Ice-T har efterhånden rundet de 57 år, men han er altså stadig badass nok til at tage på turné med Body Count, der havde storhedstid midt i 90’erne. Decideret badass var koncerten på Copenhell ikke, men den var da for det meste underholdende og periodevis velspillet.
Ice motherfuckin’ T har fået nyt navn, fortæller han os. Nu hedder han Ice Motherfuckin’ T, BITCH! Javel så. Han har også taget sin søn med, Little Ice, som får lov at stå et par meter bag farmand og en gang i mellem råberappe lidt og være hypeman. Der går også en Body Count kasketsælger rundt blandt publikum. På mange måder er Body Count en underlig størrelse med deres rapmetal, der kombinerede gangsta-rappens fascination for våben og bander og had til politiet, med metallens aggressivitet og tunge guitarer. Den forbindelse er der ikke umiddelbart meget af i nyere musik, så der er en eller anden fornemmelse af nostalgi over ensemblet. Tre af de oprindelige medlemmer er døde (en af dem i en drive-by shooting), men de er blevet erstattet af folk, der passer ind i set-uppet – og det ER Ice-T selv, der er den ubestridte hovedperson.
Det går ikke så hurtigt med at bevæge sig rundt på scenen, og Ice T står da også for det meste temmelig stille på sin plads midt i det hele, og overlader bevægelsen til bandmedlemmerne. Her er det guitaristerne Ernie C og Juan of the Dead og bassist Vincent Price, der løber mere eller mindre stakåndede rundt omkring frontmanden. Trommeslager Ill Will har også et massivt energioutput bag trommerne, så det bliver aldrig en stillestående oplevelse. Det er ikke alle passager der er supertighte, men Ernie C får lov at lave guitarlir, Ill Will buldrer løs, Price bruger bassen som en form for fitnessredskab og Juan løber pligtopfyldende rundt og sørger for at riffene sidder hvor de skal.
Ice T selv, han har stadig overskud i sine monologer, og selv om flowet ikke længere er superskarpt, så fungerer numre som ‘Disorder’ (som Ice T lavede sammen med Slayer til Judgement Night soundtracket i 1993), ‘Talk Shit – Get Shot’ og ‘Copkiller’ alle ganske solidt og får heavyhovederne til at rocke og råbe med. Ice-T får også tid til at opspore en ung knægt på de forreste rækker, som han udnævner til at værre en større badass end ham selv som 14-årig. Okay, København er ikke helt Compton, men publikum køber den – også da Ice-T fortæller om hvor mange ubevæbnede amerikanere, der bliver skudt af politiet hvert år. Heldigvis har vi ikke amerikanske tilstande herhjemme, men publikum kan alligevel mønstre et “fuck the police!” kor.
Efter hvad der ellers virkede som afslutningen på koncerten, vender Ice-T og band tilbage og fortæller at han fik at vide at han havde mere tid – den bruger de fornuftigt på at spille en dyster udgave af ‘Born Dead’, inden Ice-T opfordrer publikum til at gå over og høre Suicidal Tendencies, der er ved at være klar på naboscenen. Body Count går igen af, og efterlader et samlet indtryk af et band, der mest skal opleves for nostalgien, men heldigvis også stadig leverer professionelt. Parolerne er der stadig og selv om Ice-T mere virker som en morfar med sømandssprog end en gadeknægt, så klarer han en omgang mere i manegen på rutinen.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Ken Damgaard Thomsen
