Ved ikke lige hvor rock n’ roll det er, men har nu altid været en sucker for en god omgang akustiske udgaver af rocknumre. Nogen gange opstår der sand magi når kunstnerne kaster sig ud i omarrangerede versioner af kendte travere, som det f.eks lykkes Pearl Jam og Nirvana i MTV’s Unplugged. Soundgarden hoppede over dengang, eller blev ikke inviteret, men nu er forsanger Chris Cornell’s solo troværdighed lagt i ruiner efter hans kunstneriske hjerneblødning i 2009, som resulterede i samarbejde med Timbaland på den det dorske dancealbum “Scream”, så der må penge i kassen ved at vride bagkataloget ud af den akustiske guitar.
Kynismen hermed midlertidigt lagt tilside, for den skal ikke ødelægge nydelsen af et album der indeholder nogle funklende stjernestunder, men også præges af et hyggetempo der bliver lige lovlige lejerbåls luntende i perioder. Cornell har dog skrevet en række numre i tidens løb som er næsten uopslidelige, og som er praktisk talt umuligt at fucke op i nogen form for udgave. Albummets numre er indspillet forskellige steder i Nordamerika i løbet af 2011, men de skiftende indspilningssteder, og forskelligt publikum, er nu ikke noget man opdager under gennemlytningen, så hvorfor vi ikke bare får en hel sammenhængende koncert? Det må stå hen i det uvisse.
Der lægges fra land med et bonusnummer fra den vedderstyggelige “Scream”, “As Hope And Promise Fade” er en fin lille bodega bagatel som sætter stemningen for de næste cirka 70 minutter. Det er klart fra starten at Cornell’s stemme har det fantastisk i det nedbarberede lydbillede, især i forhold til nogle uheldige optagelser fra Soundgarden’s genforeningsturne i 2010, hvor stemmebåndet lød slidt og stærkt begrænset i forhold til velmagtsdagene i 90erne.
Men på “Songbook” står vokalen klart og med pondus, måske lidt mere ru og hæs i visse passager end tidligere, men det går fint i spænd med de akustiske og nøgne udgaver af sangene, der er valgt til albummet.
Noget der tilgengæld bliver trættende i længden, er Cornell’s tendens til lige at skulle give vokalen alt hvad den kan trække i sidste del af mange af numrene. Det kan måske lyde underligt, for han synger rent og med urkraft, men det kammer over når det gøres konstant, i stedet for at spare lidt på virkemidlerne – man frygter ofte at han blot er en enkelt fuld oktan frasering fra at hans hovede simpelthen eksploderer! Måske gør han det fordi der kun er hans stemme og guitaren, men nogen burde have stukket ham “less is more” klichéen. Sange som Audioslave’s “Wide Awake” og Temple of The Dog klassikeren “I am A Dog” har ikke brug for primalbrøl det sidste minut for at være smukke og ramme. Men da bestemt imponerende han stadig formår at hive så meget ilt igennem lungerne.
Andre steder, som i en gåsehuds fremkaldende fænomenal udgave af “Fell On Black Days”, går det hele op i den berømte højere enhed for Cornell, svulstigt bombastisk på den helt rigtige måde. det samme gør sig gældende for “Like A Stone”, og den ellers godt fortærskede “Black Hole Sun” – selvom der er højt til loftet er det lige før man ryger igennem det af begejstring.
Den akustiske tilgang pynter dog ikke på “Can’t Change Me”, fra hans håbløst oversete og undervurderede solodebut “Euphoria Morning”. På det album er sangen et af højdepunkterne, her på “Songbook” er den lettere ændrede sang noget mere anonym og fungerer bare ikke helt optimalt. Det samme gør sig desværre gældende for den ellers vedkommende 9/11 sang “Ground Zero” der forbliver et uforløst “godt forsøg”.
“Songbook” indeholder endvidere to nye sange, afslutteren “The Keeper”, som vi får i en studieudgave, har tidligere været tilgængelig på soundtracket til filmen “Machine Gun Preacher”, den anden, “Cleaning my Gun”, har Cornell spillet live i mange år, men her er den for første gang kommet med på et album.
Alt i alt sidder jeg med en lidt underlig fornemmelse overfor denne udgivelse. Der er virkelige smukke og vellykkede numre, som enhver fan ikke må snyde sig selv for, der er de mindre medrivende og direkte irriterende øjeblikke, som man ikke gider vende tilbage til – begge dele noget man frit kan sortere i på tjenester som youtube, hvor en stor del af sangene har været at finde i akustiske udgaver i årevis. Så i stedet for at lytte til en plade hvor man alligevel trykker “skip” med jævne mellemrum, så vil jeg anbefale lidt selvstudie på internettet, medmindre du virkelig brænder for at give Chris Cornell dine sparepenge?! Blandt andet kan en fantastisk koncertoptagelse fra Stockholm i 2007 anbefales. Ikke at jeg vil opfordre til ulovligheder eller tyveri, man bør støtte sine favorit kunstnere, men det her er i bund og grund en overflødig tilføjelse til Seattle veteranens bunke af plader, og lugter lidt af “It’s christmas, now give me your money”.
Det samme kan siges om en overflødig coverversion af John Lennon’s “Imagine” som sidste akustiske trivialitet, hvorfor den endnu engang skal fortolkes, uden at det tilføjer den noget nyt, må skyldes Cornell’s trang til at sidde omkring det før nævnte lejerbål – hvornår synger han den om Mona?
Anmeldt af Kodi
