Inden vi alle fortaber os i påskeæg af tvivlsom chokolade-kvalitet, lam og sødligt øl døbt ‘påskebryg’ havde Radar budt ind til god gammeldags rock. Childrenn var headliner, og supporten, Drön, opererer også inden for genren.
At der så også lige skulle presses et elektronisk islæt i form af TBA ind, var lidt sært – men mere om dette senere.
Drön ★★★★★☆
Aftenen startede med Drön, der som Fossils – eller måske mere internationalt kendte Royal Blood – består af et strengeinstrument og et trommesæt. I Dröns tilfælde er strengeinstrumentet en guitar, som får alle de effekter, der skal til for at frembringe et fuldfedt lydbillede.
Drön når at spille en god håndfuld numre, men allerede fra første takt står det klart, hvor skabet skal stå: Der bliver smækket igennem, og selv om der kun er to på scenen, så leveres der med stor variation og energi – og til trods for det lidt snævre potentiale når bandet ikke at blive monotone. Hverken i lyd eller intensitet.
En stor del af årsagen til dette er, at der spilles og synges ufatteligt kontrolleret. Der går aldrig ‘nu spiller jeg lige en rock 1’ i trommespillet – trommesættet er et instrument, der bruges som sådan. Men samtidig er det bærende også en åben hi-hat, som pisker skidtet fremad.
Forsanger Henrik Birkekær lægger også en fremragende vokal, der sender tankerne hen mod Lemmy eller endda Kyuss – altså en stærkt rocket vokal med hints til grungens desperation. Så ud over at der ofte ændres tempo og feel i numrene, så sørger vokalen for at man fastholdes i den potente, metalliske verden, Drön fremlægger. Og så gør det meget mindre, at teksterne handler om at drukne i blod.
Birkekærs ‘Vi hedder Drön, vi er fra Vestjylland’ bliver blot en understregning af den fuck-finger, projektet mere eller mindre sender til større, etablerede bands. For med et trommesæt, en Dane Electric guitar og en håndfuld effektpedaler formår Drön at levere en oplevelse, der er så kontrolleret og intens at den stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor der skal være så mange medlemmer i bands.
Lakmusprøven er selvfølgelig om ikke man savnede noget – en bas eller ekstra guitar – under sættet, og svaret må være nej… Fem stjerner er meget, men de får én for hvert nummer, de spillede – for det her var ret fedt!!
Efter Drön blev der sat en ‘kravlegård’ af synths og keyboards op på scenen. Nogle af synts’ene var tydeligvis håndbyggede i plexiglas og elektronik, og da TBA gik på, blev det også flittigt benyttet.
Det er ikke min genre, sådan noget én-mand-og-nogle-maskiner, men jeg vil dog medgive, at i modsætning til meget anden elektronisk musik, så virkede det til at TBA rent faktisk spillede på sine instrumenter og ikke bare kørte et backtrack.
Var det godt? Var det skidt? Aner det ikke – jeg valgte at stemple ud under denne del af aftenens program.
Childrenn ★★★★☆☆
…Og dermed nåede vi så frem til aftenens headliner; Childrenn.
Det har været forsøgt at fremsætte Childrenn som en ‘supergruppe’ i Danmark, da medlemmerne alle har baggrund i veletablerede bands igennem de sidste 20 års rockhistorie. For mig at se er super-grupper et meget u-dansk koncept, idet det vil forudsætte at man kunne sammensætte en gruppe af medlemmer fra bands med kæmpe-succes og så malke det kommercielt.
Skulle man gøre det i en dansk virkelighed, så ville det vel være at tage Cobber fra D-A-D og sætte ham sammen med dele af Fede Finn and The Funny Boys… Med andre ord – nej, vel?
Nuvel. Childrenn går på i en klassisk to-guitarer (én på sang), bas og trommer-opstilling og spiller melodisk rock. Og da det er musikere med stor, stor erfaring bliver det hele også spillet virkelig tight.
Jeg havde lyttet lidt til materialet på Spotify inden koncerten og må sige, at min første association til engelske Space (som også i sin tid blev betegnet ‘supergruppe’) egentlig også holdt meget fint live. Yderst professionelt fremført rock med glimrende melodier og en umiskendelig britiskhed over udtrykket.
Desværre kan gruppens (sang)materiale ikke helt følge med medlemmernes spille-talenter. Lidt for ofte blev der grebet til lidt for lange space-out outroer, og selv om vokalen egentlig var OK, så bar den ikke numrene hjem på samme måde, som det musikalske håndværk lagde op til. Og når man samler så professionelle musikere risikerer man også, at det bliver for ‘perfekt’ det hele. I hvert fald savnede jeg, at der kom lidt vildskab over sagerne.
Det virkede dog til, at de nye numre (muligvis ikke indspillet endnu) havde en tendens til netop at have lidt kant og at være mindre polerede. I hvert fald sker der noget med energien, da de fem numre inde i sættet hiver det nye nummer, ‘What’s my name’, op af hatten. Pludselig viser de en evne til at spille potent, som ellers ikke havde fået lov at komme frem. Men momentum fik det aldrig rigtigt, og selv om de nye numre tydeligvis har mere kant end de allerede indstuderede, så nåede koncerten aldrig helt op på de høje nagler.
Slutnummeret – en ret støjende sag – tager dog stik hjem på sin maskinelle fremdrift og mekaniske støj.
Men i den sidste ende så var det ikke en koncert, jeg vil huske længe og glædes ved. Godt håndværk (og ja! De kan satme spille!) kommer man langt med, men når der går en-dag-på-kontoret i den, eller matierialet måske ikke helt er stærkt nok, så må jeg anerkende musikernes dygtighed og den fascination der er ved at se dygtige folk performe – men også give fire ikke-alt-for-store stjerner til aftenens headliners.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
