Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Climb It Baby!: Before Sunrise (EP) **** (4/6)

Climb It Baby!: Before Sunrise (EP) **** (4/6)

2205
0

Danske Climb It Baby! har udsendt en gennemsolid EP, der rammer plet med atmosfære og coolness, men lider lidt under manglende musikalske overraskelser.

Vi befinder os i et dronende 70’er inspireret rocklandskab, man kan nærmest dufte læderjakker og benzin fra en motorcykel. Der er ikke tale om en hurtig japansk model, nærmere en cool amerikansk flyder af en art, hvor der kun momentvis gasses op – ellers holdes samme kværnende tempo ud af de støvede landeveje.

Climb It Baby! er nemlig tilhænger af en monotont rumlende lyd, der kører i cirkler og brummer musikken fremad, som en velsmurt rock-motor. Bandet består af 2 brødrepar, brødrende Nørgård og brødrende Joe, samt forsanger Kasper Mandrup. Under processen frem mod Before Sunrise har nogle af bandmedlemmerne opholdt sig i Thailand for at skrive tekster, en oplevelse der i pressematerialet beskrives som “en selvdestruktiv og eksistentiel krise, der har bragt ham til essensen af sin formåen som sangskriver”. Jeg elsker når pressemateriale serverer den slags for mig, det giver mig mulighed for kækt at sige “nå, så er det da en skam teksterne ikke er bedre…”.

Men det sagde jeg så ikke, lyrikken er generelt fin, det er ikke rigtig den jeg hæfter mig ved i lydbilledet, udover på EP’ens stjernestund, “Still Want You”, hvor Climb It Baby! musikalsk får det hele til at spille max og motoren yder sit ypperste, hvor blandt andet lidt orgel giver musikken et frisk pust. Et nummer midt på EP’en der viser bandet i deres mest ulmende hjørne, med en virkelig sejt vuggende melodi, der er vanskelig ikke at blive revet med af. Her bliver jeg suget helt ind i bandets retro-fetishistiske univers og omhyldet af benzindampe og røg fra deres udstødningsrør. Det minder mig faktisk en del om Black Rebel Motorcycle Club når det også kører for dem. Lyrikken om den tabte kærlighed og de halv-desperate udråb “I Still Want You”, er dog i den mere pladder-romantiske grøft, men hvad gør det når det lyder så cool som her?

Netop coolness faktoren er en af bandets helt store forcer, lige når det hele bliver lidt forudsigeligt, så bliver man grebet af den gennemgående og gennemførte rå og cool stemning, der præger Before Sunrise. Det er med til at redde en del og bære en igennem, når musikkens ellers driftsikre motor går lidt i tomgang for mig, som på afslutteren “The Last Despite”. Det er egentlig et udmærket nummer, men man begynder for alvor at savne lidt musikalske overraskelser og satsninger fra bandets side, hen imod slutningen af EP’en. Bandet spiller enormt sikkert og stilbevidst, næsten så det af og til føles lidt som en hæmsko. Gashåndtaget vrides sjældent helt i bund, så bandets motors fulde kraft viser sig.

Det kan naturligvis være en pointe i sig selv, men når bandet en sjælden gang slipper tøjlerne og bare vrider til, som den støjende afslutning på nummeret “The Moon”, så sker der pludselig noget, der giver musikken et ekstra pift. Der sniger sig en en følelse af kaos og sammenbrud ind i det ellers stramme og kontrollerede univers – at cruise sikkert ud af landevejen ER det sikre valg, men nogle gange sker det mest spændende når man afviger fra ruten eller pludselig drejer ind på en støvet og uudforsket sidevej. Mere af det!

En anden force, er at bandet bare rocker noget så eftertrykkeligt og effektivt igennem. Efter den instrumentale åbner og opbygger “Home”, drønes Before Sunrise rigtigt i gang med “Devil’s Misery”. Melodien er igen stramt eksekveret, hvor verset rumler kraftfuldt og tilbageholdende fremad, imens der i verset, og den afsluttende sekvens af sangen, for alvor hugges igennem med hårde stød fra instrumenterne. Der gives ikke lige så meget plads til forvrænget støj og “løssluppen” larm som på “The Moon”, men der er stadig godt hug i sagerne.

Before Sunrise er en udgivelse hvor Climb It Baby!’s styrker og svagheder lidt går hånd i hånd. Det stramme, kontrollerede og stilbevidste udtryk giver udgivelsen en meget konsistent stemning og klang, og er med til at give det hele et skær af kølig coolness og stor selvtillid. Samtidig virker det af og til lidt begrænsende, især når bandet i korte glimt giver smagsprøver på, at der gemmer sig endnu flere hestekræfter under motorhjelmen. Det er en bundsolid og usvigeligt sikkert leveret EP, men også en der savner lidt flere skæve idéer og afvigelser fra formlen. Det er et spørgsmål om dosering af virkemidlerne, så får Climb It Baby! for alvor en slagkraftig og uimodståelig garage/drone/blues rock blanding, der gør én afhængig.

Before Sunrise er den kun lige ved at være der, men det er også rigeligt til 4 store stjerner.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Climb It Baby! på Facebook

Foto: Andreas Houmann

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag! 

Previous articleReverend Shine Snake Oil Co.: Anti-Solipsism part one – Creatures **** (4/6)
Next articleRoskilde Ekstra Optakt: Pop Up & uofficielle koncerter

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.