Chresten’s andet album, og det første på dansk, er en blandet landhandel, både musikalsk og lyrisk. Der er dog mange fine øjeblikke i mellem og det er værd at tjekke ud.
Vindfang er sådan en udgivelse, der både virker som for meget og for lidt, og måske derfor lander et sted midt i mellem. Chresten, som i følge pressematerialet er tidligere X-Factor vinder, har ellers gang i flere spændende ting på albummet, men det er som om det ikke helt når i mål.
Det er Chresten’s første dansksprogede udgivelse, og selv om det overvejende fungerer godt, er der også steder, hvor sætningerne føles lidt klodsede eller virker til ikke at ligge helt godt i munden på Chresten. Her er der stadig et stykke vej op til en ellers umiddelbart musikalsk ligesindet som Peter Sommer – her kan man egentlig også trække lidt ligheder til vokalen, og selv om det er en lidt urimelig sammenligning (Chresten er på sit album nummer to, Sommer har netop udgivet sit sjette soloalbum, plus udgivelser med Superjeg og De Eneste To), så er det svært ikke at pejle lidt imod et af dansksproget rocks nuværende fyrtårne når man lytter til Vindfang.
Det starter ellers fint med ‘Du Kan Sige Det Til Mig’, der har en fyldig, mørk rocklyd og en dunkende puls, men samtidig er den også et godt eksempel på at det ind i mellem kan virke som om sangene overlæsses, her med nogle nærmest filmiske flader, der er lidt Bond-sang vibe over det, der godt måtte have været en smule mere nedtonede for min smag.
Der er lidt af den samme dunkle filmiske tone på ‘Befriet Fra Den Helt Store Intelligens’, der dog lunter afsted i et noget langsommere tempo. “Kom fede venner, se/Han er en mand/Skabt af mesterhånd”, lyder det blandt andet på omkvædet her, og selv om man bestemt aner et talent for sproglig leg, så er der noget med formuleringerne og leveringen, der ikke fungerer helt for mig.
Nedtonet er det også på ‘Da Far Var Dreng’, som måske endda godt måtte være mere skrabet i instrumenteringen for min skyld, for her virker Chresten ganske nærværende, og der er mange fine linier i teksten, mens den tempofyldte rocker ‘Finansmekanismer’ til gengæld virker lidt forceret i lyrikken, trods (eller måske på grund af) sin indignation.
Vindfang er en ganske alsidig plade rent musikalsk. Fra den kradsbørstige rock til numre som den afdæmpede ‘Den Rådne Banan’ og den cabaret-agtige ‘Vals i Jysk Muld’, som begge fungerer ganske fornuftigt. Den første er ude som single, men jeg glemmer den hurtigt, når jeg hører den efterfølgende ‘Vals i Jysk Muld’ (fed titel, i øvrigt) – den ville dog nok også være et uortodokst single-valg, da den nok vil dele vandene, men jeg kan godt lide at den går all-in.
Det gør den folkede ‘Banal’ med banjo og percussion/klap på sin vis også, men den skifter også karakter undervejs, og her har jeg det igen lidt som om mindre ville være blevet til mere i denne sammenhæng. Der er ellers mange sjove ideer undervejs, men det er som om man sangen forsvinder.
‘Mens Bøgen Springer Ud’ lyder ikke ret meget af forår musikalsk i det noget kølige lydbillede, der også vokser til noget halvpompøst, som jeg ikke helt ved om jeg synes passer – her får jeg lidt musical-associationer. På ‘Tjek Din IK’ lyder det som en række løst nedskrevne tanker om diverse internetkrigeres ytringer – “Tjek din IK før du ytrer dig igen” synger Chresten her. Det er et nummer, jeg ikke ville savne, hvis det havde været skåret fra.
Det ville nok i højere grad være tilfældet med ‘Lommelærkernes Sang’, hvor Chresten igen leger med sproglige udtryk (her lærkesang og lommelærker og flere til i teksten) på en ganske fint orkestreret bund, der dog også har tendens til oppustethed. “Der er ikke to dage der er éns…egne”, lyder det blandt andet her i et af de mere velfungerende ordspil. Ordspil er der også ad libitum på ‘Senil Ulydighed’, der egentlig godt kunne lyde lidt som en albumlukker, men ikke er det. Dog er det et ganske hæderligt nummer.
Et sted, hvor Chresten for alvor kommer ud på det dybe og prøver noget nyt af er på den egentlige albumlukker ‘Æ Hav’. Og hey, det fungerer sgu ret godt. Her sker der også noget andet – det lyder lidt som en blanding af skæv råbe-folk og akustisk grunge (tænk Alice in Chains unplugged), og her er jeg på. Bare mandskoret, der brumme-råber “Æ haaaaauuuuw!” er sgu det hele værd. Det er som om den sætter noget fri, som til gengæld virkede låst på ‘En Romantisk Komedie På TV2’, der falder lige inden. Den lyder til gengæld næsten lige så kedelig som titlen, omend der er er nogle fine betragtninger i teksten og det musikalsk er solidt arbejde. Af en eller anden grund kan jeg godt lide linien hvor Chresten synger om “en skræmt erektion” – der er noget velfungerende over det billede.
Det er en blandet landhandel man får på Vindfang. Måske også lidt for blandet – der kunne godt have været brug for en skarp redigering og et par numre færre ville have gavnet det samlede indtryk. Det er nu stadig overvejende positivt det meste af vejen, og de tre stjerner peger opad for vestjyden, der har nogle spændende spor at fortsætte ud ad – kan han tegne sin egen personlige stil endnu tydeligere op og skærpe pennen endnu mere fremadrettet kan det godt gå hen og blive rigtig godt.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
