Chemical Breakdown: EP ★★☆☆☆☆

Chemical Breakdown fra Esbjerg beskriver sig selv som, “simpelt og beskidt rock ‘n’ roll, der er skåret helt ind til benet”. Og det er der sådan set ingen ben i, i hvert fald glider deres nye, kun 3 numre lange EP, let og ubesværet ned – men kunne også godt smage af lidt mere.

Først og fremmest spiller bandet ganske fint og sikkert, men der mangler et eller andet gods og pondus i numrene. Og så er sangskrivningen heller ikke helt modnet nok endnu til, at numrene virkelig markerer sig og sætter sig fast. Thomas anmeldte sidste efterår deres forrige EP og var kun ude med 2 stjerner og havde nogle af de samme kritikpunkter, og her kun et halvt år efter, er der nok simpelthen ikke gået tid nok til, at bandet har taget et kvantespring fremad.

Thomas efterlyste især noget dynamik og nosser i lyden, og her synes jeg måske at Chemical Breakdown slipper bedre fra det i denne omgang. Den er stadig lidt “demo-tynd”, eksempelvis kunne der godt være mere hug i trommerne på “Are You There?”, men det er ikke så grelt at det bliver et irritationsmoment for mig. Nævnte nummer er nok også EP’ens stærkeste stund i mine ører, en gammeldags power-ballade der især i omkvædet, og ikke mindst på grund af vokalen, har noget D-A-D’sk over sig. Noget diskret orgel-halløj i baggrunden, og mod slut et klædeligt tøjlet kvindekor i omkvædet, som er med til at give det et fint 70’er classic rock twist og pift. Fint nummer!

Så virker det til gengæld lidt mere underligt, og stritter i en helt anden retning, når bandet kaster sig ud i noget knastør doom-rock med ørken-rock tendenser i den dystre og ildevarslende “Point of No Return”. Den grumsede, snurrende grundklang med march-klingende trommer i verset fungerer egentlig udmærket, mens retnings- og temposkiftet i verset får det til at lyde noget henad en letvægter udgave af et Whores & Thieves nummer. Ikke nødvendigvis en decideret skidt ting, men dem har jeg hørt. Og jeg ved heller ikke helt om jeg synes dette skifte mellem vers og omkvæd hænger helt så godt sammen som det kunne – der er lidt gnidninger. På trods af gruppens sikre greb om stilarterne.

Så mangler vi lige “Take Me”, som også er det mindst mindeværdige nummer på EP’en, her skifter vokalen igen lidt klang og karakter, og bliver mere klassisk hårdrock “rå og snerrende”, mens et råbekor bakker op. Vi kommer lidt op og ned i tempo, der er lidt til trampefoden hist og her, og nå ja, man får da også lyst til at råbe lidt med, men det er også lidt hurtigt glemt når det hele er overstået. Og så synes jeg lyden lige mangler det sidste krydderi eller saft og kraft her, igen er det især trommerne der gerne måtte fylde lidt mere eller sørge for nogle tydeligere hug.

OK, isoleret set er de 3 numre helt ok, men mangler noget personlighed og mere sovs og kartofler for virkelig at mætte og træde i karakter. Bandet spiller sådan set sikkert nok, mens sangskrivningen har rum til forbedringer, eller måske nærmere bare en opstrammer. Set som et samlet lille værk, så stritter det i lidt for mange retninger til, at man får et reelt indtryk af bandets evner, eller helt hvor vi egentlig skal henad?

Hvad har Chemical Breakdown mest lyst til at være for et slags band? Hvor synes de selv deres styrker ligger? Og hvad er den røde tråd eller samlede vision? Det er måske noget de ikke har, eller haft lyst til, at skænke en tanke endnu, de vil måske bare prøve sig selv og nogle idéer af, og det kan/skal demoer/EP’er jo også bruges til. Men jeg tænker, at det kunne styrke deres sangskrivning og det samlede udtryk, at man satte sig ned og fandt et smallere fokus og kanaliserede den energi og vilje man bestemt fornemmer er til stede, i en mere målrettet retning.

Som tingene står, så falder det samlede indtryk stadig en smule under middel, derfor også de der 2 stjerner, der måske ikke ser så opløftende ud på skrift. Men op med hovedet, og læg det i blød, find en retning, hold fast i den og skriv og spil løs, for pokker.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Chemical Breakdown på facebook