På en fredag aften, hvor majoriteten af den danske befolkning må forventes at have siddet hjemme foran TV’et for at følge X-Factor-finalen, leveredes der musik af høj kvalitet på Atlas.
I aftenens anledning havde Voxhall/Atlas indrettet lokalet med klapstole, da Cody på den seneste turne har valgt at spille for siddende publikum.
Som opvarmning stillede Cisser op. Et navn som var ganske ukendt for mig inden koncerten.
Cisser ★★★★★☆
Cisser viste sig at være en 25-årig pige, der under første nummer, erklærede at hun ikke mestrede nogen som helst af de instrumenter, der stod på scenen.
Dermed åbnede hun med et uakkompagneret nummer på engelsk, hvor hun fremviste sin stemmes klang – i dette tilfælde ikke helt ulig Beth Gibbons (Portishead).
Opmærksomheden var fanget, da sangtalentet var åbenbart, og da Cisser efterfølgende sætter sig på en stol – sådan en gammeldags skole-stol – og bruger den som rytme-underlæg til omkvædet på næste nummer, forbliver interessen fanget – men øjenbrynet også hævet i et spørgsmål om, hvorvidt dette er en prætentiøs performance – eller måske kimen til noget større.
Efter denne intro går Cisser dog mere klassisk, indrømmer at hun også kan spille – og hiver i denne sammenhæng også en guitar frem – og den spilles for øvrigt fint med de fejl, en musiker alene på scenen kan tillade sig.
Hvor de første numre har kredset om den stærke (afvisende) kvinde, der tør sige nej, eller tør tage initiativet i dansen, så arbejder teksterne sig mere og mere over i retning af noget mere klassisk patetisk ‘hvis blot jeg kunne få det sidste kys’ eller ‘vi havde det så godt’-æstetik, efterhånden som musikken trækker mere i en klassisk americana-retning.
Som en virkelig fin gimmick hiver Cisser en elektrisk forstærket violin frem, og spiller uden bue akkorder og pizzicanto akkompagnement til et par numre, hvor der tydeligvis er tænkt i lyd, effekt og udtryk.
Der går lidt bluegrass i den og hvor den slags hurtigt kan virke lidt påtaget på en aprilaften i Århus, så fungerer det faktisk over al forventning.
Gennem hele sit sæt har Cisser opereret med en kejtethed, som vi kender fra før eksempel Annika Aakjær, mens teksterne – i modsætning til førnævnte – har været på engelsk.
Og Cisser har virkelig kontrol over stemmen og mimikken, så man ikke blot bjergtages af de musikalske evner, men også evnen til at performe med relativt få remedier til rådighed.
Og da Cisser i sidste sang lukker med et par vers på dansk, understreger det blot at talentet og udtrykket i bund og grund overskygger så mondæne ting som hvilket sprog, der synges på.
Cisser var et virkeligt interessant bekendtskab og fortjener stor ros for både evnerne med stemme, instrumenter og udtryk, og leverer et imponerende opvarmnings-sæt, selv om halvdelen – godt og vel – ikke er musik i traditionel forstand, så er det ganske fremragende.
Cody ★★★★★☆
Efter at have anmeldt Cody’s seneste plade, I’ll Ride With You i denne uge, glædede jeg mig til at høre bandet live; ikke bare fordi jeg er gammel Cody-fan, men også fordi jeg forventede, at bandet ville levere lydmæssigt, men også levere intensitet på en måde, som jeg ikke fandt, at de havde formået på det seneste udspil.
Og jeg blev ikke (rigtig) skuffet.
Det første, man som opmærksom publikummer bemærker ved Cody anno 2016 er, at de stiller op uden trommesæt.
Det betyder i første omgang mindre, hvor der åbnes – først med lidt støj, men siden – med titelnummeret fra seneste plade, “I’ll ride with you”.
Hvor pladen kan virke lidt vel vel-produceret og kompakt, kommer dette nummer i den grad til live, når det spilles live, og Kaaes vokal står både krystalklar og smukt frem, mens det allerede fra første nummer slås fast, at Cody er et band, der kan synge; alle kan synge kor og gør det med høj kvalitet på forskellige tidspunkter i sættet.
Og det er ikke bare sang, hvor Cody viser sin tekniske og musikalske overlegenhed; fra første takt er der mere liv i nummeret, end det er lykkedes at fange på pladen – ikke mindst hjulpet af en ekstra stryger-spiller, der ud over den velkendte cello, hjælper med temaer og ambience på sin violin.
Åbningsnummeret er tydeligvis velindstuderet, og de staccerede falset-vokaler løfter nummeret til højder, hvor man vitterligt mærker, at man er til en livekoncert og ikke bare har sat pladen på.
Hvor Cody har valgt at skære ned på stambesætningen, til blot at være fire, har de dog valgt en femtemand på stygere og andet forefaldende, og det fungerer fantastisk godt.
Flere numre – allerede på andet nummer – er der tre strygere (cello, violin og kontrabas) på, og det føles næsten som snyd, at bruge tre instrumenter med så meget ‘krop’, når Kaaes stemme fint leverer tekster på en matter-of-factly måde, og med stort talent.
Efter de første par numre begynder det dog at blive tydeligt, at visse numre er skrevet med mere drive end andre, og at Cody måske med fordel kunne have haft en trommeslager med på visse numre.
Ét af de mere up-tempo-numre, “Much more done”, kommer på den måde, til ikke helt, at ramme det rette energi-niveau og da “Sixteen Holes” spilles, mangler der lidt drive, da det er prioriteret at sætte et keyboard ind – mens der i nummerets slutning sættes ind med dæmpede tammer/lilletromme, hvilket giver et fint, men også lidt ventet skifte i dynamikken.
Herpå følger “Down in the Dark” – måske største kommercielle hit for bandet – og man kan ikke andet end imponeres over, at et band, der nok har spillet netop dette nummer flere gange end alt andet, formår at gøre det nærværende, rørende og fantastisk.
Og sådan fortsætte det sættet derudaf; Da der ikke er trommer, tænkes der i anden dynamik, og der kan ingen tvivl herske om, at Cody er dygtige nok til at lege med idéen om et band uden trommer. Flere gange bruges dog drum pads, og de førnævnte dæmpede trommer, men numrene holder, som de kommer på en perlesnor, med “Rise over Reason” fra den nye plade, men også numre fra tidligere plader.
Nævneværdig er “I want you”, som leveres med klassisk fortællende matter-of-factly vokal – men til gengæld mangler noget af den spilleglæde, der ellers har strålet ud af bandet.
Måske en personlig historie – eller en erkendelse af, at et så sart nummer ikke vil fungere med smil over hele linjen?
Sættet lukkes – inden ekstranumre – med “Go home”, som aldrig når pladens momentum, men bygger på den subtile stemning, som aftenen har haft – der har aldrig været åbnet helt for sluserne, men med det stærke materiale, kan mindre også gøre det.
Og da Cody vender tilbage for at spille tre ekstranumre, er disse vel-varierede i form af “Crystal Waters” med Kaae alene med en guitar, et band-nummer – og til slut det fremragende nummer “Disharmony”.
Selv om sidstnævnte nummer havde haft godt af et tromme-drive, så har Cody stille og roligt cementeret sig som ét af de stærkeste bands i Danmark også med deres optræden denne aften.
Ja, man kan som publikum godt savne trommer, banjo og hele udtrækket.
Men materialet og evnerne er bare i orden, og når Cody er rørende, så er det virkelig rørende.
Derfor vil det måske være gavmildt, men også fortjent at give fem stjerner til Cody.
Så. På en aften, hvor Danmark generelt har siddet hjemme og set X-Factor, fil vi i Aarhus – og især Atlas – vist, at talentet altså lever i bedste velgående uden for meget bland-selv-slik-for-7,95. Og at både piger med store sangstemmer og bands, der for længst har etableret sig, kan levere store oplevelser på en fredag aften.
Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag
