Så oprandt sidstedagen på Copenhell, og hvor fredagen endte i vrøvleudbrud fra i hvert fald et redaktionsmedlem og en givetvis elegant sortie ud i nattemørket, så var GFRocks udsendte mere sammenbidte og fokuserede denne lørdag, hvor solen sandelig også kiggede frem. Altså i hvert fald et kort stykke tid.
Vi er åbenbart en morgenfrisk forsamling, for allerede i god tid til dagens første band stod redaktionen og sidekick klar foran Pandæmonium, endda med en dåseøl indtaget uden for indgangen under vesten. En højlydt annoncering af at der var 6 minutter tilbage af happy hour afsporede yderligere den strenge afholdenhed, og så stod vi der igen, med fadøl i hånden, mens mørke skyer truede over Refshaleøen, og Franklin Zoo gik på scenen med et primalbrøl fra forsanger Rasmus Revsbech.
Franklin Zoo ★★★★☆☆ (anmeldt af Ken)
Så var vi søreme allerede nået til begyndelsen til enden, første koncert, på festivalens sidste dag, hvor vi som det sig hør og bør havde indfundet os tids nok til at få starten med. Nemlig middagsvækning, og en lille skål, med de danske tung rock-grungere, Franklin Zoo.
Bandet var en sidste øjebliks tilføjelse til plakaten, udvalgt i samarbejde med Tak Rock!, hvilket forsanger Rasmus Revsbech også pligtopfyldende fik annonceret og takket for midt i gruppens korte og kontante sæt. Der var nemlig ikke meget tid til udenomssnak, da bandet kun havde 30 minutter til rådighed. Det gav lidt følelsen af at overvære en showcase, frem for en egentlig koncert, og lidt mere spilletid havde nok også været til bandets fordel.
Med lidt mere tid til at bygge op, og få lidt fleksibilitet ind i sættet, man kunne kalde det spændstighed, havde Franklin Zoo haft muligheden for at brage helt igennem. Nu fik vi “kun” en større luns i stedet for det fulde måltid, men bandet virkede eddermame opsatte på, at få den halve time til at tælle for noget – og bevise, at de havde fortjent et fuldt sæt.
Det har de også, for et eller andet sted er de allerede for rutinerede og dygtige til at skulle vise deres værd på denne måde, men således er loddet muligvis for et band i deres genre her til lands. Er det hardrock? Er det klassisk 70’er betonrock? Er det heavy grunge a la Alice In Chains og Soundgarden? Ja og nej, det er sådan lidt det hele, og med trumfkortet Revsbech i front med sin imponerende lungekapacitet, brandvarme skærebrænder vokal (ja, den lyder lidt som Chris Cornell, dengang han kunne synge) og flotte teknik, burde gruppen allerede være kendte i meget bredere kredse herhjemme.
Sammenligningen med de to sidstnævnte bands er fristende, og for nogen også noget de har svært at abstrahere fra. Jeg har ikke de store problemer ved det, selvom jeg har dyrket både Alice In Chains og Soundgarden. På numre som “Overflown” og “My Dying Day”, fra bandes debutalbum Untamed, der faldt tidligt i det korte sæt, klinger grunge-lyden temmelig tydeligt igennem. Franklin Zoo har det samme tunge melodiske svung, der er noget med opbygningen af numrene, nogle vokalharmonier og den der lidt dunkle og sammenbidte stemning over det, som dufter lidt af 90’ernes Seattle.
Da de numre faldt, havde Franklin Zoo allerede godt fat i pladsen, og fået folk til at rykke nærmere. Der var ellers lidt langt mellem rækkerne, da bandet åbnede for fuld kraft med et af deres ældre numre, “Fail Again, Fail Better”, fra deres første EP. Men med energisk arbejdsindsats fra hele banden, “fuck det, vi spiller på Copenhell” attitude og en god sjat viljestyrke fik bandet samlet en fin klynge foran scenen.
For mig toppede det hele med “Silent Screams” (også fra Untamed), inden bandet lukkede koncerten med 2 numre fra deres nyeste EP. “Silent Screams” har en lidt atypisk opbygning, det virker lidt som om omkvædet sætter i lidt forsinket i nummeret, hvilket giver en effektiv “boost-effekt”, hvor man liiige når at tro at nummeret er gået i stå, og SÅ kommer peaket. Herefter fulgte bandet tungt op med “Walk Alone”, der indledningsvis nok er det nærmeste Franklin Zoo kommer metal-musikken, da bliver der sgu brummet igennem, inden de lukkede og slukkede med “Left for Dead”.
Personligt havde jeg måske shufflet den sætliste lidt, måske bare smidt “Silent Screams” til sidst? Måske er det fordi jeg ikke kender afslutningsnummeret, men den virkede måske ikke helt som en sæt-lukker i mine ører.
Nuvel, der er ikke mange fingre at sætte på bandetes indsats og levering, ud over at det var lidt for kort og føltes en smule fortravlet, så vi lige kunne nå smagsprøver fra det meste af bagkatalogtet. Så bookerne må tage noget af skylden for, at det “kun” bliver til 4 rocksolid stjerner til Franklin Zoo.
Horned Almighty ★★★★☆☆ (anmeldt af Jonas)
Efter Franklin Zoo kom der lidt andre boller på suppen. I følge konferencier Leifur består Horned Almighty af fire halvgamle, sure mænd, der spiller bøllerock. Det er måske endda lige niveauet grummere end bøllerock, kunne man tilføje, for der er også er lidt mere end en snert af 90’er black over de 4 bemalede herrer, der sandt for dyden ikke lagde fingrene i mellem i deres tempofyldte angreb på publikums trommehinder.
Bandet har efterhånden en del år og en håndfuld albums på bagen, og det kunne høres i den tighte levering. Sure var de fire herrer i hvert fald, for der var fyret godt op for de mugne attituder hos kvartetten – solen til trods, for undervejs i koncerten begyndte den nemlig for alvor at titte ned på publikum på Copenhell. Det gjorde ikke Horned Almighty i mindre grumt humør, og de fortsatte ufortrødent med at tæve deres hidsige numre ud over et relativt medlevende publikum. Lidt aftenmørke havde dog ikke gjort noget, men Horned Almighty gjorde i hvert fald hvad de kunne for at slukke lyset og trække mørket frem på pladsen. Hurtigt, hidsigt og dunkelt og med en karismatisk Simon “Smerte” Pedersen som omdrejningspunkt i front.
Herefter var det tid til dagens første rekognosceringsrunde på pladsen, som blandt andet ledte os om til Hades, hvor folkmetallerne i Huldre dog ikke formåede at fastholde os – første offer for drejelire, violin og vokal på gammeldansk var den faste sidemand, der rablende forlod området. Ikke længe efter fulgte redaktionen med og bevægede sig, via mad pitstop, tilbage til Pandæmonium, hvor Halshug stod klar.
Halshug ★★★★☆☆ (anmeldt af Ken)
At Halshug, der lyder som noget der lever op til ens fordomme om noget der er kommet ud af Ungdomshuset, har fået lidt hul igennem, antydede det ganske imponerende fremmøde foran Pandæmonium. Trods deres harske og skramlede toner, hvor alle mulige punk og hardcore afarter smelter sammen til en arrigt og flosset lydbillede, så var der mange der var klar på at få hovedet kappet af.
Jeg skal da også love for, at gruppen efter bedste evne forsøgte at fræse folk midtover med deres musikalske rundsav i de 28 minutter koncerten varede. Det lyder ikke af meget, men det var måske i virkeligheden 5-10 minutter for lang tid til, at Halshug ramte med helt den sønderlemmende effekt, som deres febrilsk rasende og uforsonlige album Blodets Bånd ellers ligger op til. Det nåede simpelthen at blive en kende monotont inden vi kom i mål ,og virkningen fortog sig lidt – eller ens sanser var blevet lammet af det konstante bombardement på scenen.
Derfor smeltede numrene også mere og mere sammen for mig i løbet af den lille halve time, det kan der naturligvis være en pointe og ønsket effekt i, så det hele bare ender med at føles som ét langt kompromisløst overfald. Ind imellem, især under første halvdel af koncerten, fangede jeg en genkendelig dansk tekstbrok hist og her, eller kunne genkende numre som “Gudsforladt”, der åbnede koncerten, “Afmagt” og titelnummeret. Det er egentlig heller ikke så vigtigt, det der tæller her er energien, vreden og at få afreageret.
Man kan ikke klandre Halshug for det de gør, de gør deres ting, og sådan er det. Et kortere, endnu mere koncentreret og præcist hug til halsen havde måske haft endnu større effekt…… og så kan man diskutere om musik som denne overhovedet er egent til en halv-stor open air scene i dagslys, eller den ikke har bedre vilkår i en ramponeret kælder, eller et lille hærget spillested?
Turbonegro ★★☆☆☆☆ (anmeldt af Jonas)
Efter Gojiras bredsider satte vi os på bakken med udsigt mod Hades-scenen, hvor norske Turbonegro gik i gang kl. 20.30. Nordmændene spiller en form for punket party-rock og der er masser af humor involveret i både optræden og tekster. Om man så lige synes det er lige sjovt det hele, det er så en anden sag. Faktisk er det lidt som om joken er ved at være lidt gammel. På den positive side, så lader Turbonegro sig ikke mærke med det, og de spillede faktisk ganske tight og solidt. Musikken i sig selv er bare heller ikke voldsomt interessant, og det var som om bandet først for alvor nåede ud til os på de billige rækker da de begyndte at spille cover-numre – blandt andet Dire Straits ‘Money For Nothing’. Deres egen ‘City of Satan’ slap de dog også fint fra.
Tony Sylvester i front for bandet, i korte cowboyshorts, stram gul t-shirt og læderkasket, sprang energisk rundt og dansede løs mens han sang og på ‘I Got Erection’, som er bandets eget hit, fik de kortvarigt en del tøhø-grin frem rundt omkring på pladsen. Det skal der også være plads til, men samlet set efterlod Turbonegro indtryk af at være en vittighed, der er blevet fortalt lidt for mange gange, og hvor timingen måske ikke var helt på plads. Energien var der egentlig ikke så mange fingre at sætte på, men det er altså bare ikke helt nok.
The Darkness ★★★★☆☆ (anmeldt af Jonas)
Et andet band, hvor man godt kunne frygte det ville virke lidt outdated, var engelske The Darkness, som overtog Helviti-scenen kl. 21.30. Bandet havde stor succes tilbage i 2003, hvor de hittede massivt med ‘I Believe In a Thing Called Love’, som du nok husker for falsetvokalen. Manden bag den hedder Justin Hawkins, og han var en del af grunden til at koncerten faktisk i store træk var ganske underholdende. Hawkins indtog nemlig scenen som om han ejede den, og der gik ikke længe før først den lyseblå jakke var smidt, og herefter den lille vest, han havde på indenunder, så han styrtede rundt på scenen med den fuglebrystede overkrop struttende ud over det hele. Med et væld af skæve kommentarer og en hyperenergisk tilgang til det musikalske, var det svært ikke at trække lidt anerkendende på smilebåndet, når numre som ‘Get Your Hands Off My Woman’ og ‘Love Is Only a Feeling’ blev blæst ud over publikum.
Endnu mere skævt blev det, da The Darkness fyrede en overstyret version af Radioheads ‘Street Spirit (Fade Out)’ af – vi var overvejende begejstrede. Ind i mellem undervejs blev det lidt for meget af det gode og der sneg sig lidt tomgang ind, men Hawkins sørgede gang på gang for at hive os ind igen. Blandt andet da han tog en runde på pladsen på ryggen af en sikkerhedsvagt mens han lirede en lang guitarsolo af, ligesom han undervejs i koncerten både var iklædt omvendt BH og kongekrone.
Og vi fik selvfølgelig også ‘I Believe In a Thing Called Love’ som kunne få en stor del af publikum til at falsetbrøle med efter bedste evne. Hawkins har måske ikke helt samme vokal mere som han havde engang, men pyt med det. Denne aften vandt The Darkness på underholdningsværdien, og selv om de måske ikke har så meget nyt at komme med, så kan de stadig fyre en rockkoncert af.
Bloodbath buldrede på Hades, og vi fik også lidt af Ghost med på Helviti da de gik på ved midnatstid, men der var løbet kørt. Vi er ikke helt overbeviste af de maske og kutteklædte svenskere, så vi tog konsekvensen og pakkede sydfrugterne og forlod Copenhellpladsen for sidste gang i år. Musikalsk en noget blandt oplevelse med både lav- og højdepunkter (de var til gengæld også høje!), men stemnings- og hyggemæssigt i top – og ikke rigtig nogen fingre at sætte på afviklingen, ud over en lang kø torsdag eftermiddag. Vi ses igen om et års tid!
Af Jonas Strandholdt Bach og Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Strandholdt Bach
