Portene til helvede på Refshaleøen står allerede på klem, og om ikke længe bliver de slået op på vid gab, når den 7. udgave af Copenhell indtager det gamle B&W område med hårde og tunge toner og horder af glade metal og rockfans. 20.000 bliver vi i år, hvor festivalen for første gang kunne melde udsolgt. Vi tager en tur i det program der har vist sig at være festivalens hidtil mest populære, målt på antal solgte billetter. Vi lægger ud med torsdag.
Men først lidt overordnede betragtninger. Copenhell er kendere af deres eget publikum og målgruppen, det skal man jo selvfølgelig også være som niche-festival, og booker derefter. Og ligesom andre festivaler er de naturligvis underlagt “det muliges kunst”, hvilket især kan være en udfordring hvad store hovednavne angår. Der er ganske enkelt ikke så mange af dem længere, og der kommer ikke rigtig nogen nye til, der kan tage over – hvilket Copenhell og andre festivaler/spillesteder måske også er delvist medskyldige i. For bliver man ved med at booke den gamle garde, fremfor nyere navne, så kommer der jo heller ikke nogen frem. Omvendt skulle man jo tro, at var bands gode nok, så kom de frem i verden uanset hvad.
Copenhell er som regel en ret stabil størrelse, med nogle legender og afprøvede (nogen gange udtjente) navne i toppen, lidt nyt i næste lag, svipsere som Turbonegro og The Darkness der får lov til at lege headliner, og så et mellemlag og en undergrund der kan være hit and miss. Festivalen er ikke ude på at sætte nogen decideret ny musikalsk dagsorden, der appelleres nogenlunde bredt og alsidigt og det hele er lidt konservativt – lige som metalmiljøet tit får på puklen for at være. Men det er nu engang den linje der er stukket ud, dette er ikke en undergrundsfestival!
I år er der ekstra gråt hår i toppen af plakaten, der prydes af navne som Black Sabbath, Scorpions, Alice Cooper, King Diamond og Megadeth. De to sidstnævnte er gengangere, Black Sabbath er på vej på pension, Scorpions må være på vej i samme retning og Alice Cooper fylder 69 næste gang. Det er egentlig meget sigende, på flere punkter.
Det er jo tydeligvis navne folk stadig gerne vil betale penge for at se, ikke mindst Sabbath, nu de officielt siger farvel. Det er svært at argumentere imod det billetsalg, men… hvad så nu? Ikke lige nu, men de kommende år? Hvor mange aldrende legender er der, som kan være på en sidste æresrunde og som Copenhell kan være dygtige/heldige at booke? Hvor mange gengangere kan festivalen bære? Plakaten ser bestemt vægtig ud i toppen i år, og jeg glæder mig til at se dem alle, men jeg sidder også og tænker på, hvor de kommende års hovednavne skal finde henne?
Copenhell har lidt det problem, at de ikke bare kan sætte fingeren på tidens puls som Roskilde, og lave en stuntbooking som Major Lazer og kalde det et hovednavn og på den måde “fylde hovedscenen ud”, indtil der dukker noget op igen med substans. Copenhell er lidt afhængig af metallens og rockens legender for at sælge billetter, i hvert fald i omfang som i år (mindre kan sikkert også gøre det), og det kan da godt gøre en lidt nevøs hvad fremtidsudsigterne angår.
Det skal ikke lyde for pessimistisk, for jeg er faktisk meget positivt stemt overfor årets program, hvor ovenstående bekymringer og strøtanker jo omhandler en fremtid der alligevel er umulig at forudsige. Kigger vi på nu’et, så er det måske mere end nogensinde lykkes Copenhell at sammensætte et program der både appellerer, for genren herhjemme, bredt og har name value nok til at få folk lokket ud på Refshaleøen, og den nu optimerede og større festivalplads.
Det ER sgu’ Danmarks hyggeligste festival og publikum, og så styrer vi elegant rundt om hele diskussionen om metal skal være hyggeligt, vil jeg have blod og sved, så tager jeg til hardcore på Stengade eller i Ungdomshuset. Jeg ved godt hvad jeg går ind til når jeg træder igennem helvedes porte ude på betonøen.
Torsdag
Copenhell starter sgu da tidligt i år, buhu og desværre for mig, for jeg kommer ikke udenom at møde på arbejde, det jeg får penge for, på festivalens først dag. Så jeg går, ærgerligt nok, glip af de første par navne, men det skal da ikke forhindre mig i at kigge på, hvad der venter dem, der er så heldige at slippe ud af trædemøllen i tide.
Den, måske tvivlsomme, ære af at åbne hele ballet, mens det må forventes at en del mennesker stadig er på vej igennem indgangen, tilfalder i år danske Defecto, når de indtager Pandæmonium kl. 13.30. Det var da halv-tidligt, ikke kun til melodisk powermetal, men bare sådan generelt. Nuvel, jeg anmeldte Defecto’s debutalbum, Excluded, til 4 stjerner tilbage i marts måned:
“Københavnske Defecto albumdebuterer med pomp, pragt og en god portion pondus. Stilen er symfonisk metal med progressive rockelementer, der flyder fornemt det meste af vejen, men måske lige mangler de sidste finjusteringer for at være en fuldtræffer”. Læs hele anmeldelsen HER
Derefter har du tid til en tur i Asgaard, i Biergarten, i Tutten eller på tønden, der går nemlig indtil kl. 15.00 inden der er musik igen. Så er det nemlig næststørste scene, Hades, der skal sparkes i gang, og det bliver med mere metal med power i, denne gang driftsikker og uopslidelig tysk maskinkraft fra Blind Guardian. De blev dannet midt i 80’erne, da der stadig var noget der hed Vesttyskland, og er et af de her veteranbands hvis eksistens jeg altid har været bevidst om, og har flirtet med enkelte numre fra, men aldrig dykket ned i. Lidt ligesom jeg havde det med Kreator, indtil deres nyeste album fra 2012 – og det viste sig sateme at være en god idé at dykke ned i, hvem kan glemme deres koncert sidste år på Copenhell? Nå, mon Blind Guardian kan gøre dem kunsten efter, selvom det er midt på eftermiddagen?
Er tysken lidt slap i kødet, så kan du blive hængende ved Pandæmonium og se hvad Black Peaks er for noget kl. 15.30. Der loves “prog-metal, hardcore, vildskab og total uforudsigelighed”, så jeg googler lige…. OK, forsangeren synger nydeligt rent, har forlænget Hipster-Hitler hår og Mumford & Sons overskæg i videoen til nummeret “Savior”. Jeg er nok ikke nået frem på pladsen endnu!
Det er jeg, forhåbentlig, når hovedscenen Helviti skal have en fordrukken punk n’ celtic roll omgang for utøj, når Bostons stolte musikalske slagsbrødre Dropkick Murphy’s dukker op kl. 16.15. Det er jo nærmest en irsk/amerikansk musikalsk pendant til Stewart Stardust: peakede nok i start 00’erne, men jeg er formentlig stadig i stand til at trække på smilebåndet og nippe til en øl, når der går høj bølgegang og skumsprøjt i den.
Vi dribler tilbage til Pandæmonium kl. 17.30, hvor et nyere band (ok de er dannet i 1997, men i Copenhell sammenhæng er en moden teenager stadig meget ung) med et godt live-rygte står klar til at give den fuld pedal. Norma Jean er metalcore, og dermed har jeg allerede hånden i lommen på min pæne polo t-shirt, klar til at hive et rødt kort op. At de så i begyndelsen af karrieren blev koblet til den kristne metalscene, gør en direkte udvisning meget sandsynlig. Men, det jeg har hørt fra dem er ikke stress-core, så det er et plus, og den kristne ting har de selv lagt lidt afstand til, og de skal nok mere anskues som nogle kristne dudes. der spiller metal, hvor budskaberne måske kan findes i sangene, men ikke som noget forkyndende element. Desuden har jeg jo også lyttet til noget værre kirke-brænder musik, uden overhovedet at kunne relatere til den slags budskaber. Det tjekker jeg sgu nok ud!
Ellers kan man jo tjekke August Burns Red på Hades kl. 17.45 ud, men i en lidt underlig programsætning er det også metalcore – lidt mystisk at placere to navne, som kunne appellerer til det samme publikum nærmest oven i hinanden? Any way, her er vi ovre i skriger-core kategorien og mit blodtryk begynder allerede at stige lidt ved tanken, men hey, det er bedre end pop-omkvæd, så, hvis Norma Jean ikke lige vinder lodtrækningen på dagen, så må jeg da se hvad det her kan live.
Så er vi allerede fremme ved første hovednavn kl. 19.15 på Helviti, og en frontrunner til det der kunne blive en af de største oplevelser på Copenhell i år, nemlig en omgang uskyldig horror-heavy fra den gamle skræmmebøhmand Alice Cooper. At hans musikalske og teatralske tegneserieunivers engang kunne få borgerskabet op af stolene og råbe vagt i gevær virker ærlig talt lidt fjollet, men ok, nu skriver vi også 2016, hvor en af hans arvtagere, Marilyn Manson, virker mere komisk end skrækindjagende, så, ja, tiderne skifter. Det kunne lugte af afdanket afdansningsbal, men Cooper og hans liveshows har fået rigtig gode anmeldelser her de senere år, så det her ser jeg frem til.
Er det ikke rigtig dig, så kan du sætte kurs mod Pandæmonium kl. 20.30, hvor der er noget så eksotisk i torsdagens program som…. metalcore? WTF, MERE?! OK, der er så tale om anmelderroste Converge, der har fået festivalens mindste scene at boltre sig på, det kunne da godt ende med at stikke af og blive årets vildeste fest på Pandæmonium? Så… spiller Alice så længe, at man er nødt til at gå før slut for at nå, at få det hele med af Salem, Massachusetts bandets udskejelser?
Hvis du er blevet hængende omkring hovedscenerne, så kan du se endnu en kunstner der på papiret havde sin storhedstid for 30 år siden (og måske kunne trænge til en tur med strygejern?), nemlig den gamle, krøllede sleaze-rocker Nikki Sixx og hans SIXX:A.M., der indtager Hades kl. 21.00. Jeg grinede overbærende, da jeg læste om bandet og denne booking, men nu har jeg læst lidt anmeldelser hist og her og det er ikke blevet sablet ned? What gives??
Det tynder ud i alternativer, og programlæggerne har tydeligvis valgt for os, hvis vi vil have live musik resten af aftenen. Klokken 22.30 er der igen hovednavns- og måske afdanket alarm, når de tyske superveteraner Scorpions hiver den klassiske heavy ind på Helviti. Bandet er så gammelt, at guitarist og med-stifter Rudolph Schenker fløj nogle af historiens første bombetogter, over Normandiet, under første verdenskrig. OK, det er løgn, det var over Polen, og det var under anden verdenskrig. Nein? Nå, dannet tilbage i 1965 (!) og nok mest kendt for verdenshittet “Winds of Change” i 1990, der blev en art hymne for den tyske genforening – der er ikke meget der peger på, at de udholdende tyskere har megen relevans her 26 år senere. MEN, igen er der tale om et veterannavn, som har fået ret så fine liveanmeldelser de senere år, så jeg er klar til at lade mig rocke som en hurricane, jah.
Herefter har du 3 valgmuligheder, gå tidligt hjem, blive hængende ved Hades eller gå mod Pandæmonium. På sidstnævnte er der 00.15 midnats-doom fra With The Dead, der består af medlemmer fra blandt andet Electric Wizard og Cathedral. Samtidig er der GUTTERDÄMMERUNG på Hades, hvor filmen af samme navn vises: “med blandt andre Iggy Pop, Henry Rollins, Tom Araya og Josh Homme på rollelisten bliver vist eksklusivt på COPENHELL 2016 ledsaget af et liveband, der leverer filmhistoriens tungeste soundtrack”.
Det var så det for torsdagen, en første dag der lidt domineres af metalcore og trodsige pensionister, der ikke gider tage hjem. Det bliver herligt! Ses i helvede, og i morgen forsætter hvor vi slap – med fredagen.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFR
