kan virkelig godt lide Slægt, OK? Det er også et band, som jeg synes er blevet bedre og bedre for hver koncert jeg har set med dem de seneste år. Fra Dødsmaskinen i Ungdomshuset, opvarmning for Primordial i Vega, Pandæmonium middagsshow på Copenhell og aftensceance på Roskilde Rising sidste år.
Pilen har peget opad, nu bliver det første gang, at jeg skal opleve dem med en ny mand bag trommerne? Kommer det til, at ændre noget eller afspore toget? Sikkert ikke, Slægt gør nok som de plejer. Plug in og afsted ud over de dunkle blackned heavy ‘n roll stepper uden, at se sig tilbage.
2) Unleashed
Vi starter dagen med noget klassisk svensker død! Grundet den forbandede transport, logistik og formiddagens skriverier er det nok vores første punkt på dagsordenen, men det kunne da bestemt også være noget af brutal måde, at få losset fredagen i gang på. Ligesom nogle af torsdagens navne, så er det her et, som ikke sagde mig det store, da de blev annonceret, men, en omgang spredt lytning har afsløret, at det her får mig blod til, at boble på den helt rigtige måde.
Jeg var slet ikke til dødsmetallen, da den kom frem og gik sin sejrsgang i slut-80erne og op gennem 90erne, så de her svenskere, der blev dannet i 1989 er gået min næse forbi. Indtil nu, det lyder som en fejl fra min side!
3) Baest
Staten har lige stukket Baest en kvart million til, at lave musik for. Det er ikke hverdagskost, at et dødsmetalband fra Aarhus får 250.000 af the man, man, men det er hverken ufortjent, eller tilfældigt. Jeg har set Baest live en håndfuld gange efterhånden og de har aldrig ikke været fremragende på scenen…
Jeg forsøgte, at spille lidt djævlens advokat da jeg så dem sammen med bysbørnene I’ll Be Damned i Vega sidste efterår, fordi jeg syntes der skulle ske et eller andet, andet end bare ros. Det bli’r sgu’ så kedeligt i længden, ikke sandt? Men på Copenhell folder jeg de korslagte arme ud igen, smider nogle horn i vejret og håber de gør helvede hedt på Hades Scenen.
De spiller desværre samtidig med Whitechapel, som er endnu et sort hul for mig i programmet, som jeg burde kende bedre, men, you know…. man kan ikke alt.
BAEST BAEST BAEST BAEST BAEST BAEST…
Jonas aka Manden Ingen Kan Lide, Judas
1) Lamb of God
Nu Ken går dansk på 2 ud af 3, så vil jeg da prøve at ramme de udenlandske. De tre ovennævnte vil jeg sådan set også gerne tjekke ud/opleve igen (Slægt og Baest falder i sidstnævnte kategori). I stedet starter vi her med Lamb of God, som Ken og jeg oplevede på Roskilde i…2015, siger arkivet! Det husker jeg som en god koncert, med fuld smæk på og god energi, så hvorfor ikke give Lamb of God en chance for bevise sig igen?
2) Alien Weaponry
Så skal vi en tur til New Zealand – I ved, dem der har lagt landskab til Ringenes Herre- filmene og er gode til sportsgrene som cricket og rugby. Har du fulgt med i sidstnævnte sport, så har du måske også set The All Blacks (New Zealands rugbylandsholds kælenavn, da de spiller i sort) udføre en haka – en Maori-kampdans, som faktisk er et ret imponerende syn, også på en tv-skærm. Nå, men det jeg ville frem til er at thrasherne Alien Weaponry kommer fra New Zealand, og måske de også kan det med haka? Og så lyder deres thrash ganske solid, så dagens eksotiske indslag, og måske overraskelse?
3) Slipknot
Så skal vi til det maskebærende metalcirkus, hvor der måske efterhånden er gang i lige så mange interne søgsmål som der har været i Ghost og Slayer. Jeg var med på Slipknot-vognen i midt-00’erne, men er siden stået af, selv om bandet unægteligt har nogle ekstremt effektive numre, der er både kraftfulde og melodiske. Live er der også masser af energi, og om ikke andet så kan det da nok blive festligt og depraveret med maskebanden.
Af Ken Damgaard Thomsen og Jonas Bach
Foto: Lene Damgaard/GFR, Copenhell 2017
