Childrenn bragede igennem sidste år med debutalbummet Animale og blandt andet en koncert på Roskilde Rising. De har smedet mens jernet var varmt, og er nu klar med deres andet album.
Childrenn består af rutinerede kræfter, der har slået deres folder i andre danske bands. Det er tydeligvis en kompetent forsamling, hvilket man kan høre hele vejen igennem International Exit. Der er styr på lyd og udtryk og ingen slinger i valsen.
Hvor sidste års Animale fremstod mere psykedelisk og massiv, er der mere variation på International Exit – ind i mellem bringer den faktisk minder om en hard rock musical. En hard rock musical om undergangen, og heldigvis på den gode måde, hvor det bliver storladent uden at være fesent. Således har åbneren ‘Cool Ache’ og den efterfølgende ‘Royal Fever’ hver især musical-agtige kvaliteter, med nærmest svulstige hooks, der nok skal få de fleste til at spidse ører.
Efter det stærke udlæg, er det storladne også i spil indledningsvis på ‘Where’s the Door’, som dog hurtigt sætter frenetisk fart over feltet og tamper derudaf i mere beskidt tungt rockende form, mens ‘Year of Complaint’ har sin egen truende stemning, især sat i scene af en rumlende bas, men stemningen bliver dog ikke for alvor forløst trods Jakob Brixens intense skrig – måske fordi de 2 minutter og 40 sekunder nummeret varer faktisk kommer til at virke lidt kort.
Der indtræffer således lidt dødvande undervejs, fordi heller ikke ‘The Signal is Clear’ helt formår at brænde igennem – her presser Brixen igen sin vokal, som her ligger længere tilbage i lydbilledet, og selv om jeg måske godt kan se hvordan nummeret passer ind som album-track, så mangler jeg alligevel noget – det kører simpelthen lidt i stampe musikalsk, og hvor det foregående nummer gerne måtte have været længere, så måtte der gerne være skåret ned på spilletiden her, der når over 6 minutter.
Der er noget af undergangs-musical-stemningen igen på den bastunge ‘A New Low’, hvor Brixen igen udnytter sin vokal godt – og her tøjles de kræfter, der ligger under Childrenn’s motorhjelm med god effekt, men det betyder samtidig at forløsningen heller ikke helt indtræffer.
Til gengæld får vi et af albummets stærkeste melodiske øjeblikke på ’11th Hour Lullaby/Cloud #22′, mens den efterfølgende ‘I Am the Antenna’ til gengæld fremstår i den mindre spændende og lidt montone ende for mig. Førstnævnte viser igen at Childrenn godt kan kræse om sangskrivningen. Åbningen, efter den indledende synth-drone, er virkelig stærk, og her viser Brixen, som faktisk leverer lidt af en alsidig vokal kraftpræstation på albummet, at han også kan klare det lidt lysere register. Jeg kunne til gengæld måske godt have undværet de spacede blip-synths til sidst, men de giver et eller andet sted mening i forhold til lyrikken.
Den lidt spøjst rockende og varierede ‘Sing Sing Electric’ leverer et par stærke hooks, inden ‘Year of Desire’ lukker albummet med noget, der kunne være en ballade på et klassisk hard rock album – det betyder at der er melodiøsitet og et gran af svulstighed igen, og igen rammer Childrenn en god balance. Og selv om tematikken er mørk, så bliver man alligevel lidt opløftet når der går flerstemmig vokal i den midtvejs. Det virker måske som et nummer båret af ret simple virkemidler, men der gemmer sig mange nuancer undervejs, og det fungerer.
Især udlægget og afslutningen på International Exit står således stærkt i billedet på et lidt ujævnt album. Men hvis du mangler et soundtrack til undergangen, hvor der både er stærke hooks og buldrende riffs, så kan du roligt kigge Childrenn’s vej. Det er sjældent uinteressant og Brixen og hans musikalske kumpaner har sammen med producer Randall Dunn skabt et musikalsk værk, der tør lege lidt med og udfordre rockens rammer. Et lidt stærkere midterstykke, og vi var landet en tak højere på skalaen, men det bliver alligevel til 4 store stjerner.
Du kan finde Childrenn på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
