Anden dagen på Copenhell blev ligesom den første en blandet fornøjelse, hvor især de såkaldte “hovednavne” havde gevaldige problemer med at leve op til deres egen fortid. Men vi fik dog en hollandsk grand prix overraskelse af de større. Læs reportage/korte anmeldelser fra onsdag HER
Ligesom i går, lige en lille disclaimer: In the act of full disclosure, så har jeg ikke nået at se det hele af samtlige her omtalte koncerter, eller kendt alle navne godt nok på forhånd, til at jeg synes at jeg helt fair kan bedømme dem med stjerner. Derfor er det her både reportage og egentlige (kortere) anmeldelser. Bare så vi har det på det rene, jeg gider ikke fake mig igennem en anmeldelse “bare” for at få lov til at sætte nogle stjerner ind.
Ja, vi tog sgu en taxa ud til pladsen igen, og nej, ingen racistisk og kvindenedgørende chauffør denne gang. Da vi ankom var Aphyxion i gang med sidste nummer, så vi dalrede videre og fandt en fadøl i solen så vi lige kunne få vendt gårsdagens oplevelser inden nye skulle… opleves? Eller vendt og vendt, vi sad nu egentlig mest bare stille og stirrede ud i luften frem for os. Dog var jeg åndsnærværende nok til, at kunne se at der faktisk var et ganske pænt tidligt fremmøde. Nå ja, og så stod Suicide Angels og fyrede en ordenlig omgang klassisk thrash af på Hades et stykke væk, det lød sgu meget godt, men vi luskede lige så stille og roligt tilbage til Pandæmonium, hvor danske Black Book Lodge gik på kl. 14.00.
Black Book Lodge ***
First things first, bare så folk ikke synes jeg er for hård i mine bedømmelser, især af danske bands. De har fået muligheden for at spille på Copenhell, Danmarks’s største metal (og nu hard rock) festival, så er krav og forventninger lige opjusteret lidt, og det gælder om for alvor at brænde igennem. Eller det er i hvert fald min mening, men jeg er ikke helt sikker på at Black Book Lodge er et band der har super meget lyst til at brænde helt vildt igennem live? De fremstår på en måde lidt hæmmede og indelukkede, som om de egentlig helst ville sidde hjemme i studiet og nørde og nusse omkring musikken.
Det var i hvert fald det indtryk de efterlod mig med efter deres 30 minutter i solen, og nej, en halv time er ikke meget tid til at efterlade sig indtryk – derfor er det netop ekstra presserende at komme ud over rampen. Og indledningsvis hang bagdelen sgu lidt fast på den rampe dér, “Black Sheep/Prodigal Sons” fremstod lidt tung i røven, vokalen lød lidt vag i sidevinden, og det lettede bare ikke rigtig. Disse ting blev dog bedre som koncerten skred frem, allerede under den mægtige “The Call” lød det hele meget mere skarpt, eller, der kom i hvert fald mere tyngde i musikken – tempoet virkede stadig en kende slæbende i forhold til albumversionerne.
Netop albumversionerne er nok også lidt af Black Book Lodge’s problem, debutalbummet Tûndra er super fedt produceret, der er mange lag i musikken at dykke ned i og små lækre detaljer at nyde – rigtig mange af disse nuancer går tabt live, og dermed fremstår bandet også en lille smule afpillet og sangene mere ordinære end på plade. Hey forresten, “The Call”, den lyder som en tungrock sammensmeltning af Cliff Richard’s “Devil Woman” og Iron Butterfly’s “Inna Gadda Da Vida”….
Black Book Lodge fik sluttet solidt af, “Pendulum” er en god gammeldags trucker tromler hardrock sang, den dér kværnende grundrytme er bare svær ikke at blive revet med af. Bandet valgte at lukke og slukke med et nyt nummer, der indledningsvis var meget afdæmpet og atmosfærisk, det fungerede faktisk rigtig godt. Inden der gik lidt for meget Queens Of The Stone Age i den, selv om den udsyrede afslutning ikke var uden en vis effekt.
Herefter var det tid til at gå lidt på opdagelse, der er søreme rigeligt med svinekøds relaterede madvarer på pladsen – det er godt at se!Vi endte i Biergarten, så har man da prøvet det, og det viste sig faktisk at være et fint sted at få sat skub i eftermiddagsbranderten. Underholdningen stod et tysk coverband for, vel at mærke et coverband der spillede country/bluegrass udgaver af kendte rock- og metalnumre. Ja, det var lige så tåbeligt som det lyder, og ja det fungerede. Glem Iron Maiden’s egen udgave af “Fear Of The Dark” dagen før, den ultimative udgave blev spillet i Biergarten.
Jeg så først solens stråler igen da klokken nærmede sig 16.00 og IAMFIRE skulle til at indtage Pandæmonium, det skulle vise sig at være en fin idé at tjekke ud hvad den nye gruppe (bestående af nogle garvede rotter i faget) havde at byde på. Ikke så meget pis, vi nåede 20 minutter med god gammeldags velskrevet TUNGrock. Det var ikke fordi der blev skabt Danmarkshistorie, men det var godt nok bundsolidt og virkningsfuldt, det bandet diskede op med. Således bevægede vi os mod Helviti med vippende nakke og trampende fødder, for at se hvad nogle andre gamle rotter havde at byde på.
Bad Religion ***
Der er vist noget galt med datomærkningen, Bad Religion virkede i hvert fald lidt som en pakke hamburgryg der, om ikke andet så, havde ligget lidt for længe i solen. Først og fremmest regner man jo ikke med, at de gamle pop-punk pionerer dukker op og spiller røven ud af bukserne med ungdommelig energi, så på det punkt overraskede de da ikke. Det virkede rutineret, lidt for rutineret det meste af tiden, og man kunne ikke lade være med at tænke – hvad skal det her egentlig til for?
Efter 34 år på alverdens scener kan man måske godt forstå, at det ikke er følelsen af “nødvendighed” der presser sig mest på, men den slidte formuleringen “en dag på kontoret” virker dækkende for seancen som helhed. Dog var der dog et par øjeblikke, hvor Greg Graffin og co. fik lettet bagdelen fra kontorstolen og strukket mageligheden ud af kroppen. Ikke mindst numrene fra 90’er hitpladen Stranger Than Fiction fik vækket både band og publikum i eftermidagssolen, titelnummeret derfra, “Infected” hen imod slutningen af koncerten og ikke mindst “21st Century (Digital Boy)” midt i sættet. Da skete der ligesom lidt, og det høfligt klappende men ellers let-døsige publikum fik gang i hænder, fødder og råbekor, men det døde ligesom lidt ud igen efter de spredte hits.
“Generator” fik en metallisk overhaling hen imod slutningen af koncerten, bandets “bedste nummer” i følge min sidemand, der så ganske tilfreds ud med hele situationen. Ganske tilfreds, hmm tja, det var da ikke den værste dag på det der kontor, men nu heller ikke en Bad Religion torsdag der kan beskrives som videre sindsoprivende….
Hvad fanden lavede vi så? Ah ja, hang lidt ud på bakken til Finntroll, sorry, det bliver sgu ikke mig i det her liv, og cruisede lidt rundt på må og få indtil Sepultura gik på kl. 19.00.
Sepultura ***
Eller resterne af Sepultura, ja, jeg er en af de der anale typer der ikke synes at den nuværende udgave af de brasilianske døds-thrashere har særligt meget med det Sepultura at gøre, som satte en musikalsk dagsorden tilbage i slut-80’erne og små 10 år frem. Men det store problem denne tidlige aftenstund var nu ikke så meget fraværet af Cavalera brødrene, det var at musikken på en eller anden måde virkede noget bedaget og passé.
Kan ikke helt sætte en finger på hvorfor, for jeg har da oplevet utallige bands troppe op og levere deres ældre sange, eller være genopstået og taget på greatest hits tour, uden at det har generet mig. Men Sepultura virkede lidt som om de hørte en anden tid til. Måske fordi jeg ikke rigtig har hørt musikken siden midt-90’erne, så nej, jeg har ikke hørt noget af det nye overhovedet, men altså ej heller noget af det gamle i snart 15 år.
Så på en måde var det at blive transporteret tilbage (ufrivilligt) til en forlængst svunden tid med numre som “Propaganda”, “Territory” og naturligvis “Roots Bloody Roots”, men det fangede mig bare ikke rigtig. Bandet spillede kompetent nok, og den “nye” frontmand Derrick Green, et bjerg af en mand, udfyldte front-brøler rollen mægtig fint, ja, han leverede sgu nok sangene bedre og mere kraftfuldt end Max C ville kunne i hans nuværende tilstand.
De nye numre bandet luftede faldt egentlig ikke til jorden, hvilket overraskede mig en smule, ikke at der var nogen ny “Refuse/Resist” imellem, bevares, men helt håbløst var det bestemt ikke. Det gav bare en lidt underlig følelse af at overvære noget der ikke føltes heeeelt rigtigt, som et virkeligt kompetent Sepultura coverband, der spiller fine versioner af original gruppens klassikere, men så lige har skrevet nogle egne numre, der minder lidt om dem i tone og stil og så feder hit-sættet op med dem.
Som Derrick Green cirka råbte inden “Propaganda”, “some people talk a lot of shit, don’t listen to them, WE ARE SEPULTURA”…… Yeah, but not really…..
Herefter var det tid til en mørk mørk magtdemonstration på Hades fra Triptykon, mere om den koncert “senere”, og tilbage til Helviti til dagens, og måske hele festivalens store overraskelse, Within Temptation.
Within Temptation *****
Hello, this is GFRock calling, here are the points from our jury…. 5 stjerner til Within Temptation? Hvis jeg ikke vidste bedre, så skulle man tro at jeg havde tabt hashen og sprøjtet mig med for mange småkager?!
Alright, det her var megakikset og tacky, og ja, bandets opulente symfoniske goth-pop lød meget af vejen som et østeuropæisk bidrag til Eurovision Song Contest. Med backtrack, syntetisk kor og masser af kulørt lir. Men det fungerede og gav et eller andet sted mening i sit eget lille lukkede univers, om man så valgte at tage med på tur i det univers eller ej, det er så spørgsmålet. Jeg ville egentlig slet ikke have set koncerten, fordi, you know, det var jeg da for cool og hip til, men jeg blev suget ind i hollændernes bombastisk og pompøse fantasiverden og havde mere end svært ved ikke at stå og nikke med på de catchy melodier.
Jeg tror bandet nåede op på, at spille ikke mindre end 3 duetter, hvor Sharon Den Adel “sang duet” med en kunstner på storskærm. Det blev måske lige lidt for meget i længden, og for mig fungerede det bedst første gang med “Paradise (What About Us)” – der i den grad omfavnede pop-elementet i bandets lyd.
Sådan gik det slag i slag, med den ene opblæste og kandiserede let-metalsbasker efter den anden, men af en eller anden grund fik jeg ikke akut sukkerchok og ondt i tænderne, måske ikke mindst fordi Within Temptation blev beriget med festivalens hidtil bedste og mest rene lyd. Det lød åndssvagt godt, måske også fordi bandet “snyder” med en masse båndet musik, hvad ved jeg (ikke en skid!), men det lød fandeme godt lige meget hvordan man vender og drejer det. Og så synger Sharon Del Adel virkelig smukt, om man så er til stilen eller ej.
De personlige højdepunkter faldt for mig hen imod slutningen, af den overordnet virkelig forrygende underholdende koncert, med “Mother Earth” der lukkede sættet. Som ekstranumre fik vi blandt andet en medrivende coverversion af Lana Del Rey’s “Summertime Sadness”, den lød sgu næsten bedre end originalen, inden den gamle Kate Bush klingende “Ice Queen” lukkede grand prix festen på glimrende vis.
Ja, der var med garanti nogen, der tog sig til håret i afmagt og væmmelse over Within Temptation, og det er 100 % forståeligt, men hvis man kunne rumme og overgive sig til bandets overdrevne udskejelser, så var det altså 5 stjernet underholdning – både den slags, der fik en til at trække på smilebåndet og en der ikke var uden fængende stunder.
Det skal der også være plads til blandt alt det grumme og mørke på Refshaleøen. Men efter Triptykon virkede Within Temptation, og kontrasten, måske ekstra voldsom og lettere skizofren?
I hvert fald mistede jeg orienteringen efterfølgende og så brudstykker af Clutch og Taake… men jeg vågnede da op i min egen seng! Så nogenlunde frisk og veludhvilet er jeg klar til sidste dag i helvede, og den starter TIDLIGT med Heidra, så jeg har egentlig slet ikke tid til at sidde her og skrive…så…. SES! Mojn.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
