Celestial Son startede som Drone i Silkeborg for 10 år siden, har spillet et hav af koncerter, været bosat i Hamburg og er nu klar med deres album nummer 2 og et nyt navn. Stilen kalder de selv grunge/rock/metal, tænk Alice In Chains møder Tool, hvilket fungerer flot på overfladen, men i længden føles noget ensformigt og halter på indholdssiden.
Det ville være synd, og en smule misvisende, at kalde Celestial Son for overfladiske eller indholdsløse, det virker som om de har en del på hjertet, noget der tynger, og skal ud. Men bare fordi lyrikken er behjertet, og lyder som en form for terapisession for bandet, så gør det ikke automatisk teksterne gode – eller vedkommende for mig som lytter. Jeg betvivler ikke bandets motiver og ærligheden der er lagt i dem, men for mig bliver det hurtigt trivielt at lægge ører til sang på sang med tilstræbt formørket og sjæleudkrænkende weltschmerz.
I stedet for at blive rørt, fængslet og fascineret sidder jeg halv-tom og emotionelt uberørt tilbage efter 13 numre og en samlet spilletid der kryber op på en lille time. Det er på alle måder for langt og for ambitiøst, respekt for at tænke stort, men halvvejs inde i pladen begynder mine noter allerede at rumme varianter af “mere af det samme”.
Netop “stort” er et ord der dækker Saturn’s Return på mange punkter, fra bandets klang, produktionen, de tekniske evner, ja, hele “indpakningen” og følelsen omkring bandet og albummet. Det er ganske befriende at nogen kommer brusende med store armbevægelser, noget der lyder som meget private følelser ude på tøjet og har pakket det ind i noget der bare lugter af internationalt udsyn og format.
Et af problemerne er, at Celestial Son kommer til at spænde lidt ben for sig selv, eller bliver mast under deres egne ambitioner på Saturn’s Return. Albummet rummer ellers en del rigtig fine musikalske stunder, hvis man kan abstrahere fra, at det godt nok er hørt før, hvis man voksede op med grunge og efterfølgende tog en overdosis Tool. Det gjorde jeg.
Ekkoer af de 2 bands, og andre 90’er navne, kan høres hele vejen igennem albummet, nogle gange helt tydeligt som på “Holy Cycle”, der efter lidt indledende elektronisk knitren, slår over i et riff og en huggende slæberrytme der er lige ud af Tool’s værktøjskasse. Det lyder fedt, men alt for velkendt. Ligeledes lider ellers udmærkede numre som “Sea of Failure” og “Death Wish” af samme Tool syndrom. Der er kortvarig genkendelsesglæde, men så stivner ens smil noget og man tænker ved sig selv, “så kan jeg jo lige så godt høre originalen”.
Alice In Chains kigger især frem på den måde vokalen/erne iscenesættes i nogle numre, når der ikke lige går gyngende Maynard i den, men også når Celestial Son momentvis drejer de bombastiske toner i en lidt mere stenet og tåget retning. Jeg kan næsten se Jerry Cantrell for mig, med vind i sit tynde hår, under omkvædet på åbneren og førstesinglen “Nothing In Excess”, mens det bliver mere stenet, men ikke mindre Alice In Chain’sk på “Open Wound”.
Sidstnævnte er også et fint eksempel på nogle af de problemer jeg har med Saturn’s Return. Det lyder velkendt, jovist, men det lyder også ganske fedt. Men det er som om at nummeret står lidt stampe og har problemer med virkelig at rykke igennem, indtil vi når et ganske vellykket omkvæd. Hvorefter det hele så går lidt i stå igen. Det behøver jo ikke mangle fremdrift bare fordi det er stenet. Og så er der lyriske guldkorn som “in the prison inside me, I feel so lonely” til at give mig dybe panderynker.
“Inside me there is nowhere I can hide // My pain sinks deeper every day” lyder det ulideligt lidende i indledningen af den semi-akustiske ballade “Not A Choice”, hvor det eneste der kommer ud af stedet er min pande, når den rammer bordpladen efter første omkvæd. COME ON, er det Staind det her? Sjovt nok tænker jeg også på netop Staind under “All I Ever Wanted”, “and I pretend that nobody likes me, so I forget all my selfdispair”.
Hvis du aldrig har hørt selvudleverende, angstfyldt og selvmedlidende grunge, så er der muligvis noget at komme efter her. Nej, det gør ikke noget at man besynger emner der har været sunget om 1000 gange tidligere, og nej, det er sådan set fint nok med mig at gå full emo, men rent lyrisk virker det bare meget begrænset og som standard schmaltzy schmerz på flaske. Der mangler sproglig krydderi og opfindsomhed, fremfor floskler og metervarepoesi.
I mindre doser havde det måske gået, men en time er mere end jeg kan rumme. Bandet gør så heller ikke ligefrem sig selv en tjeneste ved også lige at smide 2 instrumentalnumre ind på albummet, som sagtens kunne have været undladt og trimmet den noget oppustede spilletid. Lige som albummets længste nummer, “The Flow Of Creation” på 7 ½ minut midt på pladen, er Celestial Son i en nøddeskal. Hvorfor er det så langt, når idéerne ikke helt rækker og det ender med at føles for stillestående og udynamisk?
Albummet føles stærkest på første halvdel, ikke fordi kvaliteten daler væsentlig på anden halvdel, men da har bandet bare brugt deres bedste tricks og både lyrik og sangskrivning føles som om den går i cirkler – eller simpelthen ikke kommer ud af stedet.
Desto mere ærgerligt er det, at der ud over det solide fundament, mangler et eller andet der gør det til andet end bare flot at se på og lytte til. Jeg vil ikke sige, at der mangler substans, det er mere som om alle de her store følelser og storladen musik ender med at fremstå underligt uforløst – eller overdoseres. Det er næsten som at se en film af Susanne Bier.
All sizzle, almost no steak – lige meget hvor meget kød det så end lader til, at bandet har prøvet at høvle på grillen. Slutteligt sidder man halv-sulten tilbage med fornemmelsen af et band der egentlig kan en del, men mangler noget der virkelig mætter.
Af Ken Damgaard Thomsen
Albummet udkommer d. 11/4, besøg Celestial Son på Facebook
