Da jeg skulle til at lytte til Feeding Wolves første gang må jeg ærligt indrømme at jeg var lidt nervøs for hvad der ville vælte ud af højtalerne. Christian Bonde kender jeg kun fra Whores & Thieves, og det har udelukkende været et positivt bekendtskab, her er der rock og rul for alle pengene, og lige netop derfor frygtede jeg et soloalbum, hvor skeen var røget i den anden hånd, og der var skruet helt ned for dampen.
Især da jeg læste den meget fine pressemeddelse, hvor Christian Bonde himself udtaler at: “Dette er mit forsøg på en genoplivning af det umiddelbare og simple udtryk – skrevet, spillet og fanget på “bånd” i det øjeblik, ideen blev til. Det er min til tider dystre, lykkelige, ulykkelige, og ikke mindst nødvendige fortælling om, hvad der rører sig i mit hoved. Min ærlige personlige og upolerede overlevering af nuet”.
Ydermere har Christian Bonde selv komponeret, indspillet (samtlige instrumenter pånær 3 guitarspor indspillet af Mikkel Schack), forfattet, mikset og masteret pladen selv, så vi snakker et 99,9% soloprodukt. Respekt. Men var der så grund til at frygte et udspil med en mand, der krænger sit hjerte ud med sin guitar? Nope!
For findes der noget der er fantastisk, så er det at blive positivt overrasket, og det blev jeg dæl-skisme efter at have hørt pladen første gang. Christian Bonde og Feeding Wolves gjorde i den grad min frygt til skamme, i en grad så jeg faktisk var lidt flov over min forudindtagenhed (beklager meget).
Albummet består af 12 relativt korte sange, 11 hvis man sier første sang “Forest” fra, som i bund og grund mest fungerer som en intro, det skal der også være plads til. Og med en samlet spilletid på lige under de 30 minutter, ja, så siger det sig selv, at der ikke bliver tærsket langhalm på nogen af sangene. Der er i den grad skåret ind til benet på sangene, og faktisk sidder man efter stort set samtlige af dem, og håber på et omkvæd, et vers eller bare et eller andet mere. Om det er en styrke eller en svaghed må man selv beslutte, men når det er så konsekvent som på Feeding Wolves, så ser jeg det som en kæmpe styrke, da ingen af sangene virker som om de stopper, da man ikke liiige kunne finde på et c-stykke, næ, dette er et studie i keep it simple, på den rigtig gode måde.
Christian Bonde besidder, udover et stort musikalsk talent og evnerne til at spille et mindre arsenal af instrumenter, også en rigtig god vokal, der spænder fra det mørke og dystre til de helt lyse toner. Skal man smide et par referencer på, så rammer lydbilledet en krydsning mellem Johnny Cash, Nick Cave og Elbow, og det virker fortrinligt.
Albummet starter som skrevet med en kort intro/sang “Forest”, og ryger over i første rigtige sang “The Let The Kid Go”, hvor stilen bliver lagt for dagen. En dyster slambert på 1 minut og 51 sekunder, der trækker lytteren ind i et mørkt melodisk univers, hvor man ikke kan andet en bare lade sig “flyde” med. Det er som skrevet i pressemeddelsen simpelt, men lydmæssigt er der noget mere kød på en forventet, heldigvis.
Herefter tager det ene stærke nummer det andet, og det er svært at skulle fremhæve nogle frem for andre, men da de mere dystre sange, der vinder flest point hos mig, så får de æren af at blive hevet frem i lyset. “Murderous” er et helt fantastisk nummer, med klare referencer til gode gamle Johhny Cash, uden det kammer over, en fin tekst om en særdeles murderous girl, en stærk melodi og ikke mindst simpel men effektfuld instrumentering, damn, det svinger.
“Out Of Fuel” er ligesom “Murderous” helt oppe og ramme loftet, her er der skruet en anelse ned for tempoet og op for den akustiske guitar, men stemningen er stadig denne dystre, lidt vemodige en af slagsen, og Hr. Bonde’s dybe vokal er som skabt til denne sang.
Albummet bliver rundet af med “Dear June”, hvor der er skruet helt op for country-rocken, jeg befandt mig et kort øjeblik hos en hvis Mr. Jon Bon Jovi i åbningen af Blaze Of Glory, men blev hurtigt hevet tilbage i Christian Bonde’s dystre country-rockede univers. En gedigen afslutning på et overraskende godt album, der så absolut fejede benene væk under mig.
Jeg har kun fremhævet 4 sange, men som nævnt tidligere er samtlige 12 sange af høj kvalitet, som tilsammen udgør en lille upoleret perle med stor holdbarhed, da jeg efter et utal af gennemlytninger, på relativ kort tid, endnu ikke blevet træt af Feeding Wolves. Det eneste jeg reelt er træt af, er at der kun er 12 sange på albummet, så jeg ser meget frem til næste soloalbum fra Christian Bonde, hvor det kunne være spændende at høre, hvordan et album med knap så skitse-baserede sange ville lyde.
Der er ikke så meget andet at gøre, end at sende 5 dystre upolerede stjerner fra GFRock Bonde på østkysten til Rock Bonde på vestkysten, here you go…
Surf forbi og besøg Christian Bonde på facebook
Feeding Wolves udkommer den 31. marts på Trechoma Records. Allerede lørdag d. 29/3 kan du sniglytte, når Christian Bonde holder releasekoncert på Huset i Esbjerg. Denne aften bakkes Bonde op af et band bestående af Sebastian Wolff, John V. Laursen og Rasmus Madsen. Læs mere HER
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
