En tur i helvede, og tilbage igen (forhåbentlig) venter forude, og det er jo herligt. Som næsten altid byder Copenhell på et nogenlunde alsidigt program, der både har noget gammelt, noget nyt og en hel del midt i mellem, i forskellige genrer. Fra den hårde rock til brutal metal. Igen er der, med det trods alt begrænsede antal navne der præsenteres over 3 dage, ikke plads til det hele – og heller ikke de mere nicheprægede subgenrer.
Copenhell er, til trods for at den overordnet ER en nichefestival med sit fokus på “metal”, en festival der sigter nogenlunde bredt og “folkeligt”. Det er næppe her du finder de vilde Killtown bookings, de sjældne kultnavne eller den ægte undergrund. Det sørger andre festivaler og spillesteder for, selvom man måske godt kunne savne den dimension lidt et eller andet sted.
Nej, Copenhell sigter efter et varieret program, hvor der i teorien er “lidt for alle”, og som i sidste ende kan sælge billetter. Og det kan festivalen åbenbart i større og større grad, i år er der forlængst ringet med “få billetter” klokken. Der bliver udsolgt, hvis de sidste billetter da ikke allerede er væk i skrivende stund, hvilket betyder over 20.000 mennesker på Refshaleøens beton d. 22.-24. juni.
Det må jo betyde, at Copenhell gør noget rigtigt, sådan cirka hele vejen rundt, at folk tidligere år har haft en positiv oplevelse og er vendt tilbage, og at nye bliver lokket til på grund af festivalens gode (og velfortjente) rygte. Og at programmet tiltaler folk, naturligvis.
Igen i år er det, efter navne som Iron Maiden og Black Sabbath, lykkedes festivalen at booke et stærkt kort, som lige umiddelbart er landet på den eneste rigtige hylde i det bugnende danske festival landskab: System of a Down. Og, trods den skærpede konkurrence og risikoen for gengangere i programmet, eller booking af navne der lige har spillet i Dk, så er det, igen, lykkes at skrue et ret fint program sammen. I hvert fald ud fra en målestok der handler om, at der skal præsenteres noget der ikke lige har spillet på Copenhell.
Det er måske ikke det mest grænseoverskridende line up, eller byder på noget der kommer til at ændre dit liv, men, igen, det er heller ikke den opgave Copenhell sigter efter eller har påtaget sig. Er det lidt konservativt? Ja. Men du sælger ikke 20.000 billetter med et provokerende line up der rusker op i folk. Sådan er det (desværre?) bare.
Så lad os tage en tur rundt i 2017 udgaven af Danmarks hyggeligste, og muligvis mest gennemførte, byfest for fredelige metalhoveder. I fredags kiggede vi på torsdag, nu er turen kommet til fredag (personlige must see navne er markeret i kursiv).
Fredag d. 23/6
Ja, der er ingen tid at spild, bare kom afsted mod Refshaleøen i en ruf, for allerede lidt over middag går det løs. Til de hurtige er der dansk powermetal, af den klassiske skuffe, men i nyere indpakning, fra Seven Thorns, der vandt Tak Rocks afstemning om at spille på Copenhell. Det bliver så kl. 12.15 på Pandæmonium, hvor de får omkring en halv time til at vise deres værd overfor dem der er stået op i god tid.
Så er det i rask trav over til Hades, der åbnes af det danske industrial metalband The Interbeing kl. 13.15, som er aktuelle med det ganske fremragende album Among The Amorphous, som jeg lige har anmeldt til 5 stjerner her på siden:
“Among The Amorphous kommer vidt omkring, eller rettere, The Interbeing formår over 10 numre at bygge et univers op der virker stort, detaljeret og ikke mindst troværdigt, og ikke fremstår som den konstruktion det jo egentlig er. Det er voldsomt ambitiøst hele vejen rundt, men bandet har, heldigvis, både de tekniske OG kreative evner til at bakke det op, så det hverken bliver rent tech-lir eller for gakket futuristisk legestue”.
Men inden de når at blive helt færdige (formodentlig) er det med det lange ben foran tilbage mod Pandæmonium, her får man nemlig lov til, at se fremadstormende Slægt tage kampen op mod dagslyset. Gruppen har netop udsendt deres meget roste album nummer to, der følger op på det fundament black ‘n roll bandet lagde med det fremragende mini-album Beautiful & Damned i 2015. Klokken 14.00 står de klar på Pandæmonium og giver forhåbentlig en overbevisende smagsprøve på numrene fra Domus Mysterium, som jeg sendte topkarakter efter i begyndelsen af maj måned:
“Over 8 numre tager gruppen os med på noget af et ridt, hvor heavy metal delen, for ikke at sige klassisk tungrock der lugter af 70’erne, fylder endnu mere i lydbilledet end på Beautiful & Damned. Det sker så måske lidt på bekostning af den sorte metal, men fortvivl ej, der er stadig rigeligt med hvirvlende og hæsblæsende trommer, brusende guitar og ikke mindst maltrakteret vokal”.
Så er spørgsmålet om man skal tage sig dagens første puster og strække lidt ud, eller storme over mod Hades, hvor de rutinerede sludge/sydstats-metallere Baroness står kl. 15.00. Det kan umiddelbart lyde som en lidt stor scene for gruppen, der måske også har toppet kunstnerisk et eller andet sted, så jeg bliver måske bare stående ved Pandæmonium og venter på næste band. Det dukker allerede op kl. 15.30 i form af Psychotic Waltz, som, indrømmet, er et navn jeg ikke kendte noget til, inden de røg på plakaten, men nu har jeg set prog-bandet fra Californien (dannet i 1988, opløst i 1997, gendannet i 2010) nævnt som et af dem man skal tjekke ud en del steder på nettet. Så det må man jo hellere gøre!
Så er det eller tid til, at få hovedscenen, Helviti, åbnet og det bliver gjort med godt gang i røvballerocken, når australske Airbourne skal forsøge at sparke festen i gang kl. 16.30. Det er måske ikke et dumt valg, gruppens primitivt rockende hårdrock, der lyder som en opdateret version af AC/DC tilsat ungdommelig energi må forventes at stå rigtig, rigtig godt til fadøl. Sofistikeret og overraskende bliver det næppe, og bandet er heller ikke ukendte gæster på vores breddegrader, men nu må jeg hellere få tjekket dem ud live.
Det samme gør sig gældende for The Dillinger Escape Plan, som skal forsøge at rykke en dansk scene rundt for formodentlig sidste gang, når de rammer Hades kl. 18.15 (Motionless In White spiller på Pandæmonium kl. 18.30). Bandet har annonceret deres farvel, og egentlig spillet deres sidste koncert på dansk grund, da de ramte Pumpehuset i slutningen af sidste år – men nu er der altså et ekstra farvel til deres danske fans. Dem er jeg ikke i blandt, mathcore er en af de genrer jeg indtager i meget sparsomme mængder, men jeg er udmærket bekendt med dette bands ry som live band. Så vi hopper lige på sidste omgang.
Og vi forsætter den gode stime af bands, som jeg normalt ikke ville beskæftige mig så meget med, når der er hard rock, the American way, fra Alter Bridge på Helviti kl, 19.15. Al respekt for fans af genren og bandet, men det her er bare lidt for anstrengende og anmassende til min smag. Jeg er tidligere kommet galt afsted med at kritisere guitarist Mark Tremonti, og vokalist Myles Kennedy er noget af det mest skrækkelige jeg kan forestille mig – så det her skal nok blive morsomt. Ej, jeg giver det en chance!
Medmindre Alter Bridge spiller to timer og et kvarter (GYS… kidding!), så er der dømt spisepause og tarmmassage bagefter, så man er klar til et program clash kl. 21.30. Black Star Riders, resterne af Thin Lizzy (der har er hæderligt nyt album ude) indtager Hades, men jeg søger mod Pandæmonium og får indhentet noget forsømt, når jeg tager mig selv i doom-metal skole med svenske Candlemass. Dem har jeg kun hørt sporadisk over årene, men kender deres rygte og betydning og alt det der – men altså aldrig taget mig tid til virkelig at dykke ned i musikken. Indtil de blev offentliggjort til Copenhell, så fik jeg travlt med at terpe. And I love it. Så den får et kæmpe hak i programmet, også selvom jeg ikke helt kan holde styr på hvor mange bandmedlemmer og forsangere der har været igennem svingdøren.
Det KUNNE også godt blive fredagens sidste programpunkt for mig, i hvert fald af de planlagte. Der lurer en lang (tidlig) lørdag forude og en truende Roskilde Festival søndag, det er jo et rent luksusproblem – men sidste år lærte mig, at jeg nok må økonomisere lidt med kræfterne (og hjernekapaciteten).
Problemet med at blive hængende er nok også, at der er lidt af en tom aften i programmet for mig, og min tålmodighed med bands/genrer der ikke lige er min smag er nok også ved at have nået grænsen på dette tidspunkt. Klokken 23.00 indtager Five Finger Death Punch den store Helviti Scene, et band der nok deler vandene (og som muligvis er ved at implodere), som jeg ærligt talt ikke rigtig ved hvad jeg skal synes om. Jo, jeg kan i hvert fald ikke lide det, men jeg hader dem heller ikke aktivt som sådan. Men er det et hovednavn en fredag aften?
Herefter er der dømt mere power metal, denne gang fra tyske Powerwolf som bringer deres store armbevægelser til Hades kl. 00.45, hvilket virker lidt sent for undertegnede, hvis jeg skal være frisk til lørdag. Der er ellers polsk black-doom fra Batushka på Pandæmonium kl. 01.15, hvilket da sagtens kunne have fristet under andre omstændigheder.
Fredag er alt i alt en lidt skævt fordelt dag for mig, hvor jeg får travlt med at nå det hele i begyndelsen, så falder den ud og ender med at fise helt ud. Objektivt, hvis vi skal prøve, så synes jeg måske også vi lige mangler headlinerEN, som kunne give programmet et boost når vi når frem til aftentimerne.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen
