En tur i helvede, og tilbage igen (forhåbentlig) venter forude, og det er jo herligt. Som næsten altid byder Copenhell på et nogenlunde alsidigt program, der både har noget gammelt, noget nyt og en hel del midt i mellem, i forskellige genrer. Fra den hårde rock til brutal metal. Igen er der, med det trods alt begrænsede antal navne der præsenteres over 3 dage, ikke plads til det hele – og heller ikke de mere nicheprægede subgenrer.
(indledningen er den samme som de to forgående dage, så scroll scroll, hvis du har læst den… eller hader indledninger)
Copenhell er, til trods for at den overordnet ER en nichefestival med sit fokus på “metal”, en festival der sigter nogenlunde bredt og “folkeligt”. Det er næppe her du finder de vilde Killtown bookings, de sjældne kultnavne eller den ægte undergrund. Det sørger andre festivaler og spillesteder for, selvom man måske godt kunne savne den dimension lidt et eller andet sted.
Nej, Copenhell sigter efter et varieret program, hvor der i teorien er “lidt for alle”, og som i sidste ende kan sælge billetter. Og det kan festivalen åbenbart i større og større grad, i år er der forlængst ringet med “få billetter” klokken. Der bliver udsolgt, hvis de sidste billetter da ikke allerede er væk i skrivende stund, hvilket betyder over 20.000 mennesker på Refshaleøens beton d. 22.-24. juni.
Det må jo betyde, at Copenhell gør noget rigtigt, sådan cirka hele vejen rundt, at folk tidligere år har haft en positiv oplevelse og er vendt tilbage, og at nye bliver lokket til på grund af festivalens gode (og velfortjente) rygte. Og at programmet tiltaler folk, naturligvis.
Igen i år er det, efter navne som Iron Maiden og Black Sabbath, lykkedes festivalen at booke et stærkt kort, som lige umiddelbart er landet på den eneste rigtige hylde i det bugnende danske festival landskab: System of a Down. Og, trods den skærpede konkurrence og risikoen for gengangere i programmet, eller booking af navne der lige har spillet i Dk, så er det, igen, lykkes at skrue et ret fint program sammen. I hvert fald ud fra en målestok der handler om, at der skal præsenteres noget der ikke lige har spillet på Copenhell.
Det er måske ikke det mest grænseoverskridende line up, eller byder på noget der kommer til at ændre dit liv, men, igen, det er heller ikke den opgave Copenhell sigter efter eller har påtaget sig. Er det lidt konservativt? Ja. Men du sælger ikke 20.000 billetter med et provokerende line up der rusker op i folk. Sådan er det (desværre?) bare.
Så lad os tage en tur rundt i 2017 udgaven af Danmarks hyggeligste, og muligvis mest gennemførte, byfest for fredelige metalhoveder. Torsdagsturen finder du HER og fredag HER (personlige must see navne er markeret i kursiv).
Lørdag d. 24/6
Så er vi nået til sidste dag på Copenhell, hvor der i den grad kompenseres for, at der ikke har været så mange danske navne på programmet de første to dage. Lørdag lægger ud med en hel håndfuld, efter britiske The Raven Age åbner Pandæmonium med en omgang middagsmetalcore til dem der er friske på den slags kl. 12.15?! Det lyder voldsomt…
Så er der ellers dømt dansk eftermiddag med 5 bands i streg, på forskellige scener. Tech-prog-core metallerne Ghost Iris, som vi har anmeldt af et par gange her på siden, får fornøjelsen af at prøve kræfter med næststørste scene, Hades, allerede kl. 13.15. Det lyder som lidt af en udfordring, men de to udgivelser vi har anmeldt, Anecdotes of Science and Soul og Blind World, viser i hvert fald, om ikke andet, et professionelt band med rigtig godt styr på deres lyd og udtryk. Så mon ikke de holder fanen højt, selv på en stor scene, ved middagstid på festivalens tredje dag?
Så passer Pandæmonium nok lidt bedre i størrelse til Baest, der står klar til at æde den med klassisk, tung og grum dødsmetal kl. 14.00. Ligesom Ghost Iris så har vi anmeldt to udgivelser fra bandet, begge af undertegnede, og begge sidste sommer, hvor jeg først sendte 4 stjerner efter deres demo og dernæst samme antal efter deres debut EP Marie Magdalena kun et par måneder senere.
Jeg får endda fornøjelsen af, ligesom med Bersærk sidste år, at opleve bandet live to gange indenfor kort tid (og lave et interview med dem i øvrigt), da de også gæster Rising Scenen på Roskilde Festival to dage senere.
Tilbage på Hades kl. 15.00 står det næste danske orkester klar til, at tage udfordringen op med omgivelser og omstændigheder, nemlig Rising. Det rekonstruerede band, der genopstod som et mere heavy metal orienteret band, anført af stifter Jacob Krogholt, sidste år og udsendte albummet Oceans Into Their Graves, har i hvert fald hår nok på brystet til at tackle det her. Vi, og jeg selv, har oplevet bandet live en del gange de seneste år, hvor de altid har leveret solide koncerter -også mod lidt hårde odds. Sidste år så jeg dem eksempelvis på Roskilde Festival, hvor de havde fået en tidlig eftermiddags placering foran et lørdagssmadret publikum, der virkede liiiidt tunge i bagpartiet. Men det lod bandet sig nu ikke mærke af, heller ikke at lyden faldt ud et par gange, de knoklede bare videre, så Hades skal de også nok klare. Selvom det, igen, på papiret kan virke som en lidt stor scene.
Men ikke lige så stor som Helviti, som gode, gamle Hatesphere skal prøve kræfter med kl. 16.00, hvilket så tyder på at Rising på naboscenen “kun” har en 45-50 minutter at gøre godt med? Nuvel, Hatepshere er jo ikke ligefrem opkomlinge, eller våde bag ørerne, så skyldes det da nok øl-sjatter, så de går nok til opgaven med ro og rutine. Men det til trods, så virker hovedscenen da som lidt af en mundfuld til for det aarhusianske dødsmetal band. Lad os håbe på stort fremmøde og opbakning, så det hele ikke kommer til at virke som en fest for de indviede, i alt for store rammer.
Kan vi holde danskergildet kørende? Ja, hvis du vender snotten mod Hades kl. 17.30, så er der folk-metalbal med Huldre, som jeg oplevede på selv samme scene i 2015. Genudsendelse! På Pandæmonium diskes der på nogenlunde samme tidspunkt (start 17.15) op med finsk thrash fra Lost Society, som jeg ikke kendte i forvejen, men har fået lyttet en del til her på det seneste i “research processen”. Et eller andet i mig værger sig imod at kunne lide det, det virker sådan lidt old school tumpe thrashet, men det er det samme der på en eller anden måde appellerer til mig, så…. ambivalens!
Ambivalens føler jeg ikke overfor Europe på Helviti kl. 18.45. Jeg har lagt mærke til, at en del undrer sig/kritiserer denne booking af de aldrende svenske heavy metal helte, men det skyldes nok enten at, folk forbinder dem med 80’erne og “The Final Countdown”, eller at de ikke kan lide bandets nyere materiale. Så er der jo ikke det store at stille op, men hvis man man rynker på næsen fordi man tror det er en flok afdankede 80’er fortidslevn, så burde man gøre sig selv den tjeneste af lytte til deres seneste albums. Eller bare War of Kings fra 2015, som, hvis man er til gammeldags, blueset 70’er betonrock, er lidt af en lækkerbisken. Er det et hovednavn som trækker bredt i 2017? Nok ikke, men det skyldes, efter min mening, ikke kvaliteten af musikken. Så håber vi bare på, at vokalen holder til strabadserne live.
Så skal jeg gå et par meter over til Hades, hvor det amerikanske thrash-band Overkill leverer fart og fede riffs kl. 20.15. Bandet har næsten eksisteret lige så længe som undertegnede, dannet i New Jersey i 1980, så rutinen burde ikke fejle noget. Så må man bare håbe, at livemaskinen ikke er rusten, for så kunne det måske gå hen og blive årets Kreator oplevelse. De tog vist røven på mange med deres medrivende og energiske koncert for et par år siden, og ligesom tyskerne er Overkill i rigtig stærk form på albumfronten i disse år. Lad os se om det ikke bliver et hit. På samme tid spiller Memoriam på Pandæmonium, et dødsmetal band der opstod som en hyldest til Bolt Throwers Martin Kearns, der døde i 2015.
Rob Zombie er næste headliner på Helviti, det er kl. 21.30 at groove metal hillbilly-rockshowet rulles ud med alt hvad det nu indebærer. Jeg oplevede noget af Rob Zombies koncert på Orange Scene på Roskilde tilbage i 2014. Jeg formoder, at Refshaleøen er en mere passende ramme end en noget affolket Dyreskueplads. Det er nok ikke her man skal forvente de store overraskelser, det er vel sammenligneligt, på flere punkter, med Alice Coopers koncert samme sted sidste år.
Så er det lidt spændende hvad der sker, ikke kun på grund af navnene, men også spilletidspunkt. På Copenhell’s officielle app står der i skrivende stund at atmosfæriske Opeth indtager Hades kl. 21.45. Det virker lidt upraktisk, medmindre Rob Zombie kun spiller et kvarter… et andet sted på nettet har jeg set koncerten programsat til kl. 23.00. Det virker mere realistisk, ikke? Nå, det bliver forhåbentlig rettet snarest. Hvor og hvornår spiller danske Myrkur så? I følge app’en og hjemmesiden er der black metal messe kl. 23.30 på Pandæmonium. Myrkur virkede indledningsvis som om hun/bandet havde lidt svært ved, at blive taget helt alvorligt, som andet end en fiks gimmick, men nu er de sidste rester af disse forbehold vist ved at være fordampet?
Spørgsmålet med Myrkur er om SPIL NOGET MED SLAAAAYYYYYAAAAARH!, Nå, OK, ja, Slayer kommer og gør som de nu gør: spiller noget Slayer, på en ret Slayer måde. Det gør de, når de lukker Helviti Scenen kvart over midnat. Jeg har set Slayer, øhh, en del gange efterhånden (4-5?) og de har aldrig været dårlige, men det er sgu heller ikke ligefrem fordi de satser hele butikken. Seneste gang var sidste år (hvor Jonas anmeldte) på Roskilde Festival, og det var da… fint! Men jeg er ikke sikker på, at jeg behøver se dem live igen, slet ikke så tæt på seneste koncert. Har du ikke set dem før, eller er mega fan, så er det jo bare kodylt.
Så lakker det for alvor mod enden for Copenhell 2017. Det er vel efterhånden en tradition, at galningene fra Red Warszawa skal være med til at lukke festen? Det gør de på Hades kl. 01.45, mens Black Dahlia Murder fræser Pandæmonium op på samme tidspunkt.
Lørdag er også lidt en so-so dag for mig personligt, da jeg har set de to hovednavne, Rob Zombie og Slayer tidligere. Men bedre end fredag, blandt andet fordi det er glædeligt med de mange danske navne på plakaten, som der forhåbentlig bakkes godt op om fra publikum. Og så er det fedt med to aldrende navne som Europe og Overkill som jeg faktisk ikke har set før.
Det er også lidt den samlede historie, på papiret (vi bliver jo altid klogere når musikken spiller og alt ruller), hvor torsdagen, anført af System of a Down ser ret stærk ud og så bliver det lidt mere ujævnt de resterende to dage. Men hele tiden med spredte godbidder, ikke mindst nogen jeg ikke har smagt på live tidligere, så man kan holde den kørende.
Og lad os så bare komme på beton, det er sgu’ altid en fest, om ikke andet på grund af omgivelserne og det gode selskab.
SES I HELVEDE!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen
