Sidste dag på Copenhell stod i slutningens tegn, naturligvis med Black Sabbath’s sidste koncert på dansk grund nogensinde, ever (formodentlig), men det var nu de yngre, danske kræfter, som I’ll Be Damned, Grusom og Bersærk, der målt på det samlede indtryk (og arbejdsbetingelser) burde stå med størst bogstaver på plakaten. Clawfinger og Helhorse kiggede også forbi!
De forgående dages disclaimer gælder stadig, så er du ikke til genudsendelser, så begynder dagens smøre efter kursiven ender:
Jeg har i år grundet tidspres og fremtidsperspektivet med en Roskilde Festival der for mit vedkommende begynder 09.30 søndag morgen, valgt at være lidt mere selektiv med hvad jeg ser i år. Andre år er jeg gået efter at presse så meget som muligt ind i planen og bare skyde løs på alt der bevæger sig, men i år letter jeg lige lidt på speederen, så jeg ikke bliver vanvittig inden vi når igennem næste uges strabadser også – så beklager på forhånd, hvis der ikke lige er noget om de koncerter du var til.
Ligeledes vil jeg prøve at køre lidt friere “reportage form”, og undlade stjerner, ved de koncerter jeg ikke så det hele af (det har vi nu altid gjort), eller hvor forhold og omstændigheder gør, at det ikke virker helt fair at presse kunstneren ind i en stjerne-skala. Og på grund af redaktionel travlhed, så beklager jeg på forhånd, hvis korrekturen er mere mangelfuld end vanligt!
Alright, uret siger i skrivende stund 01.54, vækkeuret siger kl. 08.00, så vi kan være i Roskilde inden middag. Skal vi se hvad nedtællingen ender på og hvornår jeg er under dynen? Mit bud er 04.00, kaffen er klar, GO.
Efter en temmelig hektisk formiddag med skriverier, fiflen med billeder, holden styr på kontoret, vaske tøj til Roskilde og generelt forsøge at holde et nogenlunde overblik og ikke få en overdosis det ene eller det andet, gik det over stok og sten i GFR Suzuki’en mod Refhaleøen. Ankomst… 11.45? Hva’ satan, det var jo for tidligt? Så der var ligefrem tid til at tage det lidt med ro inden I’ll Be Damned indtog Pandæmonium som dagens første navn.
I’ll Be Damned, Pandæmonium, kl. 12.30 ★★★★★☆
Og det kunne være blevet en pinlig situation for os, hvis bandet ikke havde leveret under de åbenlyst lidt vanskelige arbejdsbetingelser med tidligt spilletidspunkt, lidt tyndt befolket plads (modsat dem, der spiller senere) og et tømmermændsramt sidste dags publikum. Men der ER en grund til at in I’ll Be Damned we trust, for de var, om nogen, den på papiret lidt vanskelige opgave voksen og gik til stålet med vanlig ukuelig energi og arbejdsiver.
Koncerten var måske lige ved at miste pusten en smule, da “Believe It” blev baldret af sted lidt flagrende og hektisk lidt over halvvejs i sættet, men det var også eneste lille bitte minus på blokken. Ellers var det et band, som fra den selvsikre entré, hvor frontmand Stig Gamborg kom slentrende nonchalant ind på scenen, som en vækkelsprædikant der ved hans budskab kommer til at gå rent ind, og til der blev lukket 35 minutter senere, gav den alt hvad den kunne trække.
Jeg har oplevet mere løsslupne og fandenivoldske koncerter fra dem på mindre spillesteder, men jeg kan ikke mindes at jeg har set en så koncentreret og totalt sikker levering af materialet fra dem, uden at de mistede den gnist og tænding der er en del af hemmeligheden i deres buldrende rebel rock.
“People Who Hate People”, “Fuck The World Be Happy” og “Drainage” fik ikke bare suget folk tæt på scenen, det fik losset dem i lørdags-hængerøven så buksekanten kom op under armhulerne og hænderne røg i vejret – der var tydeligvis kendere blandt de fremmødte, men jeg håber kraftedeme også at der kom et par nye til, med den kraftanstrengelse bandet lagde for dagen.
“Right For The Money”, ja tak, den rumlede og brummede grumt og sammenbidt, den nærmest Aerosmith-lydende “Monsters” viste tænder, inden vi skulle en tur på Escobar, “Your Only Home”, før det hele endte i fællesang/råb med lukkeren, “Fever”.
Som fotografen efterfølgende højt konkluderede (hun har ikke set dem før), “hold da kæft hvor er de gode, mand!” Ja. I’ll Be Damned udnyttede omgivelserne, rammen og de kort det var blevet tildelt nærmest optimalt og fik sagt farvel til deres bassist, Anders, med manér og forhåbentlig spillet sig lidt nærmere nye, og større, udfordringer.
Herefter gik det over stok, sten, øl krus, affald og dasende festival gæster over mod Hades.
Tribulation, Hades, kl. 13.15 ★★★★☆☆
Så var der dømt svensk death ‘n roll for fuld udblæsning fra start, og det hentyder ikke kun til det stramme orkester på scenen, men også til vores gode, gamle Copenhell-ven, sidevinden, der havde valgt at aflægge sit årlige besøg her på sidstedagen – især nede i Hades “svinget”, der åbenbart fungerer som en form for vindtunnel?
Nuvel, selvom lyden af og til blafrede lidt om kap med svenskernes hår og i visse tilfælde løse beklædningsgenstande, så var det dog en hæderlig lydmæssig oplevelse det meste af vejen igennem det 45 minutter lange sæt. Og det var sgu med uhyre præcision on the minut, fra de lagde fra land med den helt forrygende “Strange Gateways Beckon” til den knivskarpt eksekverede koncert blev lukket med “When The Sky Is Black With Devils”.
Egentlig lagde de ud med det jeg synes er deres to bedste numre, de fulgte nemlig den riff-tastiske åbner op med den lige så fremragende “Melancholia”, hvor man bare kunne stå og nyde guitarerne kilde en op og ned af ens svedige festival ryg. “The Motherhood of God”, omkring midt i sættet, lyste også op, men det var nu ikke fordi Tribulation på nogen måde spildte deres begrænsede spilletid på middelmådigt materiale.
Der kunne godt have været en større skare samlet foran Hades, ja, og dermed mere liv og stemning, men det virkede nu overhovedet ikke som om bandet lod sig røre af det, selvom det var lidt vanskeligt at afkode hvad der reelt gemte sig bag krigsmalingen de havde iført sig. Det kan måske, hos nogen, skabe en følelse af en lille smule distance til musikken, men for mit vedkommende er jeg nu egentlig ligeglad med om de spiller iført sommerkjoler eller med en spand over hovedet – det spiller fedt og skriver gode sange, så, what’s not to like?
Så var det, efter den førnævnte hektiske formiddag, og 2 koncerter guffet ned i en fart tid til at få sig lidt morgenmad og lige hvile ørerne en lille smule. Det gik så, beklageligvis, lidt ud over Grusom der indtog Pandæmonium kl. 14.00 og dermed allerede havde været i gang i, i hvert fald 5 minutter da vi rundede hjørnet, så den valgte jeg at nyde på afstand, med mad i munden og under forhold, hvor det virker fair at kaste stjerner efter de svedige fynboer og deres bastante, klassiske tungrock. Men de spiller godt nok lækkert, og gjorde fordøjelsen nem og smertefri.
Hurtigt, videre, vildere, tilbage mod Hades, hvor jeg lige nåede at kysse og få brun næse ved I’ll Be Damned’s meet & greet i Styx, high fives og awesome sauce til alle, schnell schnell, Helhorse blev sluppet løs.
Helhorse, Hades, kl. 15.00 ★★★★☆☆
Og skal jeg da lige love for, at de blev! Men først lige en løftet pegefinger, fra en halv-gammel stivstikker, som har et kompliceret forhold til promovering og et firkantet syn på ting som integritet, idealisme og den slags kedelige begreber.
Der kommer absolut ingen plusser i bogen, når koncerten indledes med en reklame for Sort Søndag, ledt an af vært, og i dette tilfælde konferencier, Anders Bøtter, der skulle bånde en intro til søndagens program, på scenen, hvor publikum blev instrueret i hvad de skulle råbe, hvornår, og så ville han ellers komme ned og crowd surfe sammen med nogen der filmede. OK, DM i fesen cross-promotion? Minus i bogen. Don’t fucking tell me what to do. Minus i bogen. Det var for mig en virkelig kikset måde at sætte en koncert i gang på og fremstod som ren iscenesættelse, det kom til at fremstå unødvendigt opstillet. Men det er jo bare frelste mig…
Men på en måde også noget der kom til at gå igen i min oplevelse af Helhorse’s ekstremt højlydte helvedesridt af en koncert! De lagde ud med 120 km i timen og pløjede igennem alle forhindringer, uden sikkerhedssele eller foden i nærheden af bremsen. Det gjorde, næsten uundgåeligt, at koncerten lidt mistede pusten som den skred frem, det virkede ganske enkelt umuligt at holde den kadence i tre kvarter. Men på en måde samtidig utroligt beundringsværdigt, for Helhorse, med den utrættelige indpisker Mikkel Wad i front virkede ustoppeligt opsatte på bare at levere dagens fest, slippe tøjlerne og lade skidtet stikke af.
De VILLE det her, men måske næsten også for meget, det kom i hvert fald til at virke kende anmassende på undertegnede, men igen, det er selvfølgelig smag og behag, og folk lod sig uden diskussion rive med i den grad kondien tillod. “Hell of a Ride”, indeed! Men det beundringsværdige kaos som Helhorse slap fri på og foran scenen, gik til tider også ud over leveringen af ellers gode numre. Konge-hymnen “Death Comes To The Sleeping”, der ellers er noget af en kværnende sejtrækker, slingrede og bumlede derudaf, så den var lige ved at falde fra hinanden, mens “Fuck Art, Let’s Kill” endte i ren bersærkergang med besøg fra, netop, Bersærks frontmand.
Afslutteren, “No Fucks Given” ridser egentlig det hele fint op. Vokalerne var ved at falde over hinanden, bandet spillede forbandet tungt og pågående og jeg stod og ventede på, at nu faldt højtalerne sgu nok ned, eller scenegulvet braser sammen, måske eksploderer bandet bare? Og Helhorse kunne ikke være mere ligeglade med mine forbehold og bekymringer, no fucks given.
Det var nok både den værste og den bedste koncert jeg har oplevet med Helhorse, og jeg er i tvivl om hvad jeg helt skal mene – men sært fascinerende var det. Og på en måde også respektindgydende. Minus introen, ikke mere af den slags, tak! Jeg lander på en 4’er, men pilen snurrer rundt og ved ikke helt om den skal pege op, eller ned.
Bombus spiller på Pandæmonium, hurtig hurtig, eller, hov, to pølser for 60 kr. og en sær susen for ørerne? Vi måtte lige sunde os lidt ovenpå Helhorse’s overophedning af lytteapparatet.
Clawfinger, Helviti, kl. 16.30 ★★★☆☆☆
Efter at have daset lidt på bakken og fået middagsmaden (vi var ved at indhente måltiderne!) var det tid til årets out of left field booking, nemlig semi-opløste Clawfinger. Så vidt jeg har forstået det, så er bandet kun aktive når der gives sporadiske, og ganske få, koncerter, så det her var vel en form for scoop?
Nuvel, de aldrende svenske genre-overskridende metal/hip hop/ bølle rockere trak et stort publikum, eller også var der bare rigtig mange mennesker, der ikke havde andet at give sig til? Any way, det var lidt en lottokupon af en booking, og en af de store gevinster endte det ikke med, men man gik bestemt ikke tomhændet hjem. Det største problem, ud over at Clawfinger måske aldrig har været deciderede verdensstjerner, var nok, at koncerten simpelthen blev for lang. De spillede headliner længde sæt, og det synes jeg ikke det har helt nok virkelig gode og mindeværdige numre til.
Fordelt over sættet var der dog en god håndfuld numre, som “Prisoners”, “Zero’s and Heroes”, “The Price We Pay” og, selvfølgelig, “Nigger” og sidste ekstranummer, “Do What I Say”, der ramte temmelig plet – også hos en stor del af publikum. Det inkluderede også crowd surfende bandmedlemmer, humoristiske og godt med glimt i øjet kommentarer fra en veloplagt Zak Tell i front, iklædt et løstsiddende leopard jakkesæt (!) og i det hele taget et band der virkede meget nede på jorden, i øjenhøjde med publikum og helt bevidste om deres opgave, arbejdsbetingelser og position i musikhistorien. Ingen højrøvede attituder eller en fornærmet indstilling, hvis en sang ikke lige blev modtaget med stormende jubel.
Det mest overraskende var nok egentlig, udover at musikken, trods en lidt antikvarisk følelse, holdt fint og at selve bandet ikke fremstod det mindste afdankede. Solid hyggekoncert med gode vibrationer, men så heller ikke mere.
Så var bægeret ved at være godt fyldt, det mentale vel at mærke, det til drikkevarerne var sørgeligt tomt, så vi søgte lidt læ for verden i Tutten Bodega og kunne også lige får hvilet de sure festival futter, inden aftenens strabadser. Og der blev fortalt løgnehistorier, grinet lidt, klynket, hadet, hånet og udtrykt håb for fremtiden… og den kunne tilhøre det band vi efter noget zig zag og overspringshandlinger fik fundet tilbage til Pandæmonium for at høre. Hov, vi hørte sgu da hele Rival Sons udmærkede rock og rul koncert på Helviti, fra bakken, så den tæller også med i regnskabet på en eller anden led.
(Og lige HER gik fotografens kamera i baglås og kunne ikke skyde mere)
Bersærk, Pandæmonium, kl. 21.00 ★★★★★☆
Nu var der satme godt fyldt foran den lille scene, der måske er ved at være lidt for lille hvis der skal være 15-20.000 mennesker på pladsen, og ingen andre koncerter samtidig? Nuvel, Bersærk!
Der er i bund og grund ikke så meget bersærker-gang over aarhusianerne, modsat Helhorse, som de et eller andet sted deler et musikalsk slægtsskab med. Bersærk er en mere målrettet, koncentreret og kompakt bulldozer, som kører i et tungt, snurrende og kraftfuldt musikalsk leje.
Jeg har været positivt stemt overfor EP’en Trældom og albummet Mulm, selvom det ikke er udgivelser jeg sætter på dagligt, da bliver det måske alligevel en kende for, jeg ved ikke, monotont, måske? Monotont i sin lyd og udtrykket helt overordnet, Men live synes jeg faktisk at materialet næsten stod endnu stærkere, og det var noget af en halv times rambuk gruppen fik kørt frontalt ind i Pandæmonium-pladsen der!
Og endda uden at de behøvede gejle publikum nævneværdigt op, det klarede numre som den overrumplende åbner “Dæmring”, “Nordenvind”, “Ulm” og ikke mindst “De Glemte”, uden problemer på egne præmisser, selvom den velsyngende Casper Popp i front nu heller ikke har stået bagerst i køen, da der blev uddelt opgejler-gener – men det var nu i en helt tilpas mængde.
Nu gælder det Roskilde Festival og Rising Scenen mandag aften, måske et knap så taknemmelig publikum, men hvis bandet leverer samme forrygende indsats der, så skal de nok ende med at vinde flokken over.
Så lakkede det mod enden, på flere fronter, skyerne trak ind over pladsen om mørket faldt på og The End rykkede nærmere
Black Sabbath, Helviti, kl. 23.00 ★★★★☆☆
Den er lidt vanskelig for mig helt at sætte præcise stjerner på, og det er måske også lidt lige meget. Derfor blev det 4, af den vejledende og lidt vage slags. Det her handlede i bund og grund om at sige farvel til nogle af pionererne og et af de vigtigste bands indenfor rockmusikken, og for en stor del af det enorme publikum der troppede op, måske også for at se giraffen. Og vise respekt, ikke mindst!
Musikalsk var Black Sabbath en mægtig oplevelse, og lige så monumentalt velspillende, som man kunne have håbet på, det er simpelthen riffs og sange som ER rockhistorien, og som utallige bands har ladet sig inspirere af, og forsøgt at gøre efter, i tidens løb, uden at nogen måske helt har kunnet matche det. Der er kun et band der kan være dem, der har gjort det først….
Desværre, og det piner mig lidt, havde bandet dog en lille klods om benet, og det var ikonet og fænomenet Ozzy Osbourne. Mennesket bagved det sorte hår og matchende tøj kan man næsten ikke andet end holde af, hvis ikke knuselske, der er kort og godt noget utroligt varmt og elskværdigt over den mand, men synge det kan kan altså ikke længere. Onde tunger vil sikkert påstå, at det har kan aldrig kunnet, men det er noget fis. Ligesom kunstnere som Tom Waits, Bob Dylan og Neil Young, for at nævne nogle stykker, så er det ikke stemmepragtens styrke, skønhed og tekniske formåen der er afgørende, det er hvordan den bruges og hvordan den bidrager til stemningen og musikken – og der tilhørte Ozzy øverste hylde.
Der var bare ikke særligt meget tilbage i tanken….
I alt for lange perioder så lød Ozzy’s vokal som sløret mumlen, og enkelte gange, som i “Fairies Wear Boots”, i begyndelsen af koncerten og især hele vejen igennem “Dirty Woman” mod slut, var det falsk, uskønt og uden mange forsonende elementer. Til gengæld gik det mere end godkendt igennem på medrivende udgaver af “N.I.B.”, “Children of The Grave” og åbneren “Black Sabbath”.
OK, der er nok 20.000 meninger om, hvor meget Ozzy trak ned, hvis overhovedet, men jeg synes sgu han periodevis blev et forstyrrende element, i en ellers instrumentalt fængende og meget værdig koncert. Vokalens udsving var en ting, det der gik mig lidt mere på nerverne var Ozzy’s hang til utallige gange at snige et “I love you all” eller “God bless you” ind, mens bandet tordnede den ene klassiker efter den anden ud fra scenen. Lige som man stod og forsvandt væk til Iommi’s eller Butler’s djævelske tryllerier, så kunne man pludselig hører et halv-kvalt udbrud fra Ozzy, shhhhhh, de spiller!
Men men men, når granitblokke som “War Pigs” og “Iron Man” blev banket ned i Refshaleøens betonunderlag, og publikum overgav sig til fællessangen uden betingelser, så var alle de der men’er og forbehold sgu lidt lige meget.
Man kunne nok ikke forlange meget mere.
Klokken er nu 03.49, Copenhell 2016 er i bogen, en af de gode årgange, og GFR er over and out, vi ses i Roskilde om.. .alt for kort tid.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen (NB: flere fotos på vej, på et tidspunkt, vi skal lige have tid til st sortere)
