Hovedmanden bag dæk/bandnavnet Chelsea Light Moving, er ingen mindre end guitarkunstneren og støjpioneren Thurston Moore, kendt fra utallige musikalske konstellationer, ikke mindst naturligvis legendariske Sonic Youth.
Denne gang har han allieret sig med Keith Wood (guitar), Samara Lubelski (bas) og John Moloney (trommer), der på den selvbetitlede debut plades 10 numre kommer godt rundt i de genrer, som har inspireret og defineret Moore’s musikalske output de seneste 30-35 år. På mange måder kan det ses som et udpluk af den nu 54-årige Moore’s karriere, et blik ind i hans kunstneriske sind, om man vil. Tilfældige nedslag, der mestendels har det til fælles, at de i lange perioder lyder lidt demo- eller skitseprægede. Det, der overordnet binder Chelsea Light Moving, sammen, er en skramlende, brummende og “brun” klang.
Vi kommer relativt vidt omkring på bandets rundtur, fra klassisk Moore støj, over punk, helt over til det mere hippie/beat-poetiske.
Sidstnævnte tydeligst demonstreret i det næsten 7 minutter lange spoken word nummer “Mohawk”, hvor Moore reciterer en meget beatnick’sk tekst hen over en minimalistisk klangflade. Kvinden med hårpragten, der lægger navn til nummeret, ender med at gå i bad, hun hedder ikke Nina, men jeg er sikker på at kaffen om lidt er klar på den beat café i Greenwich Village i New York, hvor det lyder som om nummeret kunne fremføres. På mange måder en stiløvelse, om end en ganske vellykket en af slagsen, der symptomatisk for pladen føles som en parentes i den større helhed – for Chelsea Light Moving fremstår i bund og grund også som en lytteværdig parentes i Thurston Moore’s samlede musikalske virke.
New York’er, eller østkyst stemningen, føles i mindst 3-4 andre numre på albummet, “Frank O’Hara Hit”, “Burroughs”, “Lip” og “Sleeping Where I Fell”. “Frank O’Hara Hit” brummer, som mange andre numre på pladen, af sted i et halv-dovent og tilbagelænet tempo, inden en orkan af forvrænget støj blæser op cirka halvvejs igennem de over 5 minutter, sangen varer. Afslutningsvis er vi tilbage i det magelige melodispor, på et nummer der lyder som en sløv eftermiddag i en storbys park, imens man mediterer lidt over Dylan og andre beat-koryfæers gang i New York for 50 år siden. “Burroughs” er en mere tempofyldt sag, hvor bandet smører godt med brun rendestensstemning på den punkede melodi, som stedvis afbrydes af mere metallisk klingende opbremsninger. Der kværnes godt igennem på instrumenterne, hvilket skaber en ganske massiv mur af lyd, men i sidste ende også giver fornemmelsen af, at det hele går lidt i tomgang.
“Sleeping Where I Fell”, er et andet nummer hvor længden i sidste ende punkterer effekten af bandets anstrengelser en smule. De forlænger simpelthen lige sangen lidt for voldsomt, med en instrumental passage for meget, inden de får rundet af. Det er ellers et af højdepunkterne for mig på Chelsea Light Moving, hvor vi får bevæget os lidt længere op på af den amerikanske østkyst, til Boston, hvor Moore giver den som Frank Black’s halvbror, på en ret Pixies-agtig energiudladning af et nummer. Dog havde Pixies nok skåret mindst to minutters støj-fyld af og stået tilbage med en skarpere skæring. Vi forlader østkysten med den korte, men alligevel overflødige, punk-blindgyde “Lip”, der aldrig føles som andet end en halv-færdig genrehyldest.
I den anden ende af skalaen finder man den næsten 8 minutter lange støj-collage “Alighted”, der periodevis lyder som en studiejam session, som fik lov til at komme med. Der brummes igen løs i farven brun, med masser af tempo- og intensitetsskift. Et af de tungeste numre på pladen, hvor gruppen lejlighedsvis slår helt over i metal-klingende passager. Vi skal næsten 3 minutter og 30 sekunder ind i “Alighted” inden Moore’s vokal bryder den soniske mur, og nummeret ændrer karakter fra improviseret kludetæppe, til mere kontrolleret vuggende stener bagtæppe – inden larmen tager helt over hen mod slutningen. Et af de numre der også på en måde føles så løs i sin idé og udførelse, at det overordnet set virker ufærdigt eller som en skitse.
At Chelsea Light Moving sagtens kan begrænse sig viser den herligt dovne albumåbner “Heavenmetal”, der ikke behøver meget mere end 2 minutter til både at være stemningsfuld og atmosfærisk mættet. Der går lidt vestkyst lazy hippie i den med mantraet “be a warrior and love life”, som gentages over den rolige 90er prægede melodi. Midterdelen af Chelsea Light Moving drejer den løse leg tilbage på hippiesporet med den psykedeliske “Empires Of Time” og den efterfølgende fortælling om “Groovy & Linda”. “We are the third eye, of rock ‘n roll / We are the third mind, of rock ‘n roll” lyder det på “Empires Of Time”, der på effektiv vis blander hårdtpumpede støjeksplosioner op med mere afdæmpede og svævende brudstykker. Nummeret afsluttes med et lydklip, der lyder som taget fra slut-60erne, hvor en kvinde beretter om hvorledes hun blev introduceret til rocken, men den ændrede sig da penge blev blandet ind i den frie og rene ånd. Det danner en velfungerende bro til noget der lyder som en mørk hippie skæbnefortælling om Groovy og Linda, på den slæbende, dystre og lydmæssigt grumsede “Groovy & Linda”. “Don’t shoot, we are your children”, lyder det dommedagsagtigt i den mudrede larm, som udgør sangens solide fundament.
Et brølende cover af Germs “Communist Eyes”, er sidste nummer på pladen, egentlig ret overflødigt, men det ligger fint i forlængelse af “tur i øveren” følelsen, der om noget er det, der er fælles for numrene på Chelsea Light Moving.
Det, du får, er Thurston Moore tilbage i mere larmende udgave end de seneste 10 år, omgivet af et kompetent orkester, som får lov til både at spille løst og frit, og samtidig spille med musklerne. Indtrykket Chelsea Light Moving efterlader er, at man får nedslag i Moore’s inspirationskilder og de genrer, han selv har bevæget sig i, men ofte ikke mere end på et skitseplan, hvor ikke alle idéer følges lige grundigt til dørs – imens andre får lov til, at trække nogle sanges spilletid lige lovlig meget i vejret. Det er også en del af charmen, på et udspil der fremstår frisk, levende og som noget bandet har hygget sig med at flække sammen. Energien og fornemmelsen af, at mange af sangene er opstået temmelig spontant i øvelokalet, kompenserer langt hen af vejen for den manglende røde tråd hele vejen igennem albummet. Vigtigst af alt, selv om Chelsea Light Moving ikke fremstår som et helstøbt værk, så er det en plade man har lyst til at lytte igennem forfra, når sidste nummer rinder ud.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
