Franske Gojira havde muligvis hørt, at Kreator leverede en af årets bedste koncerter på danske grund dagen inden (den skulle måske have haft 6 stjerner?), for tidligt lørdag aften prøvede også de at få Copenhell’s betonunderlag til at kollapse. Det blev ikke en medrivende fest som med Kreator, derimod blev det en magtdemonstration af den seriøse og mere sammenbidte slags.
Man kan ikke beskylde de miljøbevidste og tænksomme franskmænd for at være de store festaber, eller showmænd på en scene, her er det musikken der tæller. Og hold nu kæft hvor blev deres melodiske, tekniske dødsmetal leveret som ventede dommedag forude og noget skulle UD af systemet inden!
I de cirka 80 minutter den franske Godzilla tromlede løs og prøvede at rive Helviti ned, var det egentlig kun under et lidt rodet afslutningsnummer, at de mistede grebet lidt. Da havde de også forlængst spillet de 5 stjerner i hus og rystet Copenhell i sin grundvold, så det er mindre ridser i lakken på en koncert som fortjener at blive husket lang tid fremover. Som min sidemand formulerede det allerede halvvejs, “jeg tror jeg har brug for en serviet….”.
Koncerten føltes som ét langt, nærmest uafbrudt, og sammenhængende overfald, hvor Gojira spændte alle muskler i kroppen og lod en massiv trykbølge af rumlende og tordende metal skylle ud fra scenen, så bukseben blafrede, og spredte kæbepartier måtte samles op fra betonen. For satan hvor var det HØJT og nådesløst, uden at det blev monoton larm. Jovist, forsanger og guitarist Joe Duplantier’s ellers flænsende vokal drukende af og til i det øredøvende jordskælv fra bandet, men man tilgav at resten af bandet overdøvede ham momentvist, fordi de spiller så røvfedt og knivskarpt. Især trommeslager (og brormand til forsangeren), Mario Duplantier var en ren force of nature bag tønderne.
Hvor er de bare et vildt band. Nuancerne fra bandets relativt komplicerede studieversioner blev overdøvet en smule, men man tilgav det gerne når et nummer som “L ‘Enfant Sauvage” så i stedet for lød endnu mere bistert, gnistrende og TUNGT. Inden da havde vi været igennem noget af en rambuk af et udlæg med “Ocean Planet”, “The Axe”, “The Heaviest Matter Of The Universe” og “Backbone”. The heaviest matter of the universe kunne næsten have været overskiften for koncerten.
Efter udgaver af “Flying Whales” og “Oroborus”, der fik knoglerne til at rasle og underlaget til at ryste så det gav udslag på Richter-skalaen, var det tid til at trampe lidt på ruinerne med ekstranumrene. Det var også her det hele endte en smule rodet, “Vacuity” fik losset fint til de sidste murbrokker, men så fulgte en lidt unødvendig trommesolo og den lidt ufoløste afslutning i form af “Where Dragons Dwell”. Efterrystelserne med sidste nummer kunne man egentlig godt have undværet, ildspydende Gojira havde overvundet Helviti og Copenhell forlængst.
Jeg føler mig også overbevist om, at jeg ikke var den eneste der stod tilbage let måbende, halv-smilende og lettere mørbanket bagefter. Gojira levede op til rygtet, og fik også demonstreret at det reelle hovednavn lørdag spillede i dagslys og ikke senere på dagen når støvet havde lagt sig, hvor der gik lidt cirkus og omrejsende tivoli i den.
Og så gik vi ud og ledte efter de der servietter.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Strandholdt Bach
