Mandag aften bød Atlas ind til doom-metal med svenske Monolord og engelske Conan. Der blev nikket i takt og lagt tunge klangflader ud, men i sidste ende var det kun svenskerne, der kunne forlade scenen med for alvor oprejst pande.
Atlas var vel omkring halv-fuldt og The Århus Faithful svigtede ikke til trods for at det var ugens første dag. Et noget blandet publikum med alt fra klassiske metal-hanner med langt skæg til små forsigtige piger i pænt tøj.
Det satte en fin ramme for koncerten, der i grove træk lagde ud kl. 20.
Monolord ★★★★☆☆
Med tre mand på scenen var det imponerende fra første taktslag hvor meget lyd, der kom over scenekanten: Svenskerne har i den grad valgt at pakke alt ind i tunge, tunge gains.
Og selv om der kun er to strengeinstrumenter på scenen – en bas og en guitar (og endda begge med de ’normale’ antal strenge) så får vi en bastung lyd, der går lige i mellemgulvet og med en tyngde, der kan tage pusten fra de fleste.
Det mudrer ind imellem, men det er vidst også meningen og overordnet set fungerer det ganske, ganske glimrende.
De første numre bindes sammen af noget backtrack, og selv om Jäger på vokalen begrænser sig til at sige et kort ’Tak’ imellem numrene ind over dette, så kommunikeres der fint igennem musikken.
Med egal sang bliver der leveret – medgivet – udechifrerbare tekster, men med en overbevisning og sikkerhed, der kun bidrager positivt til udtrykket.
En stor oplevelse er det også at se trommeslager, Willems, der er en veritabel maskine hele koncerten igennem. Det er langt fra avanceret spil, men i fin harmoni med den dybe tonalitet får vi et tonstung trommespil, hvor man må glædes over ikke at få tomlerne mellem stikker og den meget højthængende hihat. BUM!
Det resulterer i et brutalt udtryk, som bestemt ikke kan beskyldes for at være sofistikeret, men hvem i Hel har også forventninger om at doom-metal skal være sofistikeret?
Det er faktisk længe siden, jeg har hørt noget så gennemført tungt og det er svært ikke at have et konstant smil på læben.
Ja, det er da kun når der går lige rigeligt modfase i lyden og lydtrykket i nogle sekunder aftager. Og indrømmet; sidst på sættet kunne monotonien begynde at sætte lidt ind, men det langt overvejende indtryk er dog, at det her var en fed koncert.
Vi skal helt ind i det sjette nummer, før vi får en guitarsolo i sådan klassisk forstand og netop da er det en kærkommen variation, der giver energi til at snuppe resten af settet. Og hvad er en guitarsolo så for Monolord? Joh, smæk lidt fuzz på, smid noget ocatavator af og larm igennem. Og Häkki på bassen kan såmænd godt holde lydtrykket alene…
Det mindst halv-fyldte Atlas klapper da også længe efter svensken går af scenen og for mig, der ikke havde haft tid ordentligt at lytte bagkataloger igennem, var Monolord en virkelig fin mandags-oplevelse.
Vi når aldrig op i noget, der kan kaldes højt tempo, kun i et enkelt nummer spilles der i andet en 4/4 og ret beset er variationen til at overse. Men hold nu kæft, der er stadig smæk for skillingen og vi får en fysisk oplevelse. Publikum er køligt på og der nikkes nærmest konstant med på takten, koncerten igennem.
Nok ikke en koncert, der får mig til at tænke ’hey, dem ville jeg høre, hvis de spillede igen i morgen’ men mindre kan også gøre det…
Conan ★★★☆☆☆
Med et sammenligneligt line-up stiller Conan op og bruger lige lidt tid på et hulcheck. Fint nok, vi vil jo gerne have, det spiller for kunstnerne.
Cirka 21.20 går de så i gang med en langsom intro. Conan spiller stort set uden lys på scenen, men foran et bagtæppe med en kollage af tegnefilm, gammel horror og computerspil. Jeg er ikke kender, men tænker, det hele nok har været forbundet til Conan-myten.
Desværre bliver det i flere omgange også det mest interessante i perioder i Conans koncert; for selv om genren foreskriver lange passager, hvor der ikke sker det store, så virker det som om, Conan på denne mandag konsekvent lige får taget en omgang for meget.
Der lægges ellers ganske stærkt fra land med et nummer med scream- og brøl-kor fra hhv bassist og guitarist. Conan byder på en anden dynamik end første band og det er tydeligt, at de blandt andet har en trommeslager, der gerne vil spille fills og strejfe fra det mere maskinelle.
Hvad værre er, er at han flere gange om ikke spiller forkert, men så kommer til at lægge sig så langt tilbage på beatet sammenlignet med bassisten, at det kommer til at virke skævt. Alright, doom skal være noget lidt sløvt noget, tempomæssigt, men her er der ét eller andet galt.
Derudover har Conan en forkærlighed for at groove lidt længere i riffsene. Der er ingen tvivl om, at det er et band, der fatter et godt metalriff/groove, men nogen kunne godt på denne mandag have spurgt ind til, om det ikke var bedre at tage en rundgang mindre af og til.
Tempoet er generelt noget højere end første band og variationen ditto. Men samtidig virker Conan bare mindre checkede – både på lyd og udtryk. Så… Vi får et mindre checket, mindre brutalt udtryk – men til gengæld højere tempo, hvilket medfører at vi eksempelvis ser decideret headbanging oppe foran. Fint. Conan kan spille grooves og få folk til at headbange. Men de kan altså også i samtlige numre – pånær encoret – få trukket riffs så langt ud, at det bliver lidt kedeligt eller enerverende.
Ind imellem tænker jeg, at udgangspunktet har været: ”Vi har ingen idé – lad os så bruge den. I en evighed” Måske lidt unfair, men det var en konstant fornemmelse.
Igen bliver guitarsoloerne et kærkomment afbræk (der var vidst på Conans sæt tre stk), men mest fordi det i det mindste sikrede lidt form og lidt venden sig væk fra lidt for langtrukne riffs (nu har jeg vidst fastslået den pointe – men Conan havde nok skrevet det igen, for liiiiige….).
Alright, så slemt er det heller ikke. Og Conan viser, at de fx formår at spille marcherende og groovy på én gang, har nogle skarpt skårne passager og virker også til at have mere varieret lyd end Monolord.
Men måske på grund af nogle af mine ovenstående anker, eller måske på grund af det generelle udtryk. Eller måske bare fordi det var mandag aften. Men vi var i hvert fald ikke så mange, da koncerten sluttede, som da den startede. Og helt pinligt bliver det, da Conan går af scenen efter 50 minutter, folk klapper lidt, vender ryggen til scenen, laver den obligatoriske pillen-ørepropper-ud-bevægelse, inden én får den idé at kalde bandet tilbage til et encore.
Selv ruller jeg lidt med øjnene, da jeg synes, jeg har set nok. Men det skal jeg dog fortryde, da bandet kommer ind og fremfører ‘Satsumo’ fra første plade, som pludselig viser en anderledes brutal, interessant skiftende spillestil med tunge grooves, skift til solo-tempo, så hjem til groovet og ellers en feeling, der har været savnet lidt over hele sættet.
Klædeligt at slutte på en high note, og Conan skal da have erkendelse for at spille fint i passager og ville en masse – men også dykkes lidt for at have næsten fejlagtigt udtryk når bandet ikke fandt hinanden ordentligt – og så er det bare lidt nærliggende at kigge tegnefilm i stedet for at lytte ordentligt efter…
Det ender med at blive en fin aften på Atlas. Smadder og metal er nu én gang noget af det, spillestedet synes at egne sig til – og selv om begge bands ikke holdt samme standard, så endte det på en high note…
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
