Så skal vi et smut til Fly i børnehøjde, hvor Rasmus Johansen (Telestjernen) fra det lokale børne- og ungdomsprojekt Flyfabrikken har slået pjalterne sammen med anløbne typer og suspekte personager som Onkel Reje, Johnny Hefty, Vestfjends Børnekor, Børnehaven Myretuen og en del andre.
I alt har over 100 mennesker i forskellige størrelser været inde over projektet, der forsøger at genoplive den analoge ånd og musikalske stil fra 70’erne med udgivelser fra Vesterbro Ungdomsgård og Bølle Bob som pejlemærker. Det er der kommet et 12 numre langt album ud af, hvor Cirkus Højdeskræk bliver en løst defineret ramme for et sammenrend af skæve spillemænd, kiksede karakterer, gakkede gøglere, dem med træben og forlorne tænder og andet godtfolk.
Det er den søde corona-tid, så jeg tog den lokale 7 (snart 8) årige med på lyt under en formiddag, hvor den stod på hjemmeskole. Det blev så improviseret til at være “musikundervisning” med udgangspunkt i denne plade (kombineret med “matematik”, hvilket bestod i et “restaurantbesøg”, hvor der blev leget med tal i form af nogle ret ublu priser og kreativ bogføring). Kort sagt ikke den mest koncentrerede lytning i første omgang, men er det ikke meget normalt for det publikum der udgør denne plades primære publikum? Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at jeg satte mig ned og lyttede fokuseret til hverken Bølle bob, Ungdomsgården, Johnny Reimars Smølfe Slaveri, eller hvad der nu kørte på båndoptageren i midt-80’erne?! Nej, det var et soundtrack til alt muligt andet og her er det umiddelbare indtryk, at Cirkus Højdeskræk gør en rigtig god figur. Sangene er varierede og tilpas markante til, at de i glimt bryder igennem og får fat i en ellers distraheret lille lytter, som har gang i at brygge fantasi-kaffe og stege plastik pølser.
Derfor var det måske også de mest melodisk fængende numre, som fik bedst fat under de første par runder i Cirkus Højdeskræks manege. Onkel Rejes åbner og titelnummeret går man ikke galt i byen med, der danses og vrikkes da også akut med bagdel i restaurantkøkkenet. Det to minutter lange nummer har klart noget “velkommen i cirkus/introsang” over sig, kort og catchy. Det har det efterfølgende nummer bare også, hvor Rasmus Johansen byder velkommen indenfor i “Cirkus Højdeskræk”, der rummer pladens bedste og mest mindeværdige omkvæd, tilsat skrålende børnekor. Det rammer plet også her i børnehøjde, hvor omkvædet kun skulle høres en enkelt gang inden der blev sunget med. Så ved man den er der. Nummeret kunne sagtens være temasangen til en kommende tv-udgave af det her univers, men det betyder dog også at det virker som om pladen starter to gange? Det er vist mest et “voksen-problem”.
Nu vi er ved de voksne, så kan børn i alle aldre være med her, det er en plade af legebørn til legebørn – hvor alder bare er et tal. Måske fordi stilen virker velkendt for os halv-gamle starutter, der voksede op med de tidligere nævnte forbilleder fra slut-70’erne og et årti frem, men også fordi det her er “børne”-musik af den slags, der tager børn alvorligt og rent faktisk prøver at lave gode sange og ikke bare spise dem af med et eller andet dunkende discountprodukt, der kan få lov til at blive konsumeret på YouTube. Hvis jeg var barn ville jeg sikkert elske det hele, men skulle jeg vælge nu, ville jeg trække et nummer som den over 7 minutter lange odysse om “Gøgleren Bjarne” ud. Det er simpelthen bare en skide god, traditionel spillemandsvise. Trods spilletiden er ungen også med, selvom hun lige skal tune sig ind på stilen.
Det er generelt for pladen, hun har hørt meget Bølle Bob og deslige da hun var mindre (og andre ting hun blev mere eller mindre tvangsindlagt til), men er nu i gang med at forme sin egen smag, der trækker i en noget mere moderne eller MGP domineret retning. Modsat pappa her, er hun dog temmelig musikalsk og har rytmisk sans, så er melodien, pulsen eller den gode sang der, så er hun ikke kræsen. “Fru A. Bertramsen” og dens mere løsslupne “Muppet Show klingende” stil gav overraskende nok ikke noget udslag på “vrikke-skalaen” i første forsøg. Underligt, der er jo tydeligvis noget galt med ungen?! Apropos underligt, så førte fællessangen “En Myretue-blues” til følgende korte, dybsindige udveksling: “Jeg synes de er lidt underlige, de her sange?” Er det godt eller dårligt? “Underligt”. Under anden gennemlytning blev der dog observeret godt med gang i vippe-foden og stemt i sammen med børnekoret i det meget synge-med-venlige omkvæd.
Det er nu også vanskeligt ikke at blive revet med og suget ind i dette kulørte univers, som på den sommerlige og “let-til-bens gennem barndomsbyen i provinsen” i “Ole fra Åkjær”, eller Heftys heftigt brummende og skramlede “Høns, Hink og Hindbærbrus”. Som i alle gode børnesange og røverhistorier af denne slags, så føles universet, trods sin fantasifulde slagside, stadig ægte. Det er lidt som en god Ole Lund Kirkegaard fortælling, det behøver ikke decideret give mening for at føles virkeligt. Det gode håndværk og netop fantasien GØR det virkeligt, og fortællingerne bliver levende. Både for en 40 årig og en 7 årig, der lystigt fløjter og synger med, som om man allerede kender sangene.
De Flyvende Frostkyllinger Fra Dåsebjerg Bakke fremstår både som en hyldest og en videreførelse af en stolt tradition indenfor dansk børnemusik. Både i tekst, lyd og hele det lidt barokke univers og dets brogede persongalleri. Det føles dog også en kende tilbageskuende og nostalgisk og som noget der higer efter eller holder lidt fat i noget fra en svunden tid – de voksne artisters egen barndom. Der er også bare noget tidløst over Cirkus Højdeskræk, der gør at pladen og det her univers burde blive et hit i et hvert hjem beboet af barnlige sjæle i alle aldre.
Bliver det så en ny klassiker indenfor danske børneplader? Det er svært at sige, man fristes til at sige, at det burde det. Vi ender på en legesyg 5’er.
Af Ken Damgaard Thomsen
