Colfach er klar med deres 3. album, som er en musikalsk nysgerrig og søgende sag, hvor de gode numre er dejligt iørefaldende på en poppet måde, men hvor albummet som helhed lidt mangler en rød tråd og lidt flere tænder.
Den største svaghed ved The Ocean’s bølgende univers er nemlig, at det over et helt album kommer til at skvulpe lidt for behageligt, i stedet for at virke brusende. Der mangler ganske enkelt lidt mere musikalsk drama til, at jeg bliver revet helt med. Nu er universet som udgangspunkt poppet, hvilket pressematerialet heller ikke lægger skjul på, så der er bekendt kulør og man er “advaret”. Men trods den afvekslende instrumentering, der blandt andet tæller mandolin, ukulele, melodica, akustiske guitarer, banjo, trædeorgel, klaverer og cello, så virker Colfach næsten for flinke. Trods det poppede udgangspunkt, savner man lidt nogle numre hvor det kradser og bider lidt. Behageligt er det skam, i mindre doser, men helhedsindtrykket fremstår en anelse anonymt på grund af det bløde lydbillede.
Der lægges stærkt fra land med titelnummeret “The Ocean”, der også er en af albummets mest markante skæringer. Et dejligt bølgende nummer der besynger længslen til at være tæt på havet, med en catchy lille akustisk guitarbåret melodi til at drive sangen effektivt fremad og velplaceret- og doseret brug af banjo. Vokalen og Jesper Colfach’s klang er nok lidt en smagssag, den er rolig og rar, men af og til bliver det sådan lidt….. for behageligt for mig? Men overordnet er “The Ocean” et godt udlæg, og et nummer der sagtens kunne gøre sig i radioen.
Allerede på andet nummer, “Please Walk With Me”, bliver klangen af både vokal og musikken lidt for flink og næsten behagesyg for mig. Nummeret har lidt et 50’er pop-ballade skær over sig, i sig selv ikke dårligt, men brugen af noget orgel og et eller andet ved tonen sangen igennem, skaber for mig en følelse af at sidde i et Sønderjysk forsamlingshus til min mormors 80 års fødselsdag og spise tarteletter. Det var ikke nødvendigvis et kompliment….
Især i albummets midterdel , er det som om det hele bare går lidt i stå med den følte “Reach For Higher Ground”, der rummer et fint omkvæd, men ellers svæver lidt ud i ingenting, og den efterfølgende “Grateful”. “I’m so grateful I have a home // But I would not be the same without you”, synger Colfach med taknemmelighed i stemmen på “Grateful”, i mens jeg døser lidt hen. Musikken er ganske indbydende på sådan en beroligende og tilforladelig måde, men det bliver lidt for pænt og småkedeligt. Det er sikkert velmenende og sunget fra hjertet, for Colfach virker bestemt nærværende, indpakningen er bare alt for blød og hyggelig.
Paradoksalt nok er den efterfølgende “Will It Fade Away” endnu mere musikalsk afdæmpet, men meget mere virkningsfuld. Der er noget hjemsøgt og ensomt over stemningen, hvor Colfach lyder som om han står helt alene og nøgen i et stort mørkt rum, kun bakket op af sparsom instrumentering, der siver ud fra skyggerne. Her bliver det meget mere nærværende for mig, og jeg kan mærke musikken, frem for at den bare vugger mig lidt døsig.
Højdepunkterne, udover “The Ocean” ligger som spredte skumsprøjt i det lidt for rolige hav. “We Won’t Stop” har en velfungerende tøffende sniger/kratlusker følelse kørende, et nummer som man instinktivt sidder og rykker med, med nakken, til. I omkvædet går der nærmest sådan omrejsende tivoli-stemning i den, med en melodi man sagtens kunne forestille sig blive brugt ved karrusellerne eller et pariserhjul – sært nummer, men det fungerer. Favoritnummeret for mit vedkommende, er “Nobody’s Son”, et nummer der i verset har en lækker Caroline Henderson “Made In Europe” vibe over sig, der bygger op til et flot og kontrolleret omkvæd, hvor der lige gives nok til at man rives med, men uden at det bliver hit-leflende. Samtidig er teksten til nummeret, nok den jeg bedst kan relatere til på pladen, ud over, igen, “The Ocean”.
Problemet er, at disse godter Colfach fisker op med jævne mellemrum, føles som om de driver rundt i en lidt for stille og musikalsk udramatisk sø blandt andre idéer og sange, som ikke rigtig gør noget for mig. Eksempelvis afslutteren, “Land Of Red Dust” gennemstrømmes egentlig af en rigtig fin stemning, men det er som om der sker lige lidt for lidt til at holde interessen fanget hele vejen igennem. Det behøver ikke være større armbevægelser, man kan sagtens lave sagte og tilbageholdende musik der bider fra sig, men af en eller anden grund savner jeg netop noget udefinerbart “bid”. Et eller andet der kunne løfte hele affæren.
Der er dog, for mig, flere gode stunder end lidt ligegyldige på The Ocean, så vi lander på en karakter lidt over middel for helhedsindtrykket, det vi kunne kalde 3 store stjerner. Den 4. gemmer sig et sted i Colfach’s sø, men ryger forbi nettet i denne omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
