Fed fredag! Eller hvordan jeg lærte at elske Copenhell igen. Tainted Lady og Audn åbnede flot, Exodus og Deftones var der også, Alice In Chains bragte rutinen, Kreator gjorde det sgu igen, men ORM åd dem alle.
Modsat den lidt sløve torsdag, så var fredag tætpakket. Det betød valg, fravalg og prioriteringer, og en musikhjerne, der allerede var på overarbejde midt på eftermiddagen. Allerede her vidste jeg godt, at Ozzy ville blive ofret. Med alderen er der simpelthen blevet mindre plads på harddisken, og færre kræfter, så de blev disponeret derefter.
Ikke så meget udenomssnak i dag, det praktiske og overordnede klarede vi i går. Og jeg nåede heller ikke, at spise. Så ingen brok over ublu priser i dag – måske i morgen, når vi runder af. Fredag handlede om musikken. Og der blev generelt leveret tilfredsstillede fra de 3 scener.
Jeg var lidt presset på tid om formiddagen med at få gårsdagens skriverier helt færdig, der manglede billeder! Så kom lidt senere afsted end først planlagt. Igen måtte jeg ty til det hurtigste transportmiddel, jernhesten. Offentlig transport fra min bopæl i det ydre Herlev er en kamp mod tiden, så det blev en hyggelig time på cyklen igen.
Jeg svedte sgu lidt mere end dagen før, da jeg ankom cirka 10 minutter inde i Tainted Ladys sæt, der åbnede Pandæmomium scenen 12.30. Så, ikke rimeligt at anmelde, men strøtanker kan vi da nappe.
Kolding-rockerne, med en forkærlighed for den fede rock fra årtiet hvor jeg blev født, 70’erne, gjorde det virkelig godt. Umiddelbart er det lidt en utaknemmelig tjans, at være første navn på scenen, ved middagstid, foran et måske tømmermændsramt, lidt ukoncentreret og generelt basket publikum. Det lod bandet sig nu overhovedet ikke mærke af, og, de fremmødte virkede faktisk også, for en stor dels vedkommende, modtagelige overfor de klassisk rockende toner.
Det er ikke nybrud Tainted Lady bringer, og det er heller ikke pointen. Spilleglæden og den lede, fede rockpuls i numrene kan man til gengæld ikke tage fra dem. Det strålende nærmeste ud af dem, at de var svært tilfredse med, at stå på denne scene og modtagelsen sangene fik.
Det skyldes både, at de spiller rigtig godt, og at de har en forsanger som er udrustet med noget af et stemmebånd. Det satte han på maksimal prøve under balladen “The Best Days”, hvor de muligvis nok skylder Led Zeppelin en bajer for opbygningen og klangen, men den sad satme hvor den skulle. Også de vilde vræl og fraseringer, den fik ikke for lidt, uden at det kammede over for mig. Lige til grænsen, og så at holde den der.
Sådan spiller Tainted Lady også helt overordnet, og formår de fremadrettet, at levere flere numre af den kaliber, så er det med, at holde øje med dem.
Så var tiden egentlig så fremskreden, at Audn skulle åbne Hades Scenen indenfor få minutter, men hegnet til den indre plads var her hvor vi nærmede os 13.15 tiden endnu ikke åbnet, selvom der stod 12.59 i programmet. Sikkert fordi et eller andet ikke var klar, men ikke helt optimalt for det band, som har fået en i forvejen lidt vanskelig tjans.
Audn ★★★★☆☆
Heldigvis fik det islandske black metalband lov til, at gå på lidt senere end annonceret, så der rent faktisk nåede at dukke nogle mennesker op foran scenen. Og de fik sig lidt af en kold sommerstorm fra de arrige islændinge, der alle var klædt i sort fra top til tå, toppet af med blazerjakker.
Det kan signalere mange ting, ensretning, at man er tjekket, businessman osv., hvad hensigten end er, så virker det ret godt når de iskolde blacktoner vælter ud fra scenen fra de første toner af mægtige “Veröl Hulin”, der også åbner deres seneste album Farvegir Fyrndar. Ja, som tilterne antyder, så foregår det her på islandsk, heldigvis er musik jo et universalt sprog, eller kunne man nok godt blive hægtet lidt af. Her er det egentlig lidt lige meget, at der skriges på islandsk, som jeg ikke forstår meget af, det er tonen, stemningen og måden det gøres på, som alligevel får kommunikeret et budskab ud.
Et mørkt og koldt et, lyder det som, når bandet bruser sig igennem deres tre kvarter i middagssolen, der måske ikke dannede den helt perfekte ramme for Audn. Og så alligevel, for det mest optimale ville nok være, at opleve bandet på en stormombrust klippe, som et glubsk hav æder sig ind over – så hård, gold beton på Copenhell kan vel også gøre det, hvis man lukker øjnene.
Det kan man også uden, at gå glip af det store. Audn er, ud over deres påklædning, ikke et voldsomt visuelt band. Forsangeren trisser lidt rundt, men alle bevægelser virker kontrollerede og meget rolige, ikke nogen pludselige fagter og flagren rundt her. Audn lader musikken tale for dem, det gør de også på overbevisende manér med et forrygende nummer som “Skuggar”, der bygger op mod koncertens afsluttende numre, hvor bandet tager til i stormstyrke og ender med, at lyde som en led orkan, der hvirvler ud i smasken på en.
Og så er det slut, der takkes, på islandsk, al den minimale kommunikation fra scenen mellem numrene foregik på modersmålet. Gennemført, kompromisløst og måske et fint billede på det ærinde Audn er ude i.
Hurtigt over til den næste scene, Helviti, som skulle åbnes med noget anderledes inkluderende og pågående, nemlig klassisk amerikaner thrash fra Exodus. Efter (næsten) to koncerter på 1 ½ time var jeg allerede en smule koncertmættet, det er alligevel en del musik på tom mave, så koncerten endte også med, at jeg lige skulle forpleje drikkevarer, hilse på folk der ankom lidt senere end undertegnede fordi der gik Biergarten i den dagen før og dreje lidt rundt om mig selv.
Det blev til en halv times tid i selskab med Steve Souza og co., der nok virkede veloplagt, men også som om autopiloten var klar til, at sætte i, hvis han ikke fik folk med. Det gik lidt op og ned, folk foran scenen virkede som om de egentlig gerne ville, men måske bare ikke helt var oppe i gear endnu. Souza selv svedte ellers for sagen i hans officielle Exodus merch-skjorte, så panden blev tørret hyppigt med de officielle Exodus svedarmbånd han også var udstyret med. Lidt kikset eller totalt boss, at være en omvandrende reklamesøjle for sit eget gear and shit?
Nå, efter at have spillet “Parasite”, der blev introduceret som værende et nummer der handler om, “that little bug inside your brain, that makes you wanna kille people”, blev vi enige om, at det vist var nok hygge-thrash for os. Jeg skulle også finde et par solbriller! Hvorfor? 1) Man ser sej ud, også når det er blevet overskyet eller mørkt 2) Folk kan ikke se, hvis man blinker lidt for længe og får sig en stående powernap 3) Man slipper for, at stå og misse med øjnene en hel dag!
Der blev også tid til, at hvile ryggen lidt i Styx området, et metalkræmmermarked paradis, inden jeg lige kunne nå et kvarters tid af At The Gates på Hades. De kom sgu meget fint fra start og gik til stålet, men jeg havde en date på Pandæmonium kvart i fire.
ORM ★★★★★☆
Og den store, lede fede ORM viste sig at være en sulten og ondsindet basse, der ikke var kommet for at hygge. Her kan man da virkelig også tale om, at være kompromisløs, 45 minutters rå døds-black, som ikke viste de fremmødte nogen nåede med et knusende højt lydbillede. Hey, det er også en måde, at komme koncertsnakkeklubben til livs. Død ved lydtryk og volumen!
De 4 gutter gik på scenen til en korversion af Griegs “Kringsat av Fiender”, nok mest kendt herhjemme som “Kringsat af Fjender” i Kim Larsens store mund. Det var så også det eneste fællestræk mellem ormen og Larsen, for at sige det mildt. Fra den fremragende “Blood of Your Blood” åbnede sættet for alvor så var der dømt det omvendte af folkefest i ORMs 5 numre på 3 kvarter.
Dobbelt vokal, tonser trommer og bas og to skrigende guitarer blæste ud over forsamlingen, som hurtigt opgav, at gøre meget andet end at stå og tage imod. Det var faktisk den helt rigtige måde, at tage imod de bistre toner på – klappe og huje mellem numrene og ellers respektfuld stilhed og lytten. Det kan måske opfattes som, at ORM ikke havde publikum med, eller at de voldsomme kaskader af arrig metal røg hen over hovederne på folk. Sådan virkede det nu ikke, tværtimod lod det til, at ORMs frygtindgydende lydbillede holdt en stor del af de fremmødte i et stramt jerngreb.
Helt passende var de mørke skyer trukket ind over pladsen, mens ORM åd sig igennem den tempofyldte “Serpent Mother”, der byggede op til koncertens højdepunkt for mig. “Apotheosis” indledes med rolig akustisk guitar, tager til i styrke og ender med, at være et over 10 minutter langt, episk monster af et nummer. Føj en både delikat og modbydelig satan af et nummer. Det er lige før, at man kan mærke at ens ansigtshud begynder, at blive skrællet af. Nuancerne fra pladeversionen går muligvis lidt tabt i det fjendtlige lydbillede, men til gengæld kan man fysisk mærke trykket fra scenen.
Det er også det du får, rå og uforsonlig vildskab, ikke noget snak eller unødvendig kommunikation, et nyt nummer præsenteres som det næstsidste og et enkelt “tak”, det var hvad det blev til. Der var heller ikke mere, at sige. Det nye nummer var forresten endnu en herlig lang og krads sag, som på effektiv vis ledte hen til koncertens lukker, “Temple of The Deaf”.
Nådesstødet, som cementerede de 5 stjerner. Bandet samlede sig omkring trommesættet, med ryggen til publikum, satte det sidste overfald ind og spillede sig selv af scenen en for en, mens musikken tonede ud og endte et sted bag Pandæmonium. ORM has left the building, tak for lærestregen!
Og så var det ellers i fuld galop, eller så hurtigt en 39 år gammel anmelderkrop nu kan bevæge sig, over mod Helviti, hvor Deftones gik på nærmest i samme sekund, som ORM tonede ud. Huha, lidt en udfordring at vælte direkte ind i det californiske bands tekniske og genreoverskridende univers med en stadig ufordøjet ORM i dunken.
Det viste sig også, at blive en af den slags koncerter, hvor jeg konstant blev afbrudt eller afledt af folk jeg tilfældigt stødte ind i, eller der lige kom forbi, hvor jeg havde placeret mig. Look at me, I’m so popular! Næh, eller, det ved jeg så ikke, men lige under Deftones udviklede det sig til lidt af en stime mens bandet forsøgte, at starte en eftermiddagsfest, nu hvor solen igen var fremme. Først stod jeg i forreste højre hjørne og fik hamret “My Own Summer” og “Around The Fur” ind i øregangene, senere søgte jeg lidt tilbage og ind midtfor, men synes lyden havde lidt bøvl i sidevinden. “Digital Bath” er dog stadig et lækkert nummer, og også ret velsunget af den veloplagte Chino i front for bandet.
“Knife Party” fik jeg også med i forvirringen, inden jeg synes koncerten begyndte, at slingre sig lidt mod målstregen i sættets anden halvdel. Det afhænger dog nok lidt af hvor man stod og hvor afledt man blev, hvordan man opfatter det punktum Deftones fik sat for koncerten. “7 Words” lød i hvert fald stadig kraftfuld, også selvom det aldrig helt blev den fest foran scenen, som man kunne have håbet på. Oh well, måske var jeg ikke den eneste, som havde problemer med, at bevare fokus? Det lugtede lidt af en 3-4 stjerner, men grundet omstændighederne virker det unfair, at gøre dem “officielle”.
Puha, så VAR det altså tid til en slapper, en tiltrængt pause på bakken med røven i græsset. Det blev gennemført med stor elegance og ynde med Graveyard på Hades som “baggrundsmusik”. Jeg ved sgu’ ikke rigtig… er de egentlig fede? Altså, svenskerne lyder jo sådan set autentiske nok, i deres stræben efter at ramme en 70’er rocklyd, men, jeg synes bare ikke, at det er sådan rigtig godt.
Set fra bakken var det dog en anselig skare bandet havde fået trukket hen til Hades, men massen så altså også lidt stillestående ud i fugleperspektiv. Nuvel, de gjorde vel egentlig det de gør “fint nok”, Og så var man videre i teksten…
Alice In Chains ★★★★☆☆
Alice In Chains er mange ting for mig. Lyden af min ungdom, minder og nostalgi. Jeg hader sidstnævnte med nærmest frådende passion, nostalgi er lige et mulehår foran traditioner i min sorte bog, Jeg kan ikke bruge nogen af delene til en dyt, det er lig med stilstand og at klynge sig til noget der har været.
Men Seattle-bandet er meget mere. Det er mørke. Smerte. Håbløshed. Af den knugende og sammenbidte slags. Sat på tekst og melodi på en måde, hvor mange af deres numre stadig holder den dag i dag og ikke virker Grunge-bedagede, modsat en stor del af deres samtidige kolleger. Meget af den smerte og mørket var personificeret ved den oprindelige frontfigur Layne Staley, der jo som bekendt endte sine dage på sørgelig vis med en overdosis i 2002. He lived the part, må man sige, hvilket måske også var noget af det der gav bandet den tiltrækningskraft. Det her var ikke for sjov, det virkede som den ægte vare.
Derfor har mange det også lidt stramt med “new guy”, William DuVall, bag mikrofonen ved siden af den egentlig bandleder, Jerry Cantrell. Jeg har det fint med DuVall, han synger sangene godt og forstår tydeligvis sin rolle, uden at komme til at fremstå som en vikar. Det er han ikke, for Staley kommer ikke tilbage. Deal with it. Men med sig i graven tog han også en hel del af bandets udstråling på scenen, for selvom DuVall er i en lidt prekær situation, der kræver balancegang, så kommer man bare ikke uden om, at han ikke har den samme udstråling som Staley havde. Havde Staley været i live, så er det dog ovenud sandsynligt, at bandet slet ikke ville eksistere endnu, eller at vi skulle udsættes for det triste skue, at se en afdanket junkie stå og famle sig igennem bandets mange klasse numre. Hvad vil man så helst?
Jeg nyder stadig, at lytte til mange af de her sange, for, klasse fornægter sig nemlig ikke, heller ikke selvom Alice In Chains denne aften ikke var i nærheden af samme “magi”, som deres kongekoncert i 2013. Det virkede en smule mere rutinepræget og mageligt, uden at alvoren og seriøsiteten af den grund forduftede i materialet. Åbneren “Bleed The Freak” og den efterfølgende “Check My Brain” kæmpede lidt med helt at brage igennem sidevinden og manifestere sig i det talstærke publikum, ud over de forreste par rækker. Men, de mange fans man kunne konstatere bandet rent faktisk havde på pladsen, prøvede da med blandet succes at synge med og synge sig ind i koncerten.
Alice In Chains virkede bedøvende ligeglade, ikke på den arrogante måde, men på den der måde hvor det skinner igennem, at de netop IKKE ønsker, at være et nostalgiband, der bare lirer “hits” af på rutinen. “Again” og “Hollow” får deres plads i sættet, selvom numre som “Dam That River” og “Them Bones” fremkalder større reaktion blandt publikum. Der er stadig noget sammenbidt og stålsat vilje i måden det her band leverer numrene på, der lefles ikke rigtig for noget, før bandet som sætlukker inviterer til fællessang på “Rooster”. Det lød forresten fantastisk. Ligeledes sad de tuuuuungt huggende udgaver af gennembrudshittet “Man In A Box” og forrygende “Would?” lige som de skulle og fik næverne i vejret ude i menneskehavet.
Men man kan ikke få det hele, og et af ofrene på skafottet var min personlige favorit, “Down In a Hole”. Eller, jeg har faktisk en anden favorit, “Nutshell”, den fik vi så i stedet for i en version, hvor jeg faktisk stod og fik lidt gåsehud. Førstnævnte nummer fik vi så sidste de besøgte Copenhell, så fair nok bytte, en koncert der jo forresten blev afbrudt da strømmen røg en 20 minutters tid midt i nummeret “Stone”. Som et fiffigt lille call back stoppede bandet brat midt i netop “Stone” og nævnte strømafbrydelsen, inden de så satte tryk på igen. Første og eneste gang bandet virkede lidt løsslupne, men også noget der mindede en om, at koncerten sidst bare virkede lidt mere overvældende.
Men hey, når Alice In Chains tager en dag på kontoret, så er de stadig sejere end de fleste.
Und nun etwas ganz anderes.
Kreator ★★★★★☆
Den tyske thrash-maskine leverede årets Copenhell koncert da de fuldstændig ejede Helviti i 2015, i år var det den lidt mindre Hades det gik ud over. Og de var sgu lige ved, at matche kunststykket fra sidste gang!
I en mere retfærdig verden ville Kreator blive anset som et af de helt store thrashbands, der med den største naturlighed kan samle 20-30.000 mennesker til en regulær hitparade på de helt store scener. På Copenhell var de af uransagelige årsager gemt lidt “over i hjørnet” på Hades, i stedet for med rette at have fået muligheden for, at triumfere på Helviti igen. De har sangene til det, hvilket dette time lange all killer, no filler sæt beviste og de leverer varen på energisk, aggressiv og smittende vis. Så overbevisende, at man uden problemer sluger deres noget kitchede setup med et væltet kors foran trommesættet, små videoskærme på scenen, vertikalt skydende røgkanoner, konfetti og serpentiner. Det er lige på grænsen af Spinal Tap, men på en eller anden måde får de hårdt arbejdende tyskere det til, at fungere.
Det grunder nok i de der sange. Og leveringen fra bandet med den evige indpisker Mille Petrozza og hans skærebrænder vokal i front. Publikum bliver gentagende gange gejlet op fra scenen, men det virker næsten som unødvendig brug af stemmepragt, folk er allerede med fra de første toner af “Phantom Antichrist” brager ud i det tiltagende aftenmørke. Og så falder de ellers slag i slag med forbilledlig præcision og dedikation, som tungt artilleri regner thrash granater som “Hail To The Hordes”, “Enemy of God”, “Satan Is Real” og “Civilization Collaps” ned over folks hoveder. Eller er det bedre med en maskinkanon metafor her? Jo, Kreator fyrer nok nærmere salver fra en brandvarm maskinkanon af! Noget med krig og våben, for helvede!
“Phobia”, “Gods of Violence”, “Fallen Brothers”, plaff plaff plaff, den sidste en hyldest til afdøde koryfæer fra musikbranchen, der hyldes med billeder på scenen. Selv Prince har sneget sig med oppe i højre hjørne. Koncerten suser afsted i et helt forrygende tempo, så man bliver helt overrasket over, at opdage at de faktisk har spillet 50 minutter. Og så sætter Kreator lige slutspurten ind med tre-trins raketten “Hordes Of Chaos”, “Violent Revolution” og “Pleasure To Kill”. “EVERYONE AGAINST EVERYONE, CHAAAOS”!
Kreator er i bund og grund slet ikke så farlige som sangtitlerne antyder, medmindre man får et stykke konfetti galt i halsen, så er der sådan set ingen fare på færde. Men, de har stadig noget på hjertet, de spiller deres aldrende bagdele ud af bukserne og de laver en fest af dimensioner, som også river de uindviede med – i hvert fald der hvor jeg stod. Og ikke en kalorielet fest, der er satme lige så meget steak som sizzle når tyskerne spiller op til bal!
Sikken er herligt orkester, de må gerne blive ved med at kigge forbi Refshaleøen.
Efter den medrivende omgang valgte jeg at trække stikket, no way at Ozzy ville kunne nærme sig den præstation, det orkede jeg ikke, at overvære. Plus, hovedet var ved at være godt fyldt med musik. Der er jo også en dag i morgen…
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Sebastian Dammark, I Do Concerts
