Home Anmeldelser Live Christian Hjelm + support: Bål og brand, Voxhall, 4/10 – 2018

Christian Hjelm + support: Bål og brand, Voxhall, 4/10 – 2018

1577
0

Foran et lidt torsdagsforsigtigt og ikke så talstærkt publikum leverede Christian Hjelm en ganske overbevisende koncert torsdag aften på Voxhall.

Der var vel ikke stort mere end 30 mennesker foran scenen på Voxhall, da opvarmingsbandet Bål & brand gik på kl. 21. Det var lige før man kunne smide rød pølse i Aalborg-hallen metaforen. Ærgerligt nok, for kvartetten, et for mig ganske ubeskrevet blad, viste sig leveringsdygtig i nogle veleksekverede dansksprogede rocksange.

En solid rytmesektion, nogle umiddelbart interessante tekster, og en sans for refræner, der måske godt kunne få et nøk ekstra ud over rampen, var i hvert fald nok til at jeg spidsede ører og skrev mig bandnavnet bag det ene. At forsangerens vokal måske ikke hørte til de fremmeste i dansk rocksangerkategorien i forhold til skønsang gjorde mindre, for der var noget andet; personlighed og indignation, som udtrykt i introsnakken og under nummeret ‘Sidste nummer i køen’, hvor vi også fik nogle guitarbredsider.

I det hele taget blev numrene også mere eksperimenterende og udfordrende head vejen. Modigt nok af Bål og brand. Og publikum, som vel mod koncertens slutning nåede op omkring 50 i antal tog lidt forsigtigt, men vel imod, lod det til, selv da der blev skruet op for guitarerne og vi fik en gnistrende og lang solo på ‘Vintersyn’ , tror jeg den hed.

‘Hallo hallo’ lukkede et ganske fint opvarmningssæt fra Bål & brand og omend scenen ikke helt stod i flammer, blev der varmet godt op til Christian Hjelm.

Christian Hjelm ★★★★★☆

Christian Hjelm har efterhånden en fin serie af vellykkede soloalbums i bagagen efter tiden i Figurines, deriblandt senest Uskolet magi fra i år.

Kl. 22 går Hjelm og band (guitarist, bassist, tangentspiller og trommeslager ud over Hjelm selv) på og spiller en atmosfærisk instrumental intro inden de sætter i med første nummer, ‘Solen bager’ (den med “åh ih åh ah”-refrænet). Vi har vel i mellemtiden rundet de 100 publikummer, men stadig ikke et overvældende fremmøde.

Hjelm og band er til gengæld virkelig tight og kompetent spillende. På andet nummer griber Hjelm en akustisk guitar og vi får en skarp version af glimrende ‘Dødvande’ fra Uskolet magi.

Stramt (næsten for stramt!) leveret er også ‘Hold nøje øje’ fra samme album, der naturligt nok fylder godt i aftenens sæt. Efter den tempofyldte åbning begynder Hjelm at tale med publikum, og citerer fra en anmeldelse, hvor han er blevet kaldt “indie-rockens lille kolibri”, hvorefter vi passende får en veludført version af netop ‘Lille kolibri’.

Herefter følger ‘Hvide måne’, ligeledes supertight leveret. Hjelm virker efterhånden fyldt med overskud, også til at kommentere på det lidt stille publikum, inden vi får ‘Vingerne hvisker’ med det ikke helt mundrette refræn “vi har sommerfugle i maven!”.

Det kan godt være Hjelm og Co har det, men det mærker man i hvert fald ikke. Der bliver leveret drønskarpt og professionelt, faktisk helt igennem overbevisende fra Hjelm og hans band.

Foto: Steffen Jørgensen

Vi får en anekdote om Hjelms nylige faderskab, som også ligger til grund for ‘Slowmotion’, som vi selvfølgelig får herefter. Tempoet tages en tak længere ned på næste nummer, egentlig ganske tiltrængt. En tangentbåren sag, hvor Hjelm på udgangsreplikken spørger “har vi alle sovet i timen – igen?”. Nåååh, det ved jeg da ikke om vi har! Og så alligevel..?

Herefter får vi et par sange fra solodebuten Før vi blev lette, blandt andet titelnummeret – som de øvrige numre, stramt, energisk og tempofyldt leveret.

Det samme bliver ‘Laviner’, der får en bismag af Larsen med det kække drive, og den bliver fulgt af ‘Tripper’, mere nedtonet, men egentlig også med et nik til afdøde Larsen i det mundrette refræn. “Hallo, hallo, hvad er det vi tripper på?”.

Så vender en veloplagt og oprigtigt glad udseende Hjelm tilbage til Uskolet magi og ‘Sjældne syner’ hvor man kan høre Hjelm sukke af velvære i det tilføjede mellemspil. Fællessang og klap med får Hjelm også orkesteret til sidst i nummeret.

Veloplagt er Hjelm også da han spørger til den fortsatte eksistens af diverse Aarhus-barer (især RisRas har hans interesse), inden den sømandsvise-agtige ‘Ud af kurs’, der nikker mere mod Sebastian end Larsen, sendes afsted. Igen med stort overskud og et break, der får lov at sætte sig undervejs.

Endelig får vi en stærkt rockende ‘Scenen skifter nu’, som afslutning på det ordinære sæt inden Hjelm og band klappes retur til ekstranumre. Fortjent.

Ingen tvivl om at Hjelm er manden, der styrer showet, og omdrejningspunktet, men også ros til et tight spillende band. En oplagt Hjelm hiver den femte stjerne hjem, på et par stærke ekstranumre i form af ‘Kom nu hjem’ og ‘Lang vej igen’ hvor en medrivende Hjelm igen får det torsdagsforsigtige publikum ud af busken til klap-med og fællessang. Det er ikke en helt lille præstation.

Kort og godt leverede en veloplagt Hjelm en rigtig fin koncert foran et publikum, der godt kunne have været mere talstærkt, men det skal ikke ligge Hjelm og band til last. Tjek dem ud når de rammer et spillested nær dig.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Fotos: Steffen Jørgensen/Fonden Voxhall

 

 

 

Previous articleNirvana – Rape Me (live) – 5/10 – 2018
Next articleM Rexen: An Endless Sea of Honey ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.