Torsdagen på Copenhell var på papiret den svageste, men så var der jo tid til, at gå lidt på opdagelse på pladsen, få støv i alle kropsåbninger, ja, der blev endda tid til en bid mad! Og musik fra navne som Nyt Liv, UxDxS, Smertegrænsens Toldere, The Last Internationale, Parkway Drive, Zeal & Ardor og Nightwish.
(Nederst kan se et galleri af de billeder fotograf Sebastian Dammark skød for os, også fra koncerter jeg ikke nåede forbi).
Ja, den så sgu’ lidt halv-sløj ud denne første hele dag på Copenhell, hvor jeg især synes (og jeg er næppe den eneste), at aftenens program var noget tyndt i toppen. Det afholdt dog ikke metal godtfolk fra nær og fjern fra, at møde op i stort antal, allerede fra relativt tidligt på dagen.
Jeg satte selv kursen mod Refshaleøen sidst på formiddagen, det endte faktisk med en mindre udflugt på jernhest fra det fjerneste hjørne af Herlev. Sporarbejde det ene, togbus det andet, det lokkede ikke ligefrem, når man nu bare gerne ville FREM. Så cyklen kom, lidt af sig selv til, at glide forbi stationen, der ellers var destinationen og så trillede jeg ellers stille og roligt de 20 km ud til det gamle B&W værft. Uden lige at overveje, at jeg nok også skulle hjem igen…
Nuvel, man blev da lidt tørstig af sådan en rask lille tur, heldigvis var Pandæmonium området åbent da jeg ankom godt en time inden den første koncert. 55 kr for en fadøl! Hallo, hvabehar?! Nååårh, det viste sig, at 5’eren der var kommet oveni den i forvejen fyrstelige pris var pant for kruset. Aflever det tomme ved næste øl-køb og man slap for panten, fair nok så… udover, og jeg siger det hvert år, det er lidt tarveligt, at belønne et klart øl-tørstigt koncertpublikum, som metalfolket har det med at være, med øl til den pris. Og lur mig om der ikke er spekuleret i, at folk ikke gider/glemmer at gemme kruset, haps, 5 kroner mere ned i Royal-foret.
Nå, kapitalismen vinder nok også den runde, lige meget hvor meget jeg stejler, det samme gælder de efterhånden groteske madpriser. Udbud og efterspørgsel, jeg behøver jo ikke købe det, vel? Nææææh, men koncerter, frisk luft og masser af øller gør jo sulten. Forresten, det var meget nuttet med de der kække navne til madboder osv., med diverse mere eller mindre tø-hø’ede metal-puns, for et par år siden. Nu virker det som om der er gået lige vel inflation i konceptet.
Det var alt det negative (næsten) ikke mere brok fra mig i dag! Pladsen fungerer, som altid, ret godt i det store hele. Flere folk giver flere køer, det giver sig selv, men er man lidt vaks ved hegnet og kigger sig omkring, så kan man stort set altid finde et øl-salg i nærheden, som rent kø-tidsmæssig er en lille gåtur værd. Så det går an. Madkøer må man ligesom regne med i primetime, især når der ikke er nogle store navne på de to største scener til, at suge folk til sig.
Og nok er der mange mennesker med et billetsalg der har sneget sig op over 20.000, men, det virker, endnu engang, som om Copenhell folkene har fundet en måde, at skabe mere rum på den samme plads på. Det er småting, og tweaks af det velafprøvede setup, men det er små forbedringer, som flere siddepladser, hvor man lige kan hvile anmelder-ryggen, ovre ved Pandæmonium, der giver det hele et fint løft.
Støv, skrev jeg indledningsvis! Hold da op en dejlig brise, og lidt til, der stod ind over pladsen hele dagen og nøj hvor kom den manglede sommeregn til pludselig, at virke en smule savnet. For der var da godt nok dømt støvstorm, knasende tænder og kløende øjne, og hvad der nu ellers hører med. Det kan Copenhell, selvfølgelig, ikke gøre for, men, det kunne jo have haft negativ indflydelse på andet end ens luftveje, nemlig lyden. Vind og Copenhell har ofte fulgtes hånd i hånd, det må være et eller andet med Refshaløens geografi der gør det, hvad ved jeg. Anyway, men den vind har med jævne mellemrum drillet lydforholdene. Tilsyneladende ikke i år, har Copenhell opgraderet anlæggene? Det lyder i hvert fald ganske glimrende til de fleste koncerter og dejligt højt. Pluspoint på den konto.
Og så nåede vi endelig frem til… musikken!
Nyt Liv + UxDxS + Smertegrænsens Toldere ★★★★☆☆
Se, det var til gengæld en forret, som på menukortet næsten lignede dagens hovedmåltid for undertegnede. Endelig blev noget af den uhumske, danske undergrund gravet op og klasket op på en Copenhell Scene – noget jeg måske har savnet, at der var mere plads til andre år.
Bevares, der har været knopskydninger hist og her, eller ude i krogene på en meget lille scene, men, overordnet er det ikke noget Copenhell har prioriteret højt. På en måde forståeligt, det er jo ikke Ungdomshuset, eller en festival til det klientel, som arrangeres. Men, som landets største metalfestival ville det være rart, hvis der var bare lidt mere plads til skæverter, unoder og det “grimme” herhjemme fra, der normalt ikke bliver hevet ud i dagslyset og præsenteret for et bredere publikum.
Derfor klappede jeg også i mine små, buttede hænder da det blev annonceret, at tre bands fik en åbningsdeler, at hærge løs med. Her, efterfølgende, ved jeg ikke helt om jeg synes det fungerede optimalt, Hverken scenen til den slags musik eller tidspunktet. For det første: har Pandæmonium haft vokseværk? Den ser dælme noget større ud i år. For det andet: Klokken 13.30 ER stadig morgen for rigtig mange på Copenhell, Jeg troede, at det her ville blive et herligt los i sækken, at vække folk med, men måske var det lige voldsomt nok for flertallet.
Ikke, at der ikke var et pænt fremmøde da Nyt Liv startede som de første af de tre bands, der havde omkring et kvarterstid at gøre godt med. Men, deres ret klassiske hardcore, og bandet, havde sgu’ godt nok lidt vanskelige arbejdsforhold, selvom de prøvede at tonse festen i gang med “Bløder Blod”. Der blev råbt “BLOOOOD”, gestikuleret, scenen skridtet af, og spillet hårdt og ret stramt igennem. Men, det var som om at det ikke nåede særlig langt ud over pladsen, og der hvor det gjorde blev det alligevel modtaget en kende halvhjertet.
Der kom, på opfordring, gang i en meget lille circle pit, men den var der, lidt har også ret, men det virkede alt sammen en kende pligtskyldigt – uden, at jeg skal fornedre eller negligere folks indsats som sådan. Forsangeren kravlede ned i fotograven og ud i publikum to gange under det korte sæt, det er jo altid populært, men, igen, så skabte det aldrig en vedvarende fest eller energiudladning det forplantede sig længere ud i rækkerne. Man kan dog ikke tage fra bandet, at de prøvede og gav den alt hvad den kunne trække. Nogle gange, så er man bare lidt på udebane…
Det burde UxDxS egentlig også være, de er endnu mere uforsonlige og “anderledes” end Nyt Liv, hvis man skal putte dem ind på en slags gennemsnitlig Copenhell-gænger skala. Det er voldeligt. Det er frastødende. Det går åndssvagt hurtigt. Det er kaos. Det er eksplosion. Det er noget din mor ville kalde “larm”. Grindcore, Goreviolence, grimt barn får mange øgenavne.
Der er noget næsten skødesløst sjusket og løst over udførelsen, selvom numrene nogle gange varer under et halvt minut og i den forstand jo er ret stramt afgrænset. Jo jo, det er muligt, at der dermed er en form for fast ramme, men inden i støder det hele sammen, vikles ind i hinanden i forvredne og grimme musikalske grimasser, eksploderer i fjæset på en og lyder i det hele taget som et trafikuheld, som ikke helt bliver kørt færdig. Det er nok i høj grad en smagssag om man synes om det eller ej.
Jeg kan godt lide det, men, Pandæmonium virkede samtidig som en ret stor scene og tilhørende plads, da UxDxS hærgede sig igennem deres spruttende og sylespidse sæt. Det havde nok virket noget mere potent og overvældende i et lille, svedigt lokale. Men så havde man nok mistet lidt af hørelsen. Men, igen, indsatsen kan man bestemt ikke sætte en finger på.
Sidste stød kom fra de mere hardcore punkede, eller hvad genren nu er, Smertegrænsens Toldere, der jo har det med at dolke folks ansigt jvf. den herlige sang af samme navn. Den fik vi heldigvis også cirka halvvejs igennem det kompakte sæt.
Der er noget nærmest narkopsykotisk over Smertegrænsens Toldere, deres bidende og bidske toner og ikke mindst deres forsanger, Mads Stobberup, som virker helt besat på en scenen. Forvredne ansigtsudtryk, udspilede øjne og underlige, knugende og “spastiske” bevægelser, der får ham til at fremstå som en mere uhyggelig udgave af Joe Cocker. Et fascinerende skue i sig selv, der lige giver den deres musikalske pakke en ekstra dimension.
Og så spiller de bare røvfedt, bum. Ikke så meget pis der, mens der råbes og krænges tekster ud om at stikke øjne ud og at der ikke findes nogen Gud. Det er kradse løjer og det virker, blottet for ironisk distance og glimt i øjet. Det her er alvor. Derfor ryger det måske også lidt henover hovedet på en stor del af publikum, der bliver hængende, og også klapper respektfuldt, men måske ikke helt ved, hvad de skal stille op med øretæverne der langes ud over scenekanten.
Det blev lidt det samlede indtryk man også stod tilbage med efter 45 hidsige minutter med de tre bands. Mission fuldført? Det er svært at svare på og det er egentlig også svært, at lave en egentlig anmeldelse for tre korte sæt i én. Lad os kalde det 4 lidt usikre stjerner for det samlede indtryk.
“Fuck fodbold”, proklamerede UxDxS’ frontmand da de gik på, det kunne der være noget om. Jeg valgte dog alligevel, at benytte det lille hul i programmet til, sætte kursen mod den B&W hal hvor der blev vist Danmark – Australien på skærme, bare lige for, at strække benene lidt. Jeg nåede en halv times tid af kampen, så blev der fløjtet til pause og jeg gik ud i solen igen. Inde i hallen finder man også den gode, gamle Tutten Bodega, der nu har virkelig højt til loftet. Det giver en lidt sjov akustik med en hul summen fra folks snak, men det er, naturligvis, et hit og et fint læskur med plads til en stor skare, hvis der skulle komme en byge.
The Last Internationale ★★★★★☆
Noget af en kontrast til det der lige var gået ned på samme scene og også lidt af en satset booking, i den forstand, at The Last Internationale er meget lidt metal. Nu har der altid været plads til rock i forskellige afskygninger på Copenhell, det har jo aldrig sådan rigtig været en “ren” metalfestival, men New York trioens ærkeamerikanske blues/americana influerede rock ‘n roll kunne nu alligevel vise sig, at spænde bue for vidt.
Det var, heldigvis, ikke tilfældet! Nok skulle vi lige i gang og det ret talstærke publikum lige se bandet, med den karismatiske Delila Paz på vokal og bas i front, an, men skaren lod sig hurtigt overvinde. Det var også svært, ikke at blive revet med af de fuldblodsrockende toner. Bevares, det var da ikke originaliteten de vandt på, men det ligger ligesom heller ikke til genren.
Der blev lagt rigtig stærkt fra land med nummeret “Killing Fields”, der både har en hårdt rockende kant og noget sumpet-blues rocket over sig. “Bang bang bang, baby, here comes the cops // power is power, no matter who’s on top”, vrængede Paz, der koncerten igennem imponerede med en fremragende vokal. Der var både bund, saft, kraft, spændvidde og ikke mindst selvkontrol, så den blev doseret optimalt uden, at der gik skrigeskinke i den.
Guitaristen, og andet grundmedlem i bandet, Edgey Pires, skulle jeg lige vænne mig til. Han var goddamn ON fra start, havde svært ved, at stå stille, havde enorme “hoppe på stedet trang” og ville helt sikkert lave dirty, sweaty love to his guitar, hvis det kunne lade sig gøre. Det var lige ved, at han blev lidt for over the top, men, på en eller anden måde vænnede man sig til hans stil og facon, samtidig med, at Paz sørgede for, at holde jordforbindelsen, ikke mindst mellem numrene. Her fik hun klovnet lidt rundt med basledningen, der var gået i kludder, fik hilst på dem med skæg og andre små, afvæbnende kommentarer.
At materialet har dybe rødder i den amerikanske tradition (ja, jeg ved godt, at Led Zepplin ikke er amerikanere, men deres musik kunne lige så vel være det), fik man yderligere smagsprøver på med “Fire”. Her var det lige før, at det blev lidt for generisk blues-rocket, men selv de lidt svagere numre, som dette, blev hævet op af den glimrende vokal og bandets overbevisende levering af materialet.
Heldigvis har trioen adskillige esser i ærmet, og et af dem ryddede bordet midt i sættet, hvor den western-klingende “Wanted Man” ramte plet. Det er sgu bare et fedt nummer, plaff plaff, fuldtræffer fra seksløberen. Her fik de, endnu engang, publikum godt med på klap og “uh uh” kor, de havde i det hele taget ret godt fat i de fremmødte. Der blev fulgt op med et nyere nummer, “Hard Times”, “living ain’t easy”, som det lyder i omkvædet, hvor trioens lyd efterhånden som nummeret skred frem blev presset helt op i omdrejninger. Det endte med en ordentlig udsyret afslutning.
The Last Internationale virker som om, at de har en del på hjertet. Det er ikke party rock og rul, og de lod blandt andet sive, at det var rart at komme lidt væk fra The United States, mens et stærkt nummer som “1968” kalder på revolutionen. Lidt romantisk og velkendt, jovist, men en god sang er en god sang.
Og dem har bandet en del af, nok til, at holde gang i et sæt på omkring de 50 minutter. Konferencier Carsten Holm talte dem af scenen med en kommentar om, at de da gerne måtte kommet tilbage en anden gang, måske på en større scene. Jeg er ikke imod tanken! Vi sniger os op på en lille 5’er.
Så blev det tid til dagens første core navn, selvom australske Parkway Drive efterhånden har bevæget sig noget væk fra udgangspunktet og nu nærmere spiller en slags “stadion metal”. I hvert fald på det nyere materiale, som de også fik luftet noget af, da de som det første navn indtog den store Helviti Scene lidt efter klokken 16.
Jeg vil undlade at anmelde dem, selvom jeg overværede hele den time lange koncert, men jeg er simpelthen for meget på udebane i forhold til bandet og deres musik her, så det ville blive unfair. Det bliver nok aldrig min kop the, og der gik også lidt “hente øl” og hilse på venner i den under koncerten, men jeg kedede mig ikke – og var egentlig ret godt underholdt. For det første har de en glimrende indpisker i front, og bandet var opgaven bevidst og voksen – de var første band på hovedscenen og “feststarterne”. For det andet, så er det svært ikke at blive helt glad indeni, når man ser så mange blandt publikum have netop en fest og fyre den max af, når man nu selv er et stivbenet, halv-gammelt røvhul.
Circle pits en masse, så pladsen blev forvandlet til en regulær dust bowl, hvor luften af flere omgange blev så tæt af ophvirvlet støv, at man havde svært ved, at se scenen. Hoppende og crowd surfende kroppe, sing a long og gode vibrationer. Herligt. Og dejligt, at overvære et band som var klar over hvilken opgave der ventede, og var den voksen.
Så troede jeg og sidemanden egentlig, at vi skulle over til Pandæmonium og have os et skud blackgaze fra Møl, som var hevet ind som en sen erstatning, da Skindred aflyste for en uges tid siden.
Zeal & Ardor ★★★☆☆☆
Men, hov, har Møl fået en kvindelig bassist? Jeg synes da ikke, at forsangeren har store krøller? Og hvorfor er de så mange på scenen? Og hvorfor prydes den, af et lidt underligt logo, som da bestemt ikke lignede noget, som havde med Møl at gøre?
Det var gået vores støvfyldte snuder forbi, at der var rokeret i spilleplanen, så Zeal & Ardor gik på 17.30 i stedet for til midnat. Det begyndte så langsomt, at dæmre for en, indrømmet, lettere distræt undertegnede, da de første toner, med gospel klingende korsang rejste sig fra scenen. Cool beans, så nappede vi da bare en omgang gospel metal/soul/”slavemusik” i stedet for.
Det havde, muligvis, fungeret endnu bedre, hvis Zeal & Ardor rent faktisk havde spillet i mørke, når man nu ikke kunne opleve dem på et spillested – eller endnu bedre, en koncertsal eller en kirke. Men, nu var det altså den udendørs metalkirke, som dannede ramme om den særprægede sceance med gruppen.
Blandingen af genrer er, om ikke andet, i hvert fald meget original. Det lyder vitterlig som musik fra en svunden, ubehagelig slavetid blandet med højtragende og polerede soul elementer og tung, huggende metal. Når det fungerede, så var det interessant og momentvis ganske overvældende, på andre tidspunkter virkede det en smule rodet og konstrueret. Det hang nok sammen med, at det ikke var alle numre der var lige gode, eller sammenhængende – så blev kultursammenstødet mellem genrerne, trods alt, lidt for tydelige. Men når bandet ramte balancen, og det skete flere gange, så var det altså en ret spændende oplevelse.
Der er intet forkyndende eller lovprisende over Zeal & Ardor’s sang og tekstunivers, hvis, så er det i hvert fald af gammel testamentlig karakter. “He’s going to forgive my sins, devil is kind”, “A good god is a dead one, a good god is the one that brings the star // a good lord is a dark one, a good lord is the one that brings the fire”. Sådan lyder det højtideligt og himmelsk indledningsvist, mens stemmerne understøttes af raslende lænker, på henholdsvis “Devil Is Fine” og “Blood In The River”. To eksempler på numre, hvor bandet med held får bygget bro mellem genrene.
Når det skete, så var det som at være til en form for rensende metal-messe, en messe uden præst og uden ord mellem salmerne. “We’re not gonna talk much, this is pretty much it”, som forsangeren proklamerede inden den arrige “Fire of Motion”. Musikken KAN også tale et tydeligt sprog for sig selv, men et nummer som dette var samtidig et eksempel på, hvor jeg bliver hægtet lidt af. Tempofyldt, ondt, næsten Slayer voldsomt i lyd og udtryk, måske en form for nødvendig udrensning og udbrud?
Zeal & Ardor er klart et spændende navn, og et der er værd at gå på opdagelse i, det skiller sig i hvert fald ud. Også på Copenhell, hvor de måske ikke havde helt optimale arbejdsvilkår i dagslyset, men i hvert fald var en af de mere modige og udfordrende bookinger. De 3 stjerner skal mest ses i lyset af, at jeg ikke synes materialet holder og er stærkt nok til, at bære en times koncert. I glimt er det overrumplende.
Så blev det igen tid til, at trisse lidt rundt på pladsen. Og hvad med, at kigge efter noget mad, nu der var kommet køer ved boderne og det var primetime spisetid. Glimrende timing! Valget endte på en Oksekøds-something-something-sandwich og sidevogn bestående af krydder fritter. 104 kr for hel herligheden, bang, værsgo. Til gengæld var 69 kroners sandwichens hovedbestanddel det hvideste brød man kan opdrive og den dominerende smag: “salt”. Nuvel, den gled ned. Og fritterne var gode, selvom 35 kr. er lige, at stramme den lidt. Ja ja ja, udbud og efterspørgsel. Fuck hvor blev man da tørstig af alt det salt blandet med støvet i luften!
Vi endte i den legendariske, på godt og ondt, Biergarten, tyskerteltet, der var fyldt til randen. Her støvede det sgu’ også! Under en øl-bajer nåede vi noget af et synge-med-potpourri bestående af Panteras “Walk”, Metallicas “Master of Puppets”, Marilyn Mansons udgave af “Personal Jesus” og… Limp Bizkits “Rolling”? One is not like the others… Det førte til en snak om pros and cons ved, at det band kunne spille på Copenhell. Vi blev enige om, at Metallica, trods alt, nok ville være en bedre idé.
Jeg trak alene mod Nightwish og havde, åbenbart, bildt mig selv ind, at de gik på Helviti klokken 19.45, men det var så 19.15, ahæm! Dumt når jeg først var fremme 19.30… så en anmeldelse af dette ville være urimeligt, men måske også bedst for alle involverede parter? Jeg var, lad os sige, på forhånd “skeptisk” overfor de goth-folk-symfoniske finner, det er bare ikke lige mig, men, på den anden side, så har jeg også en svaghed for popmelodier og en god portion svulstighed.
Det var der sørme også i rigelige mængder, faktisk så meget svulstighed, at der findes lande i Østeuropa, som nok lige ville træde på bremsen inden de nåede Nightwish niveau i Melodi Grand Prix. Jeg hader det sådan set ikke, men god smag vil jeg på den anden side heller ikke kalde det. Men lige lovlig meget, og mange forskellige, fløjter! Da der blev hævet et sækkepibe-lignende instrument frem, der lød som en ustemt guitar, eller en hankat i krise, når der blev truttet i det, var det lige ved, at kamme over for mig.
Men flotte visuals, selvom de også var på grænsen af corny fantasy, men, det hører ligesom med til pakken, ikke?
Så blev jeg rastløs, kiggede på den lange, lange dag i morgen, regnede lidt på, hvornår jeg skal hjemmefra for, at nå det hele kontra muligheden for, at få skrevet det her efter hjemkomsten. Der var jo også den der cykel, jeg havde fået slæbt 20 km hjemmefra, så jeg valgte, at call it a short day for, at kunne nå langfredag.
Ses i helvede!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Sebastian Dammark, I Do Concerts
