De unge nordjyske band Caved Crow har haft fart på siden dannelsen for cirka 8 måneder siden. Lørdagen aftens koncert på Uhørt demonstrerede, at det både er lidt overraskende og fuldt fortjent.
Normalt giver vi ikke stjerner til koncerter med en så begrænset spilletid, som de 30 minutter der var til rådighed på Uhørt, da grundlaget kan virke lidt tyndt til en fair dom – men nu gør vi en undtagelse. Jeg så så mange koncerter på Uhørt, at jeg føler sammenligningsgrundlaget er i orden, så ved mere eller mindre udvalgte koncerter, som denne, uddeles der stjerner. De skal tolkes “i sammenligning med” de andre halvtimers koncerter på festivalen, så det er et lille lukket univers, hvor der drysses stjerner ud.
Jeg skrev indledningsvis overraskende, fordi koncerten i øveboksen Sort Scene til at begynde med virkede en lille smule famlende og nervøs for mig. Indtil det gik op for mig, at bandets generelt lidt tilbageholdende attitude og udstråling på scenen, måske egentlig er til deres fordel og klæder musikken rigtig godt.
Caced Crow kom ikke buldrende ud af starthullerne med store armbevægelser. ej heller rent musikalsk, faktisk var det nærmere lidt forsigtigt og underspillet. Musikken er blevet kaldt nordisk folk, kølig americana og lignende, med “skandinavisk melankoli”. Fint nok, den køber jeg – og det giver nok en vis idé om hvordan det hele lyder. Bandet består af Frederik Ejdrup på guitar/vokal, Brett Tootle på akustisk guitar, Teis Harrington på trommer og Trine Valsted og Henriette Gynthersen på henholdsvis lead og backing vokal. De 2 sidstnævnte var med deres flotte stemmer i naturligt centrum og løb af og til med meget af opmærksomheden under koncerten.
Ikke at det velspillende band var at kimse af, men det var sjældent de virkelig spillede med de musikalske muskler, det hele fik lov til at ulme lidt under overfladen. Det er naturligvis et bevidst valg og som sådan fungerede det godt. Ejdrup bakkede jævnligt op på vokalfronten, ofte lidt diskret, men en hæst sunget passage i begyndelsen af sættet stak ud – det kunne man måske godt inkludere lidt mere af i numrene fremover? Vekselvirkningen mellem mande/kvindestemmer, og den forrygende backing vokal, var ellers glimrende. noget bandet tydeligvis har styr på i deres sange.
Der skulle dog lige gå et nummer eller to inden jeg blev helt hevet ind i kragens grotte, begyndelsen af koncerten var næsten lidt for behagelig og venlig for mig. Jeg stod og begyndte at savne lidt sprækker, knaster og flossede kanter i det vellydende univers, faktisk var den “kølige” americana næsten for lun og behagelig. Bandet har fået airplay på P6 Beat med sangen “Catching Fire”, som blev introduceret som “den første sang vi skrev”, og der er da også noget lidt uskyldigt og rent over nummerets klang (her tænker jeg ikke på teksten, den har jeg ikke fået læst). Leveringen var både her, og koncerten igennem meget indfølt, og flashy kan man ikke kalde bandet, de virker nærmere lidt sky.
Kiggede man efter, ikke mindst når de 2 gennemtrængende vokaler i front foldede sig helt ud, så kunne man aflæse stor fordybelse i Gynthersen og Valsted’s ansigter – de sang både med mund og øjne, noget der altid er rart at se, så får man da i det mindste det indtryk, at det kommer helt indefra. Hvis man kan skrive sange man føler sådan for, og man formår at kanalisere det ud på en eller anden måde når man står på en scene, så er der potentiale.
Potentiale er der hel klart i Caved Crow, men hvis man skal undgå at drukne lidt i den moderne folk-mængde, så skal der måske skrues lidt mere op for attituderne. Her tænker jeg ikke så meget på bandets fremtoning, men attituden i musikken. Over en halv time savner jeg lidt flere numre, som bider fra sig på en lidt mere markant måde. Det kom faktisk, i bandets nyeste nummer, hvor det er som om der er skruet lidt op for det hele og man for alvor fornemmer at der brænder en ild et sted inde i grotten. På det tidspunkt koncertens bedste stund for mig, men de toppede den i et nummer jeg tror hed “Insensible”, hvor jeg trods et par kagle-tanter i nærområdet for alvor blev suget ind i musikken, der toppede med en passage hvor der intenst og indlevende blev sunget noget i retning af “did you take a pill to feel a little emotion”. Det lød bragende flot.
Her fik Caved Crow for alvor vinger og steg flot til vejrs i det lavloftede lokale, det var lige før der ikke var plads nok til dem under den stærke afslutning på koncerten med de 2 numre “Handless” og “Two faced Man”, som hev det samlede indtryk op på de 4 stjerner.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
