Mørke skyer er trukket ind over shoegaze/drømmepop bandet Cloudwalk, men der er dog håb og lys at finde selvom de besynger alt fra klimakrise over psykisk sygdom til identitetsløshed.
Ja, det lyder jo som lidt af en tungsindig og deprimerende omgang men, som hos mange beslægtede drømmende skokigger-bands, og mulige inspirationskilder, så kommer man ikke igennem Cloudwalks vandring over de mørke skyer uden en snert af håb og lys. Det er kontrasterne i den atmosfæriske musik, som giver det hele et løft og noget liv.
Der er et spil i gang, “mother nature strikes us again”, lyder det eksempelvis ret faretruende og forudsigende i “Endeavour”, midt på EP’en. Det kan jo lyde ganske nedslående, men (klima) budskabet er pakket flot og alligevel lidt opløftende ind, hvor forsanger og sangskriver Brett Tootles dunkle og dybe vokal får noget modspil af noget lysere kor og en form for opdriftsfornemmelse i musikken så man alligevel ikke kan undgå at føle en form for optimisme. Nuvel, hvis det hele var ren dommedagsprofeti og undergang, så var der måske heller ikke nogen grund til at ændrer på tingene tilstand. Så ville det jo ligesom være for sent…
Looming Large, der består af 5 numre fordelt på knap en halv times spilletid, er generelt en “truende” størrelse, hvor farerne konstant lurerer i det ulmende Sebastian Wolff-producerede lydbillede. Faktisk er det en virkelig vellydende og flot produceret EP, hvilket også til nogen grad gør det op for at vi rent musikalsk og stilistisk befinder os i ret velkendte omgivelser. Det er sådan set også min største anke, og en der nok afhænger af smag og behag: det er hørt før og mødet mellem shoegazen og de drømmende pop-flader virker ret velkendt. Kan man så få for meget af noget der lyder godt og bare fungerer, når andre genrer og bands heller ikke bringer den store fornyelse? Det må være op til den enkelte lytter at afgøre.
Er du fan af genren og har ikke nået et mætningspunkt hvad smuk, drømmende guitar, diskret pulserende bund der af og til blusser op, og store lydlandskaber angår, så er mere af det, du kan lide, at finde på Looming Large. Cloudwalk, hvis lyd faktisk afspejler bandnavnet ganske dækkende, kan både det rolige og cirklende, som på den tålmodigt udviklende “A Matter of Time”, hvor skyerne af lyd får lov til at danse rundt mellem hinanden, smelte sammen og danne nye formationer i et stille og roligt tempo, mens sangen langsomt tager til i lydstyrke og intensitet.
Trioen, der udover Tootle består af Teis Harrington og Jacob Mignon (sidstnævnte har skrevet et par anmeldelser for os indenfor det seneste år, bare så vi lige har det på det rene, men er for tiden på frivillig pause), kan også det mere direkte. Hvis man da kan kalde singlen “Wide-Eyed” det? Den er med sine lidt over 3 minutter og en mere tydeligt optegnet melodi og struktur det nærmeste Cloudwalk kommer at være mere pågående og kortfattede. Det er også EP’ens mest “radiovenlige” øjeblik hvad opbygning og et solidt omkvæd angår. Nummeret får for alvor sendt Looming Large afsted efter en, for mig, lidt vævende start med den 5 ½ minut lange “In Parallel”. Det nummer får aldrig helt fat i mig og forbliver en lidt “tydelig” størrelse, der både forsøger at ramme noget stemningsfuldt og samtidig iørefaldende. Hvorfor det i mine ører ikke lige helt lykkes skal jeg ikke kunne sige men, ligesom resten af EP’en lyder det stadig virkelig flot.
Afslutteren “Velvet Circles” sniger sig helt til at krydse 9 minutters mærket, uden at det gør det mindste. Her har Cloudwalk selvsagt masser af tid og plads at boltre sig på, så de kan virkelig få arbejdet med stemning og opbygning. De har heldigvis, trods genkendeligheden i virkemidler og klang, fat i noget der bare lyder skide flot og fungerer. Her kan man for alvor få lov til at sprede armene ud og bare synke ned i skyerne, der fremstår mere lyse i tonen men stadig tykke nok til at holde en oppe.
Looming Large byder måske ikke på de helt store overraskelser men det er kompetent håndværk og sangskrivning hele vejen rundt. Lyrisk er der tydeligvis noget på hjertet men selvom emnerne er tunge, sørger nuancerne i musikken for, at det ikke bliver en nedslående lytteoplevelse. Så vi ender på 4 optimistiske stjerner for helhedsindtrykket og en anbefaling om at give det et lyt, hvis man er fan af genren.
Af Ken Damgaard Thomsen
