One way ticket to hell… and back! Nej, Airbourne kommer ikke i år (eller vent, det er da The Darkness der synger den), men Copenhell står for døren, og hvad har de mon fundet på i år? Vi tager på obligatorisk vis glæder sorger på forskud og kigger på spilleplanen for de enkelte dage. Vi lægger ud med torsdag.
Og det er måske lidt snyd, for der er faktisk også en lille torsdag i år, Copenhell tyvstarter nemlig onsdag med 5 koncerter på Pandæmonium scenen. Men, der er, åbenbart, grænser for hvor mange fridage jeg kan bruge på, at lege anmelder (jeg har aftenarbejde, så Copenhell æder i forvejen 2 dage), så jeg når først frem torsdag middag. Det svier lidt, jeg ville gerne have set L7, der virker revitaliserede efter deres genkomst, Mustasch skyder den altid af og Neurosis er måske lidt mere på hjemmebane end de var på Roskilde sidste år?
Nuvel, man kan jo ikke nå alt! Heller ikke de andre dage, hvor der godt nok ikke er mange overlap, men jeg kender (efterhånden) mig selv godt nok til, at jeg ikke kan rumme for mange koncerter i rap, selvom det i teorien er muligt. Jeg er sgu blevet lidt længere om, at fordøje skidtet og trænger til en puster af og til. Men er det ikke også en del af Copenhell? Hygge og afslapning, også i tilfælde af, at vejret svigter (og det gør det!) eller programmet lige er lidt tyndt hist og her? Jo da, så får man sig en sludder for en sladder, hviler stængerne på bakken, kigger fobi Biergarten eller griner af et eller andet fjollet. Nå ja, eller brokker sig over, at alt var bedre i gamle dage, også Copenhell!
Hvor kom vi fra? Nå ja, programmet. Det er… ja, altså, det er lidt modstridende følelser jeg sidder med. På den ene side, så er der nogle gengangere, det er uundgåeligt i tidens festivalklima, men generelt er de stærke. Samtidig er det, igen, lykkedes Copenhell at grave nogle navne op, som man ikke har set så ofte på Refshaleøen, hvis overhovedet. På en helt tredje måde, hvis man ser bort fra en ret stærk fredag, så synes jeg plakaten, især toppen, ser noget tynd ud de andre to dage. Men det er svært helt at bedømme indtil man står der, så tag nedenstående med et gran salt, og, som altid, tag det nu ikke så tungt, hvis jeg ikke lige kan lide det samme som dig,og omvendt – vi behøver ikke være enige.
Torsdag d. 21/6
Well, det starter rigtig lovende klokken 13.30 på Pandæmonium med et herligt dansk hardcore mash up bestående af Smertegrænsens Toldere, UxDxS og Nyt Liv. Skal de mon spille sammen, er det tre korte koncerter i røven på hinanden, bytter de tøj og instrumenter og laver noget hardcore cos-play? Ingen ved det, for man kan ikke trykke på en beskrivelse af koncerten på Copenhells hjemmeside, så måske er det ikke engang helt på plads endnu?
Anyway, det giver mening, at samle til skummel bunke og give dem en fælles tid på scenen, da de alle tre virker som bands, der er mest effektive og sprængfarlige i meget korte udbrud. Nyt Liv er “klassisk” punket hardcore med danske tekster, dem er der en del af, ikke mindst i det københavnske, men de her gutter virker som om de har fået hul igennem og fanget opmærksomheden hos de “rigtige” folk.
UxDxS spiller sønderlemmende højt og møghamrende hurtig grindcore, og det går virkelig hurtigt. Jeg har anmeldt tre udgivelser fra bandet, inklusive en split med Smertegrænsens Toldere for ganske nyligt. Forrige gang var det #altingvildere, en ret passende titel til den overrumplende skudsalve gruppen fyrede af. 4 numre med en samlet spilletid på under 4 minutter, bang, farvel. Det går ikke meget langsommere hos de mere punkede Smertegrænsens Toldere:
“Så er der kraftedeme øretæver i luften igen! Smertegrænsens Toldere kommer farende som en rabiesramt tasmansk djævl og kradser, bider og flår løs med 7 punk angreb på under 8 minutter. Og efterlader én omtumlet og blødende, men glad og smilende”.
Sådan lød det i hvert fald indledningsvis, da jeg anmeldte deres debut tilbage i 2016. Så der er vist lagt i kakkelovnen til lidt af en højhastigheds start på dagen!
Godt det samme, for herefter går vi godt nok ned i kadence for mig personligt. Skulle jeg være lidt grov og firkantet, så er der faktisk ikke rigtig noget der pirrer min personlige smag indtil midnat, så der er da godt tid til at gå og brokke sig over madpriserne og hvor skide kommercielt og konformt det hele bare er, maaaand. Jeg kunne, selvfølgelig, også prøve, at smage lidt på varer hvis indpakning normalt ellers ikke appellerer til mig.
Klokken 14.30 er der dog Tremonti på Hades, og han er ikke lige min kop the, så vi bliver ved Pandæmonium og ser hvad The Last Internationale, der gå på klokken 15.15 mon er på noget? Det er så her jeg opdager, at i skrivende stund (midt i maj) er der rent faktisk ingen af bandbeskrivelserne på hjemmesiden der virker? Nå, så må man jo Google, hvis man er for uvidende! The Last International bliver solgt godt på Wikipedia, skal jeg love for. Eksplosivt livenavn, politiske tekster og en god blanding af forskellige rockgenrer i et klassisk duo-setup med kvinde vokal. Det må jeg lige tjekke ud…
Så rammer vi for alvor et par timer, hvor jeg skal stramme, well, alt? Parkway Drive åbner Helviti klokken 16.15, så det kan man lige nå det meste af efter The Last International er færdige. Jeg har det bare virkelig stramt med metalcore, selvom bandet er et meget rost livenavn. Det er lykkedes mig, at undgå dem de andre gange de har været på festivaler jeg har besøgt, måske er det på tide at udvide horisonten? Selvfølgelig nu, hvor det virker som om bandet lidt har peaket både kunstnerisk og som koncertnavn! Klokken 17.30 skulle der have været metal, reggae, punk og hip hop fra Skindred på Pandæmonium, men de aflyste for et par dage siden. Arrangørerne har i stedet for hevet blackgaze gruppe Møl ind, hvilket jeg synes lyder som en glimrende erstatning. Jeg var i hvert fald ret begejstret for bandets to EP’er, Møl og II, mens Jonas var lidt mere forbeholden overfor deres nyligt udsendte debutalbum, Jord.
Indtil der klokken 17.45 er metalcore på Hades fra Asking Alexandria? Mere metalcore, det er sørme lidt af en udfordring for mine smagsløg der serveres denne eftermiddag! Men, man ved jo ikke om man kan lide det, inden man har smagt på det, som jeg selv prædikerer overfor afkommet. Jeg ved godt selv, at det er bullshit… NÅ, Helviti, klokken 19.15, så er der kraftedeme dømt… symfonisk goth-metal fra Finland? OK, heller ikke lige min foretrukne genre, men, Nightwish er i det mindste et stort navn indenfor genren, hvis ikke det største (?) og har dog mere credibility og anerkendelse i metalkredse end eksempelvis Within Temptation, der var på plakaten for nogle år siden. Det var temmelig kontroversielt og fik en, lad os sige, “blandet modtagelse”, jeg selv, ja, jeg var faktisk godt underholdt af det svulstige og selvhøjtidelige cirkus, så jeg kan nok sagtens håndtere Nightwish?
Ellers må jeg trække tidligt mod Pandæmonium, hvor næste navn går på klokken 20.30, det er Thy Art Is Murder, der spiller metalcore! You have got to be kidding me! Pause! Timeout! Der er Arch Enemy klokken 21.00 på Hades, men, har de ikke næsten lige spillet på Copenhell? Nå, det var i 2014 de bragte deres melodiske dødsmetal forbi Refshaleøen, 4 år siden, det er jo nærmest en evighed i dagens festivallandskab, så det går vel an?
Klokken 22.30 er det headliner tid på Helviti, denne aften tilfalder pladsen metalbandet Avenged Sevenfold, eller AX7, om man vil (det vil jeg ikke, det er lamt). På plussiden tæller, at det er bandets første besøg på Copenhell. På minussiden tæller, at de er Avenged Sevenfold. Spøg til side, så er det vel… tja… jeg synes ikke de er specielt ophidsende, og selvom de da har en form for “navn” og popularitet, så er det vel ikke ligefrem et navn i en størrelsesorden, der kan bære en hel aften, som det egentlig er tilfældet her?
Når vi rammer midnat, så sker der endelig noget der lyder rigtig spændende, klokken 00.00 indtager Zeal & Ardor Pandæmonium. Et band, der blander elementer fra black metal og, øh, “sort” musik, eller “negro spirituals”, som det så elegant blev beskrevet et sted. Ja, et eller andet sted på internettet, jeg har glemt hvor, OK? Er det for eksperimenterende, så kan man i stedet trække mod Hades, hvor Bullet For My Valentine går på klokken 00.15. Det er… metalcore! OH COME ON?!? Nogen er ude på at drille mig.
Hvis man kan holde sig vågen, så lukker og slukker legendariske Max Cavalera og hans Soulfly torsdagen klokken 01.30 på Pandæmonium. Det er nok lidt for sent for undertegnede, som skal op og gøre sig vældig populær i Tremonti og metalcore kredse med nogle skriverier om dagen, inden det igen går løs fredag middag.
Om torsdagen virkelig bliver den ørkenvandring, som det på papiret er lagt op til for mig, det er jo lidt mit eget ansvar. Jeg kan vælge nej-hatten og bare tøffe rundt og mugge, brokke mig over øl-priserne når jeg er færdig med at brokke over maden og et program, som ikke lige falder i MIN smag. Virkelig også for ringe! Eller, jeg kan forsøge med en ja-hat, gå til det med åbent sind og endnu ikke korslagte anmelderarme og se hvad der sker?
Jeg må hellere prøve det sidste, det skulle jo nødigt være en straf, at tage en tur i helvede.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
https://open.spotify.com/user/1187364558/playlist/1IrC0cQicq0DHkh34oHyZP
