Den polske dødsmaskine fik blæst så meget støv i motoren, at det, der skulle have været et sandt triumftog fredag eftermiddag endte med et spruttende og buldrende sammenbrud.
For god ordens skyld, så er det i skrivende stund blevet sent søndag aften, der er altså gået en 3 dages tid siden Behemoth spillede på Copenhell. Der er fordele og ulemper var at skrive en anmeldelse så “lang” tid efter en koncert. Ulempen er naturligvis at de spontane følelser og øjebliks indtryk er stort set forduftet, fordelen er at man har haft lidt tid til at lade det hele synke ind og man kan, måske, reflektere en smule mere over oplevelsen.
Min overordnede følelse har egentlig ikke ændret sig væsentligt siden fredag eftermiddag kl. 17.30, da de sidste rungende toner fra Behemoth på Helviti havde lagt sig. Massiv skuffelse. Dernæst afmagt, en følelse der stadig sidder lidt i kroppen. Det her var et af mine absolutte hovednavne på årets Copenhell, og det endte i en fæl fuser. Ikke mindst på grund af en modbydelig sidevind, der under koncerten pustede så meget støv ind fra højre, at synet af og til blev sløret og at man fik sandblæst den ene side af hovedet – desværre ikke af grumme polske dødsmetal toner!
For det var MEGET svært at høre hvad der egentlig foregik på scenen, selvom vi var søgt ind i det, der burde være the sweet spot rent lydmæssigt foran en scene – no dice. Copenhell er naturligvis ikke herrer over vind og vejr, det er klart, men det ændrer bare ikke på at lyden var en regulær katastrofe igennem 90% af Behemoth’s ellers fremragende sætliste, og så hjælper det ikke meget at konferencier Anders Bøtter går på scenen efterfølgende og italesætter de vanskelige forhold koncerten blev afviklet under. Jo, det var da fint at det blev anerkendt, men det ændrede jo ikke ved min helt subjektive oplevelse af koncerten – og ja, denne anmeldelse har en subjektiv slagside, objektiviteten blæste skarpt mod venstre sammen med musikken.
Det var næsten symbolsk da Behemoth’s sort/grå konfetti inden afslutteren “O Father O Satan O Son” ikke nåede mange meter ud fra scenekanten, inden den blev blæst ad pommern til (eller mod Malmø?). Intet syntes at ville lykkes denne eftermiddag, i hvert fald ikke for Behemoth og os der havde glædet os til at blive savet midtover. Nuvel, så kunne man jo blive blæst bagover, eller sidelæns, på anden vis!
Behemoth prøvede indledningsvis at tromle sig igennem de tvivlsomme lydforhold ved at spille højt og massivt, men utroligt nok var de tunge kværnende toner fra åbningsnummeret “Blow Your Trumpets Gabriel” ikke nærheden af, at være en udfordring for vinden, og du skulle nok kende sangen mere end almindelig godt for at tyde hvad der foregik. Det gik desværre også ud over den efterfølgende tonser “Ora Pro Nobis Lucifer”, der ligesom åbneren stammer fra bandets seneste mesterlige opus The Satanist. Det tempofyldte og særdeles catchy nummer havde aldrig en chance, man anede lige den lækre og medrivende tonstunge puls et sted i der skrækkeligt flagrende lydhelvede, men alt der kunne minde om vokal, nuancer og melodi var totalt fraværende. HÆSLIGT.
Og sådan gik det egentlig slag i slag, nummer efter nummer røg til himmels imens man prøvede at redde det sidste mundvand i en blanding af støv og galde, i stedet for at få fråde om munde af ellers fantastiske dødshymner som “As Above, So Below”, “Christians To The Lions” og “Ov Fire and The Void” – himmelråbende uretfærdigt. Det lod det efterhånden også til at bandet selv syntes, det var som om de i løbet af sættet opdagede, at det her var en ulige kamp de umuligt kunne vinde, og stille og roligt slog de autopiloten til og skulle bare have det overstået. Man forstod det godt, publikum forsøgte forgæves at holde desperat fast i de små brudstykker af sangene man rent faktisk kunne høre ordenligt, og holde koncerten oven vande – det lykkedes selvsagt ikke rigtig. Og stemningen blev overordnet set derefter – sporadiske anløb til knyttede næver og hævede horn, men vist egentlig mest for syns skyld. Det hele virkede forståeligt halvhjertet fra alle parters side.
Omvendte kors blev sat i brand, og slukket af vinden næsten inden musikken nåede at sætte ind, røg- og ildkanoner blev fyret af i horisontalt retning, i stedet for vertikal retning og det, der moshede mest på pladsen var de store højtalere på siden af scenen, der i flere tilfælde var ved at gøre mig helt søsyg at kigge på.
Hen imod slutningen af den sørgelige messe for de mørke kræfter, begyndte man at ane en smule håb, indledt med “At The Left Hand Of God”. Selvom bandet på daværende tidspunkt som nævnt var tjekket ind på kontoret og kom igennem på rutinen, så begyndte Nergal’s ellers mægtige vokal endelig at overvinde naturens rasen nok til at den trådte lidt frem. Koncertens højdepunkter, på en ekstremt billig baggrund, blev de 2 sidste numre, den rastløst energiske “Chant For Eschaton 2000” og udgangsbønnen “O Father O Satan O Son”, der også lukker og slukker The Satanist på respektindgydende vis.
Det var dog beklageligvis ikke nok til at redde helhedsindtrykket. Jeg kan ikke udelukke, at der måske har gemt sig en 4 stjernet koncert et sted i blæsten, hvis man var så heldig at stå et sted hvor lyden var lidt bedre. For mig personligt var det en på alle måder hårrejsende 2 stjernet oplevelse, hvor musikken, som jeg havde glædet mig til, skiftevis forsvandt fuldstændig eller druknede i et skvulpende og ubehageligt buldrende lydbillede.
Jeg havde på forhånd frygtet at spilletidspunktet klokken 16.30 kunne ødelægge lidt af fornøjelsen ved de dunkle polske toner, det viste sig at være det mindste problem. Hvad den katolske kirke, kræft, russerne og ham der gud ikke har kunnet klare, det lykkedes så for en dansk sommerbrise.
Stakkels Behemoth og stakkels os! Håber der var nogen derude der havde en bedre oplevelse?
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
